Pigment i huden og solbadning

Spørgsmål

Kære Netdoktor

Jeg har et spørgsmål om pigment i huden og solbadning. Jeg har blå øjne, brunt hår og er meget lys i huden, har mange fregner, modermærker og lysbrune pigment pletter. Jeg har hørt at når man har for meget pigment i huden, kan det være svært at blive rigtig brun?

Jeg dyrker ikke solbadning normalt, kun når jeg er på ferie og mine ben vil simpelthen ikke tage imod solen. Det tætteste jeg kommer på at få sol på benene, er at de bliver røde og jeg får små blærer overalt på benene, generelt bliver jeg rød og min farve skaller af igen. Har det noget at gøre med min pigment i huden og hvordan? Jeg forbedreder altid min hud inden jeg skal på ferie, ved at tage solarium en måned inden. Er det overhovedet muligt at blive rigtig pæn brun med den hudtype jeg har? Og hvad er årsagen til at det er så svært?

Med venlig hilsen en Spørger

Svar

Kære Spørger

Du har fuldt ud forklaret hvilken hudtype, du bærer. Din type vil man hyppigst finde hos kvinder. Du vil finde dine besværligheder hvert forår/tidlig sommer ved fornyet soleksponering. Du vil let blive rød, let kunne få små blærer og efterfølgende let ende med skældannelse. Nogen ville nok placere dig i det, som kaldes Polymorft lysudslet. Tøj beskytter som regel, men meget let beklædning ikke altid – og naturligvis hører høj lysbeskyttelse (UVA- og UVB-beskyttelse) til. Dit brug af tidlig ”forbedring eller hærdning” med langsomt solarium er i orden inden din ferie. Det er imidlertid også klogt, at henvende dig til en hudlæge for at diskutere om hvilket eventuelt ”hormonpræparat” det vil være godt at tage med på rejsen. Jeg må beklage, at du har en årsag, der er svær – og ikke så let at forklare.

Venlig hilsen

Hugh Zachariae

Speciallæge i hudsygdomme

Sidst opdateret: 26.08.2009