Mine bryster ændrer sig - er det farligt?

Spørgsmål:

Jeg er en pige på 13 år. Jeg har ikke rigtig bryster endnu, men jeg har nogle lidt runde og flade ting, (det mærkes som brusk) lige under huden ved begge bryster. Jeg tænker meget på, om det kan være noget farligt, eller om det bare er fordi mine bryster vokser?

Svar:

Lad mig lige starte med at berolige dig og fortælle, at det ikke er noget farligt, du mærker. Bryster består af fedtvæv, mælkekirtler og bindevæv. Det, du kan mærke, er sikkert noget bindevæv. Brysterne varierer meget fra kvinde til kvinde. Mange ting spiller ind her, såsom arvelighed, vægt, hormonstatus (pubertet eller graviditet) og alder.

Pigers bryster starter med at vokse fra cirka 8-14-års-alderen og når deres endelige størrelse omkring 20-års-alderen. Men størrelsen varierer, som tidligere nævnt, og kan ændre sig livet igennem. Det er meget normalt at et bryst er større end det andet, og nogle gange kan det ene bryst starte med at vokse op til 6 måneder før det andet. Det er ikke noget farligt, der sker med dine bryster, som er ved at udvikles, så tillykke med det.

Med venlig hilsen

Alexandra Gheorghe, læge

Sidst opdateret: 08.06.2016