Annonce

Har jeg en nedgroet negl?

Spørgsmål

Hej Netdoktor.

Jeg har haft smerter i højre side af min storetå på venstre fod. Lige der hvor neglen stikker ud af foden. Min far siger det nok er en begyndende nedgroet negl, og det sagtens kan klippes væk nu.

Der er ingen infektion, overhovedet. Jeg lader mine negle blive lange, for det har jeg hørt man skal, men jeg bliver simpelthen nødt til at klippe dem en gang i mellem.

Jeg forsøger at klippe ned i den side det gør ondt, og resten af neglen klipper jeg så ligeud som jeg nu engang kan.

Er det korrekt? Hvis ja, hvor længe går der så før det er væk? Hvis nej, hvad skal jeg så gøre? Hvad skyldes det? Skal jeg være bekymret?

Mine negle er meget buede fra naturens side, både på hænder og fødder.

Med venlig hilsen en spørger

Pige/kvinde, 15 år, 169 cm, 59 Kg

Annonce (læs videre nedenfor)

Svar

Kære spørger

Det kunne godt lyde som om du er ved at få en nedgroet negl. Enkelt sagt skyldes det at der ikke er "plads nok" til din negl i forhold til vævet omkring den.

Dette kan skyldes at din negl er meget bred, men f.eks også at den buer ret meget.

Som udgangspunkt behøver dine negle ikke være specielt lange, men selvfølgelig med så meget længde at de er "fri af tåen". Neglen bør klippes lige over.

Hvis neglen gror lidt ned i den ene side, kan man godt prøve at klippe et lille hjørne af, og se om man kan "hjælpe neglen" ud igen. Det kan godt tage lang tid.

Du skal passe på med ikke at få lavet sår når du klipper. Dette kan evt resultere i en infektion. Det vil ikke være så godt.

Eventuelt kunne du få en fodterapeut til at se på neglen.

Hvis du på et tidspunkt ryger ind i vedvarende problemer, kan man få foretaget en lille operation hvor neglen gøres lidt smallere og negleroden/-lejet til den fjernede del, fjernes også.

Men, det er kun som sidste udvej du skal vælge dette, og dette skal være via din egen læge.

Med venlig hilsen

Hans Gad

Speciallæge i ortopædkirurgi

Sidst opdateret: 18.01.2018

Annonce