OBS: Vær opmærksom på, at dette spørgsmål i brevkassen med dertilhørende svar er mere end ti år gammelt. Der kan være sket en udvikling mht. viden og behandling indenfor pågældende emne.

Min søn har hånd-fod-mund sygdom - kan vi blive smittet?

Spørgsmål:

Min søn fik konstateret denne virus for en lille uge siden. Spørgsmålet går på smitte: er voksne bærere af smitten? Og kan vi blive syge af den?

I dag er jeg selv sløj og har et par 'blister' i munden. Min søster har termin i næste uge - og jeg er derfor tvivl, om vi kan komme anstigende på baselsbesøg - selv om vi er raske, for kan vi alligevel smitte den nyfødte? Og hvor længe skal der gå, fra sygdommen bryder ud, til man er smittefri igen?

Det har været umuligt at få klar besked - jeg har hørt tre forskellige udsagn fra tre forskellige læger... Håber du kan hjælpe mig!

Svar:

Det er lige sæson for hand, foot and mouth disease - da den hyppigst ses om sommeren og efteråret. Så det passer jo fint. Det er oftest en harmløs og kortvarig virussygdom, der giver udslæt på hud og slimhinder. Smitten sker gennem luften, fra væske på blærerne og fra afføring. Den viser sig først som små røde pletter, specielt på hænder og fødder og måske også munden, der så udvikler sig til blærer. Disse forsvinder igen i løbet af en uge - og barnet er da rask igen. Der er ingen behandling og barnet må komme i institutionen igen, når det er rask. Fra at barnet er smittet og til at det udvikler symptomer går der gerne omkring 4-6 dage. Sygdommen er ret smitsom, og hvis I ikke har haft det før, får I det givetvis nu. Man smitter fra sygdommen er i udbrud og indtil udbrudene er på retur. Men omvendt kan man også smittes fra raske bærere. Med hensyn til barselsbesøget, vil jeg nok fraråde det, hvis I da fortsat er syge. Det skyldes, at denne virus-sygdom kan skyldes flere forskellige virus - nogle mere harmløse end andre. Og vi ved jo ikke hvilken virusform, der her er tale om. For jer har det det ikke den store konsekvens, men det kunne det måske have for babyen. Så mit bedste råd er - at I holder jer væk fra baby indtil I er raske igen.

Venlig hilsen

Vibeke Manniche, Læge, PhD

Sidst opdateret: 27.06.2000