Ung kvinde: Hvorfor er min menstruation ophørt?

Spørgsmål

Hej Netdoktor

Jeg er elitesportsudøver, og har fået et sportsligt scholarship til et Universitet i USA. Her udøver jeg min sport og studere samtidig.

Jeg flyttede hertil for tre måneder siden og min menstruation har kørt fint indtil nu, men er nu udeblevet. Det synes jeg er yderst mærkværdig, da jeg har haft relgmæssig menstruation siden jeg var 14 år. Jeg har taget en graviditets test for at være sikker og den er negativ.

Så mit spørgsmål er hvad kan skyldes at min menstruation er udeblevet?

Jeg træner nok omkring 3 timer om dagen, som inkluderer en del konditionstræning. Derudover går jeg i skole og har eksamener konstant. Da jeg er på scholarship, så ligger det er stort press da jeg gerne skal klare mig godt både i skolen og i min sport. Jeg har altid stresset rundt, så jeg vil ikke sige jeg her for nyligt har stresset mere end jeg plejer.

Min vægt har liget stabilt imens jeg har været her, men folk siger det ligner jeg har tabt mig. Tror også man kan sige jeg har tabt fedt på kroppen, men har tilgengæld fået større muskelmasse, hvilket jo så gør at vægten ikke har ændret sig. Maden her er desuden elendig, spiser i en kantine så det er ikke super ernærings rigtig mad.

Hilsen den Forvirrede

Pige/kvinde, 21 år, 182 cm, 74 Kg

Annonce (læs videre nedenfor)

Svar

Kære “Forvirrede”

Først til lykke med dit Scholarship. Det må være en fantastisk chance, at få mulighed for at udvikle sit sportslige talent på et universitet i USA. Men det kræver både sved og tårer. Sådan er det bare. Forhåbentlig kan du klare mosten.

Men du beskriver en række symptomer, som næsten kunne være trukket direkte ud af en medicinsk skolebog. Det er altså rimelig let at give en nogenlunde sikker forklaring på din “tilstand”. Men først lidt fysiologi. Man taler om Hormonuret, som i kvindens voksenliv kører regelmæssigt fra pubertet til menopause. Måned efter måned uden ophør bortset fra tider med graviditet, fødsel og amning - med mindre balancen mellem de styrende hormoner stresses eller trættes. Så kan der gå kuk i det, og det kan føre til uregelmæssige eller udeblevne menstruationer.

Medvirkende årsager:

  1. Ændrede livsvilkår ved at flytte alene til USA. Andre vaner, andre spisevaner og drikkevaner, vægttab, vægtstigning. “Elendig mad”.
  2. Ændrede motionsvaner, øget aktivitet, fysisk stress, mindre fedt (især), flere muskler.
  3. Ensomhed, hjemve, psykisk stress.
  4. Præstationsstress - skoleræs, eksaminer.

Ja, der er mange muligheder - og sikkert flere til. Men bare én af dem kan være tilstrækkelig til at give uro i den ellers regelmæssige blødningsrytme. Hvis du ikke har mulighed for at ændre på livsstilen i den periode, du er i USA, må du nok være indstillet på, at det bliver ved med at drille. Og husk i den forbindelse, at der stadig er teoretisk/praktisk mulighed for at blive gravid, hvis du ikke passer på.

Men vi kan jo også håbe på, at tilværelsen begynder at blive mere harmonisk, som tiden går. Og så - pludselig, når mindst du venter det, kommer blødningerne igen. Og endnu en gang: til lykke med opholdet!

Med venlig hilsen

Erik Fangel Poulsen,

Speciallæge i kvindesygdomme

Sidst opdateret: 05.12.2018