Anne-Grethe Bjarup Riis bakker op

Anne-Grethe Bjarup Riis: skuespiller, forfatter, instruktør og billedkunstner. Mor til tre børn på 2, 5 og 13 år.

Jeg er min børns daglige leder

Min rolle som forælder er at tage ansvar for mine børn, være om man så må sige deres daglige leder og sørge for at guide dem gennem deres barndom, så de hver dag griner og er åbne og glade, så de har et stort selvværd og samtidig god social forståelse – og sidst men ikke mindst, sørge for at de strutter af sundhed.

Derfor synes jeg, at det er for dårligt, at lovgiverne tillader hormonforstyrrende stoffer i vores varer. Det er lige fra legetøj, børnetøj, cremer, rengøringsmidler and you name it. Det viser sig jo gang på gang, at vi forbrugere ikke er gode nok til at undgå de farlige og skadelige produkter. Derfor er det grotesk, at det handler om at tjene penge i stedet for at sikre folkets sundhed!

En hverdag med gode vaner – men også svære legetøjssituationer

Jeg er grundlæggende meget opmærksom, når det handler om at mindske mine børns samlede udsættelse for hormonforstyrrende stoffer. Jeg køber ikke tøj med plastic-print, og jeg vasker altid nyt tøj. Jeg har svanemærkede og uparfumerede plejeprodukter, og vi gør rent i svanemærkede produkter for at sikre et godt indeklima. Desuden spiser vi 100 % økologisk mad.

Der er ikke nogen af kampagnens råd, der overrasker mig. De sværeste råd at følge er dem, der handler om legetøj. Det er svært at bevæge sig rundt i legetøjs-junglen, fordi børnene ønsker sig ting, der ikke er mærkede, de får gaver, der ikke er mærkede, og loppemarkeder flyder også med dårlige produkter, som børnene forelsker sig i. Jeg så gerne, at hormonforstyrrende stoffer i alt legetøj blev 100 procent ulovligt.

Forældre er analfabeter, når det gælder børns sundhed – men vi har pligt til at tage ansvar

Jeg møder dagligt børn i børnehaven og vuggestuen, der stinker af parfumeret vaskepulver. Jeg ser, at de får dårlige kinder-hapser med i madpakken, der flyder over af e-numre. Når jeg er hjemme hos andre familier, ser jeg farlige rengøringsprodukter. Når jeg er i legetøjsbutikker, bliver der læsset ikke-mærket legetøj over disken i en lind strøm. Vi forældre er stadig analfabeter, når det gælder vores børns sundhed. Det handler om massiv oplysning og selvfølgelig forbud fra regeringens side.

Jeg støtter ”65.000 grunde til bedre kemi”, fordi jeg gerne vil være med til at gøre opmærksom på, at vi som forældre har pligt til at tage ansvar for vores børns sundhed, og fordi det er nødvendigt som forbruger at få viden og oplysning om, hvordan vi kan undgå at udsætte vores børn for skader og varige men.

Sidst opdateret: 23.10.2009