Hvorfor bliver jeg ikke gravid igen?

Spørgsmål

Kære Netdoktor,

Jeg har et barn fra tidligere på 6 år, som ikke var en planlagt graviditet.

Jeg har nu været sammen med min nye kæreste i godt 4 år, og vi har gennem alle år ikke haft beskyttet sex. Jeg er begyndt at undre mig om jeg ikke kan blive gravid igen, eller om der måske er noget med mon nye kæreste der gør vi ikke har held med at gøre mit største barn til storesøster/bror?

Første graviditet har været sket meget hurtig, og min daværende kæreste og jeg havde ikke haft et forhold i længere end et par måneder. Det undrer mig derfor, hvorfor jeg har så svært ved det denne gang?

Vi prøver ikke som sådan, da vi er bange for det vil stresse os, men håber da at det sker, og har vi håbet et stykke tid nu.

Burde vi blive undersøgt? Eller er der andre ting der kan spille ind når det er anden gang man skal være gravid?

Mvh "Moderen til forhåbentlig snart 2"

Pige/kvinde, 25 år, 166 cm, 52 Kg

Annonce (læs videre nedenfor)

Svar

Kære “Moderen til forhåbentlig snart 2”

Jeg stryger “forhåbentlig”, for jeg vil gerne være optimist - så selvfølgelig skal du have dit ønske opfyldt. Jeres tålmodighed har været stor, selv om det måske først er nu, I har besluttet jer for at få en afklaring.

Men først vil jeg bede jer om helt klart og ærligt at spørge jer selv og hinanden: Er vi bare nysgerrige efter at få at vide, om vi kan få børn sammen - eller er det nu, det skal være?

At være nysgerrige er helt i orden, at ønske at få besked er ganske naturligt. I har været tålmodig i flere år.

I skal have tilbud om undersøgelse og forklaring. Men I skal vide med jer selv, om I er parate - begge to, for det er et fællesprojekt - til at gennemgå undersøgelser hos læge og specialist i kvindesygdomme. Og når resultatet foreligger, om I er parate til at acceptere resultatet? Hvis I “bare” er nysgerrige, synes jeg, I skal lade være, for hvad skal I bruge resultatet til, hvis I ikke vil have barn lige nu? Hvis der “ikke er noget i vejen” vil usikkerhed og utålmodighed snige sig ind på jer, og hvis der er noget galt, ja, hvad så?. Prøv at svare ærligt!

Hvis I derimod begge er parate til at få barn, er der ikke noget at vente på. Op til lægen begge to og kom i gang med undersøgelserne. Så får I klar besked. Og hvis der “ikke er noget i vejen”, skal det nok lykkes en dag, selv om vejen har været lang. Og har I brug for at lille skub på vejen, så er mulighederne for hjælp i dag så store, at jeg næsten kan love, at det vil lykkes.

Mange venlige hilsener

Erik Fangel Poulsen,

speciallæge i kvindesygdomme

Sidst opdateret: 20.06.2019