Et godt liv uden børn
Lone Rahbek Pohl glædede sig over sin graviditet, men det endte med en sen abort, fordi der var noget galt med fosteret. Efter flere forsøg på at blive gravid igen – denne gang med hjælp fra læger og en akupunktør – opgav hun og hendes mand håbet. I dag har de i stedet skabt sig et dejligt liv, hvor de nyder friheden og deres labrador.
I sit tidligere parforhold brugte Lone Rahbek Pohl (48 år) og hendes kæreste sjældent og fik at vide, at mandens sædkvalitet ikke fejlede noget, og at Lones æggeledere var i orden. Kort efter blev parret dog skilt, fordi manden alligevel ikke ønskede at binde sig og få børn. Lone tænkte ikke mere på at få børn, og kort efter sin skilsmisse mødte hun sin nuværende mand.
"Vi var begge 37 år og havde ikke fokus på, at det snart var sidste udkald for at få børn. Jeg kender flere, der har mødt hinanden i en sen alder og har skyndt sig at få børn med det samme. Men det behov havde vi det slet ikke, for vi var vildt forelskede og havde nok i hinanden", fortæller Lone.
Da parret havde kendt hinanden i 3 måneder, følte Lone sig sløj og gik til lægen. Her fik hun at vide, at hun var gravid.
"Det kom som lidt af et chok, men pludselig vældede varme følelser op i mig, og jeg tænkte, at vi måske kunne blive super gode forældre. Jeg flyttede fra Jylland til min kæreste, der boede på Sjælland, og vi gik i gang med at finde en større og mere familieegnet bolig end hans lille lejlighed. Vi glædede os helt vildt til at blive forældre, og alle glædede sig på vores vegne", fortæller Lone.
Abort
Parret blev gift og fandt en andelsbolig i Ballerup omgivet af børnevenlige stier og vuggestuer. Lone var til ultralydsscanning, og alt så fint ud. Men fostervandsprøven afslørede, at der var en kromosomfejl, som lægerne ikke helt forstod betydningen af. Lone og hendes mand blev bedt om at tage stilling til, om de ville have barnet, fordi der forelå risiko for, at der var noget galt med det.
- Ny viden om din sundhed -
Nyt & Sundt
som produceres i samarbejde med Netdoktor.
Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal til medlemmer af "danmark".
Læs mere på
sygeforsikring.dk.
"Jeg følte mig gravid og dejlig, og ultralyden var jo i orden, så jeg kunne simpelthen ikke forstå, at der kunne være noget galt. Vi kom følelsesmæssigt helt ud at svømme, vi græd meget og talte frem og tilbage i flere dage. Det endte med, at vi ikke turde løbe risikoen og valgte en fremprovokeret abort i 17. uge, hvor jeg fødte på normal vis. I lang tid efter gik jeg rundt som en zombie og snakkede ikke rigtig med andre om det, for jeg kendte endnu ikke så mange på Sjælland", fortæller Lone, der endte med at kontakte Foreningen for spædbarnsdød, hvor hun fik nogle gode snakke om det, hun havde været igennem.
Fertilitetsbehandling
Livet gik videre, og igennem flere år var Lone meget følsom over for al snak om babyer og børn. Det var især vanskeligt, da hun arbejdede i Post Danmark i en afdeling med mange kvinder, hvor der blev snakket meget om børn.
"Jeg følte mig misundelig og ville helst ikke høre noget om deres børn. Nogle gang forlod jeg lokalet midt i en samtale, fordi jeg ikke kunne holde det ud, og det var svært at takle for de andre. Sådan havde jeg det også senere, da min mand og jeg kom i fertilitetsbehandling", fortæller Lone, der i mellemtiden var blevet 38 år, og nu skulle alle sejl sættes ind på at få et barn.
Samtidig med fertilitetsbehandlingen gik Lone hos en akupunktør, der også gav Lone og hendes mand urteteer for at rense deres kroppe. Både Lone og hendes mand begyndte at leve sundt, for at Lone kunne blive gravid. Hendes æg blev befrugtet med mandens sæd, men der var langt mellem æggene, og mandens sædkvalitet var ikke helt god. Da de havde prøvet 4 gange, og der ikke var et eneste æg, der havde sat sig fast i Lones livmoder, ønskede hendes mand at stoppe behandlingen.
