Spørgsmål:
Jeg drømmer rigtig meget, op til 2-3 forskellige drømme om natten. De er så detaljerede, at jeg kan huske stort set alt, hvad jeg drømmer. Det kommer sådan lidt i perioder et par dage, ca. 2-4 gange om måneden. Når jeg så vågner igen næste morgen, har jeg det som om jeg næsten ikke har sovet hele natten, selvom jeg normalt sover cirka otte timer hver nat. Hvad kan jeg gøre for at få det til at holde op eller i det mindste bare få det til ikke at være lige så heftigt? Håber virkelig I kan hjælpe mig.
Svar:
Du drømmer ikke for meget. Et menneske drømmer mellem 4-6 drømme i løbet af en nat, med omkring cirka 90 minutter mellem hver drømfase. En drøm er en forestilling, som finder sted i hjernen. Der er fire stadier på vejen fra vågen tilstand til dyb søvn. Den såkaldte REM (rapid eye movement)-søvn er nærmest tærsklen til vågen-tilstanden. Under indsovningen har man en drøm á fem til ti minutters længde. Den næste drøm er lidt længere og så fremdeles indtil nattens sidste drøm, som kan vare 30-40 minutter. Da REM-søvn er anstrengende, fremkalder den muligvis en udmattelse. Mange mennesker kender dette fænomen, når de sover længe i weekenden. Og faktisk er drømme vanskelige at huske; ved opvågnen glemmes 90 procent af dem inden for de første fem minutter. Det, du oplever, er normalt.
Mvh Alexandra Gheorghe, læge