Margaret Bergman bakker op

Margaret Bergman: socialrådgiver i en familieafdeling i Hedensted Kommune. Bedstemor til syv børn i alderen 1-12 år.

Bedstemor til både sparring og strikketøj

Jeg stiller op som barnepige ved behov, men er også sparringspartner ved diverse spørgsmål om børn. Og jeg giver altid gerne en hånd med, når noget skal syes eller strikkes. Jeg ser mine børnebørn så ofte som muligt og nyder at lege og læse sammen med dem.

Som bedstemor til syv børn har jeg en naturlig interesse i kampagnen ”65.000 grunde til bedre kemi”. For selv om jeg er meget opmærksom på, hvad mine børnebørn bliver udsat for, har jeg ikke tidligere har været opmærksom på kombinationseffekter.

Mad fra grunden og miljømærker

Jeg hader alt som hedder tilsætning af farve og kunstige smagsforstærkere – og forsøger at undgå det i produkter til mine børnebørn. Samtidig laver jeg selv mest mulig mad fra grunden, for eksempel syltetøj og brød. Men jeg må også erkende, at det er svært helt at undgå færdiglavede produkter i madvejen, hvis man skal have hverdagen til at hænge sammen.

Jeg vasker tøj og gør rent med miljømærkede produkter for at sikre et sundt indeklima. Og jeg er opmærksom på at lufte ud og har minimalt med tæpper i huset.

Voksende viden om vigtighed i forsigtighed

Jeg støtter kampagnen ”65.000 grunde til bedre kemi”, fordi jeg bliver mere og mere klar over, hvor vigtigt det er for vores børn – og min egen tilværelse at være så forsigtig som muligt i omgangen med tilsætningsstoffer og kemikalier.

Jeg forbinder ”hormonforstyrrende stoffer” med noget, som kan ødelægge eller ændre vores livsbetingelser, ødelægge hud og andre organer samt forstyrre frugtbarheden. Derfor synes jeg, at det er vigtigt, at vi som forældre og bedsteforældre bliver klædt på til at skåne vores børn mest muligt for de kemikalier, som er skadelige.

Jeg har gemt mine fire børns legetøj fra dengang, de var små. Men nu kan jeg se, at jeg bliver nødt til at smide det gamle bløde plastlegetøj ud, fordi det antageligt indeholder kemikalier, som kan være skadelige for mine børnebørn eller andre børn, som leger med det.

Sidst opdateret: 23.10.2009