Jeg har mistet min far - gjorde jeg det rigtige?

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg skriver fordi jeg søger svar. Jeg mistede min far natten til lørdag. Han kom hjem om fredagen og sagde ‘jeg har sgu lidt ondt i kroppen. Jeg tror jeg er ved at blive sløj. Typisk det igen er lige til weekenden!’

Og så gik han ind og lagde sig. Om aftenen stod han op og tissede som sædvanligt og det var sidste gang. Han havde ikke en trækning, ingen tegn på at han kunne mærke noget overhovedet næste morgen, så han må have sovet stille ind. Men som datter i en ung alder føler jeg at jeg kunne have gjort noget.. hvis jeg havde vækket ham og spurgt om han ikke kom ud og lå i sofaen. Eller hvis jeg havde sovet hos ham. Kunne jeg have forhindret det? Kunne jeg have haft min far i dag?

Sidste jul bad jeg ham gå til lægen fordi jeg synes han var blevet ældre. Det var som om hans verden forandrede sig lidt, han blev lidt mere sur på verden og lidt mere barnlig. Men han var også ‘døv’, så jeg bad ham spørge om det kunne være derfor.. han fik høreapparat, men han kunne ikke så godt lide det, så han brugte det kun når vi var der. Men det hjalp nu lidt på de andre ting.. han brugte det Ikke sammen med mor.

Jeg tjekkede hans journal, og han har ikke været til lægen. Han arbejdede også med biler - selv på dagen, hvor han kom tidligere hjem. Og om mandagen havde vi netop talt om at han ikke ville på pension. For det gik man i stå af. Og han ventede på at han skulle sætte huen på den lille dreng, min søster venter...

Så kunne jeg have gjort noget? Han var jo frisk.. Eller er der nogen, hvor det bare ikke går?

Han røg meget og drak meget kaffe. Lægen havde nok sagt at det skulle han lade være med, men det havde ikke været et liv for ham.

Så hvad tænker du?

Mange hilsner

En spørger

Pige/kvinde, 71 år, 175 cm, 84 Kg

Annonce (læs videre nedenfor)

Svar

Kære Spørger

Du har mistet sin far ganske pludseligt og uventet. Det gør mig ondt at høre. Der er ikke noget at sige til, at du er rystet og ulykkelig. Som du beskriver det, var du nært knyttet til ham, følte næsten lidt ansvar for ham, som døtre ofte gør det.

Det har været dejligt i det liv, I har haft sammen.

Efter de oplysninger, du har givet om ham - og mål og vægt - har han været lidt af “en bamse”, som gik sine egne veje, selv om du passede på ham, så godt du kunne. Sådan er der mange mænd i hans alder, der har det. Og lever godt med det. Vær glad for at tænke på ham og det - på den måde. Du har sikkert ret i, at han de senere år har ændret sig lidt. Måske har det være lidt svært ved at acceptere, at alderen begyndte at trykke ham - og haft lidt svært ved at snakke med andre om det. Det er også almindeligt.

Tilsyneladende har han ikke haft nogen symptomer på sygdom. I hvert fald har han ikke fortalt nogen om det. Og det har været godt for ham - og for jer.

Og så sker det lige pludselig. Hjertet holder op med at slå uden forvarsel, uden smerte. Som du selv skriver, han sov stille ind. Det var sikkert en blodprop i hjertet. Et hjerteslag, som man også kaldet det. Smukt og godt for ham.

Men for dig var det selvfølgelig et chok at opleve, at det menneske, man har elsket så højt, har lukket sine øjne for altid. Og i sorgen spørger du dig selv, om du - eller han - kunne have gjort noget for at forhindre det. Det svar får du aldrig, men det er naturligt og forståeligt at spørge og tænke sådan. Og det er mange tanker, der flyver gennem hovedet.

Forhåbentlig har du nogen, der holder af dig, du kan dele tankerne med. Det er den eneste måde, du kan få dem på plads i hovedet på. Og forhåbentlig kan I dreje tankerne hen på det, der er lyst og positivt: hans gode liv til den sidste dag.

Vi skal allesammen dø en dag. Det er sikkert og vist. Det er ikke os alle, der får en så let og smertefri død, som vi måske kunne ønske det. Men for de efterladte er savnet og sorgen den samme. Den skal vi have lov til at have og dele.

Jeg håber for dig, at du snart må få dine tanker på plads i dit sind og komme videre med det forhåbentlig gode liv, der ligger foran dig.

Jeg ønsker lykke til dig.

Med venlig hilsen

Erik Fangel Poulsen

Læge

Sidst opdateret: 24.01.2019