Hvordan siger jeg, at jeg har brug for en "time-out"?

Spørgsmål

Hej Netdoktor.

Jeg er en ung pige på 21 år, som har lidt af angst næsten hele livet. Jeg går jævnligt ind i depressive perioder, hvor jeg græder meget, eller går med lysten til at afreagere uden at kunne komme ud med det. I disse perioder drukner jeg mig selv i tv-serier, spiller sims 4 eller andet, der ikke er særligt produktivt bare for ikke at tænke på noget. Derudover har jeg ADD og er særligt sensitiv og kæmper med at kontrollere mit liv, fx. administration af penge eller tid. Jeg arbejder i en tøjbutik, hvor jeg er glad for at være, fordi min chef er fantastisk, og arbejdet får mig til at glemme mine problemer.

Mit spørgsmål er nu ikke, hvordan jeg kommer ud af disse perioder og ud af min angst, for jeg er egentlig fint afklaret med, at det er sådan det er en gang imellem, og at det går over igen.

Mit problem ligger i, at jeg ofte får dårlig samvittighed overfor min familie, eller også er jeg bange for hvad de tænker om mig. Jeg kan give et eksempel: Jeg var i helsingør med min mor, søster i tre dage, hvor vi var ude alle dagende og oplevede alt muligt. Da vi kom hjem havde jeg tre lange arbejdsvagter lige efter hinanden, og jeg klarede det hele fint, selvom jeg let bliver overvældet. Men på den 7. dag havde min fætter fødselsdag, og jeg fandt mig selv i en tilstand, hvor jeg var udkørt og ikke kunne få mig selv til at komme af sted. Jeg så film lige indtil, vi skulle afsted og måtte så sige til min mor, at jeg havde hovedpine og ikke kunne komme. Min mor besluttede sig for at sige, at det var min egen skyld, at jeg havde det dårligt, fordi jeg havde ligget og set film hele formiddagen.

Så hende og min søster tog af sted uden mig, og jeg var derefter så opfyldt af dårlig samvittighed og angst overfor, hvad de tænkte om mig, at jeg græd nærmest hele dagen og ikke fik det pusterum, som dagens skulle have givet mig. Jeg ved godt, at jeg måske kunne have håndteret situationen dårligt selv. Andre gange kan jeg gå rundt og være meget ked af det, men med det samme nogen taler til mig, så smiler jeg, som om jeg har det fantastisk.
Spørgsmålet er så, hvordan jeg kan forklare mine uhåndgribelige følelser overfor folk, så de forstår, hvorfor der er noget jeg ikke kan?

Ofte har jeg det så dårligt indeni, at jeg ikke kan overskue at fortælle sandheden og derfor fortæller jeg en løgn om, at jeg er fysisk syg. Ofte har jeg heller ikke lyst til at have opmærksomhed på grund af min angst. En vigtig detalje at nævne er, at min mor selv har haft kronisk depression i mange år og derfor ved, hvordan det føles. Hendes udfordring er, at forstå at mine problemer og følelser er meget anderledes end hendes egne. Hvis der er noget, hun kan håndtere, så tror hun at jeg kan præcist det samme, og hun har svært ved at indse, hvis hun ikke har ret. Min mor er min bedste ven, og vi kender hinanden ud og ind. Jeg har bare en konstant følelse af, at hun ikke er helt med på, at vi er forskellige.

Jeg vil kort sagt gerne af med min følelse af dårlig samvittighed, og jeg vil gerne vide hvordan jeg kan forklare på en enkel måde at jeg har en dårlig dag.

Hilsen hende den forvirrede

Pige/kvinde, 21 år, 178 cm, 113 Kg

Annonce (læs videre nedenfor)

Svar

Kære spørger:

Tak for din mail i hvilken du fortæller om ADD, angst og depressive episoder. Du skriver selv, at disse forhold, er du rimelig afklaret med og at symptomerne herpå går over igen. Imidlertid får du ofte dårlig samvittighed overfor familien og er i tvivl om, hvad du skal sige til dem, hvis du ikke har det så godt. Du fortæller også, at du og din mor har et meget tæt forhold, men at din mor alligevel ikke helt er opmærksom på jeres forskelle.

Med baggrund i det beskrevne eksempel fra Helsingør, tror jeg, at du kan kigge lidt på, hvordan du disponerer dine kræfter. Det ser nemlig ud som om, at I første har 3 dage hvor I er meget aktive og derefter har du 3 lange og krævende vagter på jobbet..... så er det ikke så underligt, at du ikke er helt veloplagt på 7. dagen - specielt ikke når du, som du skriver, nemt bliver overvældet.

Jeg lægger mærke til, at du skriver, at du kan gå rundt og være ked af det, men når så nogen smiler til dig, så kan du smile igen og virke som om du har det fantastisk. Jeg overvejer derfor, om du er et af de mennesker, som let bliver grebet af en stemning og påvirket af andre og deres holdninger og meninger?

Hvis det er tilfældet, så er det nemlig ekstra vigtigt, at du er opmærksom på, hvordan du bruger din egen energi. Når du ved, at du har 3 lange krævende vagter, så kan det være en god ide, at du ikke drøner rundt og bruger al din energi de 3 dage op til vagterne, som tilfældet var på turen til Helsingør - men måske tager den lidt med ro i stedet for. Også selvom du kan blive revet med af de andres entusiasme og lyst til at tage ud og opleve det ene og det andet.

Så kan du jo sige flg. til menneskene omkring dig: "jeg tror, at jeg bliver hjemme i dag og slapper af, da jeg har nogle lange krævende vagter i næste uge" eller "det lyder hyggeligt, men jeg har ikke helt energien til det i dag" og hvis du får lært at fordele dine kræfter lidt mere hensigtsmæssige, så vil du nok blive mere stabil dermed kunne opnå et mere stabilt funktionsniveau. Din familie vil så lære, hvor meget du kan, og hvornår du må sige fra. Jeg tror næppe, at du behøver at frygte, hvad din familie tænker om dig.

Det lyder som om du har et godt forhold til både din mor og søster, og jeg gætter på, at de holder meget af dig og kun vil dig det bedste. Hvis du en dag har det rigtig dårligt og synes, at du skal forklare dine følelser, ja, så synes jeg, at du skal sige sandheden: Altså at du er træt, har brug for at restituere dig, føler dig anspændt eller hvad der nu rører sig i dig. Hvis så folk begynder at spørge om mere end du har lyst at svare på, kan du svare: "Det er omsorgsfuldt af dig at spørge, men det du spørger til, er noget jeg deler med min læge" - så ved andre godt, at nu skal de ikke spørge mere. Hav det nu rigtig godt - prøv at øve dig i at disponere hvordan du bruger dine kræfter og glæd dig over, at du har en omsorgsfuld familie.

Hans Mørch

Speciallæge i psykiatri.

Sidst opdateret: 06.08.2018