"Dels var det meget dyrt for os, for vi måtte selv betale, fordi vi var så gamle. Og dels ønskede min mand ikke, at vi skulle blive helt besatte af tanken om at få børn og sætte hus og alting over styr. Jeg blev vred, for næste gang ville det sikkert lykkes, og på fertilklinikken var de optimistiske. Men inderst inde vidste jeg godt, at han havde ret, for vi skulle jo stoppe på et tidspunkt", siger Lone.
Styrket parforhold
"Det har været en lang proces for mig at acceptere, at jeg ikke skal have børn. Det har krævet et stort arbejde med mig selv. Jeg har ofte tænkt, at det må være helt fantastisk at kunne sidde dybt forelsket og kigge på en reproduktion af sig selv. Følelsen af at være forkert i forhold til alle de kvinder, som har født børn, har også været svær at ryste af sig. Mænd går efter at reproducere sig, så jeg har også tænkt på, om min mand på et tidspunkt ville forlade mig for at få børn med en anden. Men jeg ved heldigvis, at han sagtens kan leve uden børn. Jeg foreslog også på et tidspunkt, at vi kunne blive plejeforældre, men det har han ikke umiddelbart trang til, men den mulighed ligger stadig åben", siger Lone.
"Alt det, vi har været igennem, har styrket vores parforhold, fordi vi kun har haft hinanden undervejs, og fordi vi er gode til tale med hinanden, når vi er kede af det. Vi bruger hinanden meget. Nogle gange snakker vi om, hvad der ville være sket, hvis vi alligevel havde fået det barn, vi valgte fra. Vi vil altid sige til hinanden, at det var det rigtige valg. Det bliver vi nødt til. Men jeg har også tænkt på, at det muligvis kunne have ødelagt vores parforhold, hvis vi havde fået et dybt handicappet barn."
"Mange har spurgt os, hvorfor vi så ikke har valgt at adoptere. Vi har også snakket lidt om det og kigget lidt på de forskellige hjemmesider for adoption. Men det er ikke blevet til mere, for vi føler begge, at et barn skal være vores eget produkt. Jeg kan en sjælden gang imellem få en klump i halsen, når der er børn til stede, eller snakken handler om børn. Men jeg er holdt op med at føle misundelse og glæder mig i stedet på andres vegne, når de fortæller om deres børn", siger Lone.
Nye muligheder
Lone og hendes mand valgte at flytte fra det børnevenlige område og det børneværelse, som aldrig blev brugt, for at komme videre i livet. De boede et års tid i et hus nord for København, herefter i deres sommerhus i en kortere periode og er så endt i en lille landsby ved Kalundborg. For 3 år siden sagde de begge deres faste job op og startede hver for sig som selvstændig erhvervsdrivende med planer om at arbejde sammen på sigt. Lone har uddannet sig som coach.
"Jeg ønskede at arbejde med mig selv efter alt det, jeg havde været igennem, og som coach fik jeg nogle gode værktøjer. I dag arbejder jeg med virksomheder og arbejdsløse og har et stort behov for at gøre noget for andre. Og her tror jeg, at min baggrund hjælper mig, for jeg ved, hvad det vil sige, når noget går skævt i livet, og det kan jeg bruge i mit arbejde. Jeg kan fortælle dem, jeg skal hjælpe, at man sagtens kan have et godt liv alligevel."
"Vi kunne ikke have flyttet så meget rundt, hvis vi havde haft børn, og det havde også været meget vanskeligere at sige to faste jobs op med udsigt til en usikker indtægt som selvstændig erhvervsdrivende. At vi ikke har fået børn betyder, at vi har kunnet realisere vores drømme. Vi kan rejse, når vi vil, og vi kan gøre lige det, vi har lyst til uden at skulle tage hensyn til børn. Vi forsøger at se det positive i ikke at have børn. Vi har også fået en labrador, som får masser af kærlighed. Vi har indrettet os, så vi får de fleste af vores drømme opfyldt", siger Lone.
| Lones råd til andre ufrivilligt barnløse: |
|---|
| Forsøg at flytte fokus gradvist, og begynd at orientere jer imod områder af jeres liv, hvor det ikke er børn, der har første prioritet. |
| Gør noget godt for hinanden, som f.eks. at gå ud og spise sammen, rejse, gå i biografen. |
| Tænk om muligt positivt, få evt. hjælp fra professionelle til at komme videre begge to. |
| Tænk på de muligheder, I har, i stedet for det I går glip af. |