Peter Lykke Fick bakker op

Peter Lykke Fick: chefkonsulent i Dansk Industri og far til datter på 2 ½ år.

Forening af faderrollen og friluftsmennesket

Kampagnen ”65.000 grunde til bedre kemi” flugter godt med det, vi kan stå inden for. Jeg er et friluftsmenneske, der elsker at vandre og sove under åben himmel – og jeg tager meget gerne vores datter med ud i naturen.

Når jeg hører om hormonforstyrrende stoffer, tænker jeg det som noget, der griber ind i en skrøbelig natur. Først og fremmest vores kroppe, men også naturen i bred forstand.

Alvorlig allergi

Selv om jeg ser kroppen som en fin og sårbar balance, føler jeg ikke, at jeg som almindelig borger har sat mig nok ind i, hvordan jeg kan mindske min datters samlede udsættelse for hormonforstyrrende stoffer. Jeg prøver at undgå det, jeg har læst om i avisen, for eksempel ftalater. Hvis vi havde noget herhjemme, som, vi vidste, indeholdt ftalater, havde vi smidt det ud.

Jeg har selv allergi, der har udviklet sig ret alvorligt en gang imellem, og det har skræmt mig. De voldsomme allergianfald er kommet som en ny ting i mit liv, og det har gjort, at jeg tænker meget over, hvad jeg kommer i min krop, og hvad jeg udsætter min datter for. Derfor er der heller ikke nogen af kampagnens råd, der overrasker mig. Jeg tror, at vi følger dem alle.

Min kone lufter ud – min datter bliver viking

Mange ting er jo nemme at forholde sig fornuftigt til som forælder. Når det handler om pleje- og rengøringsprodukter forsøger vi at købe svanemærket. Samtidig forsøger vi at minimere brugen. Det betyder, at vi næsten ikke bruger shampoo til vores datter, og vi bruger næsten blot eddike til at rengøre toilettet. Det vil sige nogle meget enkle vaner og produkter.

Min kone er rigtig god til at lufte ud flere gange om dagen, så vores datter bliver en lille viking! Det er også ret naturligt for os at slukke for elektronik, når den ikke bliver brugt. Både af hensyn til økonomi og sundhed.

Vores kost er næsten mere alsidig, end jeg nogen gange kan følge med til. Vi spiser meget økologisk – og mange forskellige – og sjove – retter for at stimulere vores datter til at spise og for at introducere hende for forskellige råvarer. Vi har mange kogebøger, og de støver bestemt ikke til.

De svære legetøjsgaver

En hyppig diskussion her i familien er, hvor meget plast, der må være i hjemmet, da vores datter jo kan komme det i munden. Vi prøver at finde en balance, uden at det bliver ekstremt.

Men der er ingen tvivl om, at legetøj er en stor udfordring. Et er selv at købe det, men noget andet er at tage imod det i gaver til vores datter. Her prøver vi at være lidt pragmatiske.

Miljøstyrelsen er den helt rigtige afsender

Jeg støtter Miljøstyrelsens kampagne ”65.000 grunde til bedre kemi”, fordi dens budskaber er noget, jeg selv står for.

Der er så stort et forureningstryk og så mange ting, man skal tage stilling til her i verden, at man har behov for at høre disse budskaber fra en lødig institution. Derfor mener jeg, at Miljøstyrelsen er den helt rigtige afsender til at komme med disse budskaber. Kampagnen har nogle gode og sunde budskaber, som ikke er vanskelige at efterleve. Og for dem, der er omkostningsorienterede, er det også vigtigt, at det ikke behøver at koste mere at efterleve budskaberne.

Sidst opdateret: 23.10.2009