Annonce

Nu passer jeg bedre på mig selv

Ronni Birch havde ingen anelse om, at han havde forstadier til diabetes, da det blev opdaget ved et tilfælde. Han blev sat på diæt, men tog det ikke alvorligt nok, og fire år senere fik han diagnosen type 2-diabetes. Det har fået ham til at lægge sit liv om, men han er dog meget optaget af at bevare sin livskvalitet og har derfor ikke helt lagt chokoladen på hylden.

Nyt & Sundt nyhedsbrev
- Ny viden om din sundhed -
Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen "danmark". Den indgår i nyhedsbrevet
Nyt & Sundt
som produceres i samarbejde med Netdoktor.

Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal til medlemmer af "danmark".

Læs mere på
sygeforsikring.dk.

Ronni Birch fik ved et tilfælde at vide, at han havde forstadier til type 2-diabetes, da han som 26-årig skulle opereres for en godartet cyste. Det kom som en overraskelse, for han havde ikke mærket noget til det overhovedet. Han blev sat på diæt, men tog det ikke alvorligt nok.

" Jeg begyndte ganske vist at spise sundere efter at have været hos en diætist, men jeg har altid elsket chokolade, så jeg gik fortsat ofte amok i chokolade. Indtil et år før jeg fik diagnosen type 2-diabetes, dyrkede jeg heller ingen form for motion, for jeg har altid hadet motion", fortæller 34-årige ingeniør Ronni Birch.

Han begyndte at gå jævnligt til kontrol på Diabetesambulatoriet i Hillerød. Fire år efter fik han ved en kontrol diagnosen diabetes.

Kæmper med vægten

"Diagnosen kom ikke som et chok for mig, for jeg havde fået at vide, at risikoen for at udvikle type 2-diabetes var meget stor. Et år før diagnosen begyndte jeg at spille amerikansk fodbold to gange om ugen plus kampe, og det er jeg ret vild med. Det er den eneste form for motion, jeg har lyst til at dyrke, og jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden. Jeg har aldrig været optaget af at vinde, heller ikke i spil, men nu synes jeg, det er sjovt, at vi som hold gør vores ypperste, for at vi sammen kan vinde", fortæller Ronni.

Diabetesambulatoriet har anbefalet Ronni at tabe sig, men han har svært ved det. Han har nemlig været overvægtig, siden han for mange år siden var i USA, hvor han tog 25 kg på.

"Jeg har kæmpet med vægten lige siden og har kun tabt mig 10 kg. Underligt nok har jeg ikke tabt mig noget særligt, efter at jeg er begyndt på amerikansk fodbold, men jeg har fået flere muskler. Jeg vil gerne af med flere kilo, og jeg spiser også sundt, men jeg er ikke fanatisk. Jeg er ikke så optaget af, hvad vægten siger, bare jeg engang imellem kan gå et hul ind i min livrem, så er det fint. Insulinen gør det desværre også sværere at tabe sig", siger han.

Annonce (læs videre nedenfor)

Elsker chokolade

"Jeg har altid elsket chokolade, og det gør jeg stadig, men jeg kan ikke bare gøre, som jeg har lyst til, for jeg er nødt til at tænke over konsekvenserne. Jeg får det dårligt af for meget sødt og bliver ugidelig længe efter. Derfor spiser jeg ikke så ofte chokolade mere, og når jeg endelig får et ædeflip, så spiser jeg ikke så meget ad gangen som før. Jeg spiser også kun lidt kage, når det virkelig er en kage, jeg kan lide, hvor jeg før spiste næsten al slags kage. På mit arbejde møder jeg mange håndværkere, og de hygger sig ofte med wienerbrød, men det frister mig ikke", siger Ronni.

"Der er nu tre år siden, jeg fik konstateret diabetes. Jeg har heldigvis ikke haft så mange ubehagelige oplevelser, andet end at jeg har prøvet at vågne med så lavt blodsukker, at jeg rystede over hele kroppen, og så var der ikke andet at gøre end at spise en chokolademad. Når jeg har dyrket sport, kan jeg engang imellem få brug for lidt æblejuice eller druesukker for ikke at få det dårligt."

Medicin og insulin

"På grund af min diabetes må jeg skære chokolade og kager ned til et minimum. Desuden skal jeg huske at tage medicin og insulin hver dag. I perioder er det svært at huske, især hvis mine daglige rutiner ændrer sig. Nu hvor vores yngste datter er blevet så stor, at hun kan spise med ved bordet, skal jeg indarbejde en ny rutine. Det bliver ofte hektisk, når jeg skal lave mad med to små børn, og så glemmer jeg at tage insulin, som jeg skal, før jeg spiser aftensmad. Jeg skal også huske at tage to piller til morgenmaden og to til min aftensmad. Om morgenen tager jeg pillerne med mig på job, for jeg har lang transporttid og plejer at spise i bilen", siger Ronni.

