Kamilla Uttrup bakker op

Kamilla Uttrup: Cand.mag. i fransk og dansk, bibliotekar/kulturformidler på Middelfart Bibliotek og mor til Albertine på 5 år og Asta-Marie på 2 år.

Børn – en kilde til både glæde og bekymring

Mine to dejlige piger er både den største kilde til glæde og den største kilde til bekymring. Og jeg oplever konstant nye udfordringer i mit ansvar for at guide dem sikkert og sjovt gennem barndommen.

Når jeg hører om hormonforstyrrende stoffer, tænker jeg ”Oh ve og skræk!”. Jeg synes, at det er meget skræmmende, og det er bestemt noget, jeg bekymrer mig om. Som mor til to små piger har jeg været meget berørt af at høre om små piger, der går for tidligt i puberteten. Det skræmmer mig virkelig. Og så selvfølgelig, at det også kan være kræftfremkaldende.

Ønsket om et liv uden plast

Jeg er opmærksom på mine børns udsættelse for hormonforstyrrende stoffer på flere forskellige områder. Vi forsøger, så vidt det er muligt, at købe og spise økologisk. Med hensyn til cremer, shampoo, vaskemiddel, opvaskemiddel, rengøringsmidler og så videre går vi efter de svanemærkede produkter. Og nyt tøj bliver altid vasket, inden det tages i brug.

Jeg forsøger at undgå plast. Også selvom min mand synes, at det tenderer til det hysteriske, når jeg vælger en stålmadkasse frem for en af plast. Han mener, at jeg jo ikke kan vide, hvilke kemikalier der er brugt til at male dem med. Og det har han desværre lidt ret i. Men jeg vælger nu alligevel stålmodellen. Til gengæld har jeg knap så mange valgmuligheder, når det handler om mange af vores fødevarer, som er bundet og pakket ind i plast.

Jeg er nok en af de mødre, der tænker meget over kemikalier i de valg, der vedrører både vores børn og mig selv. Men som så også frustreres, når området ikke helt er til at gennemskue.

Annonce (læs videre nedenfor)

Ikke på hjemmebane ved legetøjskasserne

Vores døtre har et legeværelse i kælderen, hvor de fleste af deres legeting er. På værelserne ovenpå, hvor de sover, har de stort set kun en seng, en kommode og bøger.

Det er et helt bevidst valg, da jeg ikke føler mig på hjemmebane, når det handler om legetøj. For det første er det svært at gennemskue produkterne, og for det andet er det ofte noget, de får af andre, for eksempel gaver fra bedsteforældre. Jeg kunne godt tænke mig, at der var fuldstændig forbud mod hormonforstyrrende stoffer i legetøj.

Varieret kost trods en meget selektiv medspiser på fem år

Jeg forsøger, så vidt det er muligt med en meget selektiv femårig – nogen vil måske kalde hende kræsen – at tilbyde vores børn en varieret kost.

Jeg sørger også for at lufte ud flere gange om dagen, men er til gengæld ikke så opmærksom endnu på, hvilken indflydelse maling og møbler har på indeklimaet.

Annonce (læs videre nedenfor)

God idé at invitere bedsteforældre med ind i målgruppen

Der er ikke nogen af kampagnens råd, der har overrasket mig. Det er noget, jeg både har læst om og interesseret mig for, efter jeg har fået børn. Men der kommer jo heldigvis hele tiden ny viden til, ligesom der også hele tiden kommer nye forældre til. Desuden fremmer gentagelse som bekendt forståelsen. Derfor bakker jeg op om Miljøstyrelsens kampagne ”65.000 grunde til bedre kemi”.

Det er en rigtig god sag, og det er godt, at der kommer fokus på denne problematik. Og så synes jeg, det er godt, at Miljøstyrelsen inviterer bedsteforældre med ind i denne kampagne, så de også bliver opmærksomme på det. Mange bedsteforældre er jo både forkælende ”barnepiger” og glade gavegivere, så de fortjener at blive klædt på med den viden, man har fået siden dengang, de selv havde småbørn i hjemmet.

Sidst opdateret: 23.10.2009