Han synes dog ikke, at diabetes har givet ham dårligere livskvalitet.

"Jeg synes, at livet er blevet bedre, for set i bakspejlet fungerede jeg ikke optimalt før. Jeg var tit træt og uoplagt om dagen, hvor jeg nu har fået mere energi, efter at mit blodsukker er blevet mere stabilt. Jeg har for nylig fået piskesmæld, så i en lang periode har jeg ikke kunnet dyrke sport, og det kan jeg godt mærke. Jeg har ikke den samme energi, så jeg glæder mig til at komme i gang med amerikansk fodbold igen", siger Ronni.

Annonce (læs videre nedenfor)

Fremtiden

Da Ronni fik konstateret diabetes, tog hans forældre det meget hårdt, og hans kone var også meget bekymret for ham. Men en snak med lægen hjalp Ronnis kone, og hverken hun eller Ronni er bekymret for fremtiden med diabetes.

"Jeg har en god læge, der siger, at han nok skal holde mig i live i rigtig mange år, hvis jeg gør, som han siger. Så fremtiden skræmmer mig ikke. Min største bekymring er mine børn, for diabetes er jo arveligt, og jeg har sikkert arvet det fra min morfar, der også havde min type 2-diabetes. At min mor ikke har fået sygdommen skyldes nok, at hun har levet langt mere sundt end jeg og altid været meget aktiv", siger Ronni.

"Mine to små piger skal ikke blive overvægtige, hvis jeg kan forhindre det. Min datter på fire år går til gymnastik og svømning. Det skal hun selvfølgelig kun gøre, så længe hun selv har lyst, men jeg håber da, at hun vil blive ved med at dyrke motion. Vi prøver også at sørge for, at vores børn får varieret kost, og vi har altid frugt og grønt i huset."

Serverer light sodavand

Ronni bryder sig ikke om at gøre noget særligt ud af, at han har diabetes. Han har lige skiftet job, men har endnu ikke sagt det til alle sine kolleger. Hans familie og venner ved det dog og sørger for, at der altid er light sodavand, når Ronni er på besøg.

" Ellers ønsker jeg ikke, at der bliver taget særlige hensyn til mig, for jeg er jo voksen og selv ansvarlig for, hvad jeg spiser og drikker. Min kone kan godt sige, at jeg skal tænke mig om, hvis jeg spiser chokolade. Det irriterer mig, men jeg ved jo, at hun siger det for at hjælpe mig."

"Jeg synes, at de komplikationer, man kan få af sygdommen, er skræmmende, og derfor er jeg også blevet bedre til at passe på mig selv. Men det er vigtigt for mig at bevare en god livskvalitet, så jeg ikke bliver sur og tvær, og derfor snupper jeg mig også et lille stykke chokolade en gang imellem", siger Ronni.

Annonce (læs videre nedenfor)

Ronnis råd til andre med nyopdaget diabetes:

Find en læge, der interesserer sig særligt for diabetes, så du får den bedste behandling.
Dyrk motion, men husk, at det skal være en motionsform, du har lyst til at gøre til en del af din hverdag.
Læg din kost om, så du spiser sundere med mindre usundt fedt og sukker. Men lad være med at gå for drastisk til værks, hvis du skal kunne holde din diæt. Om man skal holde sig helt fra usunde spiser og drikke afhænger af temperament. Måske kan du spise et stykke chokolade en gang imellem, hvis det giver dig stor livskvalitet. Find ud af, hvad der virker for dig.

Hvor kan jeg få mere info?

På www.diabetes.dk, der er Diabetesforeningens hjemmeside , kan du få mere information om diabetes, modtage personlig rådgivning og chatte med andre, der også har sukkersyge. Foreningen kan også kontaktes på tlf. 66 12 90 06.

Hvor kan jeg gå til kontrol?

Cirka 80 procent går hos egen læge.
Ved svære komplikationer kan man blive henvist til hospitalernes specialafdelinger. Det samme er tilfældet, når man ikke kan få styr på blodsukkerniveauet. Behandling og kontrol på specialafdelingerne varer typisk 6-9 måneder, og derefter fortsætter man hos egen læge.
Nogle regioner vælger at lade de årlige standardiserede kontroller foregå på specialafdelingerne, men de fleste foregår hos de praktiserende læger.
Diabetesskoler er et undervisnings- og vejledningstilbud og er typisk placeret på hospitalernes specialafdelinger.

Læs mere om DIABETES

Sidst opdateret: 14.01.2009

Annonce