Annonce

Personaliseret og målrettet kræftbehandling

I knap 100 år har lægerne anvendt røntgenstråler, gammastråler og radioaktive materialer som radium til behandling af kræft, og i snart 60 år har lægerne tillige haft mulighed for at benytte et stort antal cellegifte, de såkaldte kemoterapeutiske lægemidler. Først indenfor det seneste årti er der for alvor sat skub i en virkeliggørelse af visionen om en målrettet kræftbehandling, det vil sige en behandling, som er baseret på lægemidler, der angriber vigtige dele af kræftcellens vækstbetingelser, vel at mærke uden at behandlingen i nævneværdigt omfang påvirker funktionen af kroppens normale celler. Den store udfordring ved målrettet kræftbehandling er imidlertid, at kræftcellens stofskifte og signalveje er uhyre komplekse. Trods fremskridt er vores viden om effektive angrebspunkter for en målrettet behandling stadig mangelfuld, og vi har kun set de første gennembrud indenfor målrettet kræftbehandling.

Kemoterapi og strålebehandling

De traditionelle midler mod kræft er operation, kemoterapi og strålebehandling. Operation er helbredende, forudsat at kræften er opdaget – og fjernet inden den har spredt sig til det omgivende væv, til lymfekirtlerne, eller til andre organer i kroppen. Hvis der er kendt eller mistænkt spredning af kræftceller, må en operation suppleres med eller erstattes af anden behandling – og her er lægerne i vid udstrækning fortsat henvist til at anvende kemoterapi og/eller strålebehandling.

Kemoterapeutiske lægemidler er cellegifte, som har en ødelæggende virkning på arvematerialet (DNA) i enhver celle – også den raske. Giftvirkningen gør sig især gældende, når cellen deler sig, og arvematerialet skal kopieres. Da kræftceller deler sig konstant og generelt meget hurtigere end raske celler, er kræftcellerne mere sårbare over for kemoterapi end de raske celler. Men de fleste raske celler deler sig også, hvorfor kemoterapi har den alvorlige bivirkning, at behandlingen foruden at dræbe kræftcellerne også dræber almindelige celler. Behandlingen kan dermed svække eller ødelægge kroppens vitale organer . Der er derfor altid er en øvre grænse for, hvor meget kemoterapi en patient kan tåle, uden at patienten risikerer at blive invalideret eller bringes i livsfare. Ikke sjældent er den maksimale dosis, som tolereres, ikke høj nok til effektivt at udrydde kræftcellerne i kroppen. I sådanne tilfælde er der stor risiko for tilbagefald af sygdommen. I andre tilfælde – og ikke helt sjældent – har kemoterapien, som udgør standardbehandlingen til patientens kræftform, ikke den ønskede effekt, og lægerne må efter en tid forsøge sig med anden kemoterapi eller anden behandling.

Radioaktiv stråling virker også ved at ødelægge arvematerialet i cellen. Under strålebehandlingen af kræftsvulsten kan det dog ikke – trods forsøg herpå – undgås, at kroppens raske celler også rammes. Så den væsentligste problemstilling ved strålebehandling er analog til situationen ved kemoterapi: der er en øvre grænse for, hvor store doser den enkelte patient kan tåle. Og den øvre grænse er desværre ikke altid nok til at helbrede patienten.

Annonce (læs videre nedenfor)

Målrettet behandling

Når man på kræftområdet taler om ’målrettet behandling’, mener man behandling med et lægemiddel, som har den egenskab, at det kan forstyrre eller ødelægge molekyler i kræftcellen, som er nødvendige for, at kræftcellen kan vokse og formere sig. Man kalder det også ’targeteret’ behandling efter det engelske ord target, som betyder mål eller skydeskive. Både raske og syge celler har et stofskifte, som helt og holdent styres af generne i cellens DNA. Stofskiftet er cellens maskineri, som opretholder cellens funktioner, og som i den normale celle sørger for en passende vækst og en kontrolleret celledeling. Et grundtræk ved kræftcellen er imidlertid, at dens DNA er ustabilt, og at væksten og celledelingen er kommet ud af kontrol. Som tiden går, dannes et stigende antal fejl (mutationer) i kræftcellens gener. Det bevirker, at stofskifteprocesserne i kræftcellen modificeres eller ændres i forhold til processerne i kroppens normale celler, og at kræftcellerne i tiltagende grad opfører sig anderledes end de normale celler.

Det har vist sig, at nogle af ændringerne i kræftcellens stofskifte og måde at fungere på er sårbare overfor angreb med nye lægemidler nemlig lægemidler til målrettet kræftbehandling. Sådanne lægemidler stikker billedligt talt en ’kæp i kræftcellernes maskineri’ og blokerer dermed for den fortsatte vækst, vel at mærke uden at behandlingen i nævneværdigt omfang påvirker funktionen af kroppens normale celler. Målrettet behandling anses derfor for at være en mere effektiv metode til opbremsning eller eliminering af sygdommen og mindre skadelig for patienten. Andre benytter det lidt mere konservative udtryk ’stratificeret behandling’, fordi behandlingen ikke alene anvendes til en enkelt eller få patienter, men til alle patienter, som har en svulst med celler, der udviser de samme afvigende træk på det molekylære plan. Disse målbare, afvigende træk ved kræftcellens stofskifte og signalveje kaldes kræftsygdommens biomarkører. Når lægerne skal undersøge, om der eksisterer en målrettet behandling for en patients kræftsygdom, er det således ikke patientens kræftform, som dikterer valget, men tilstedeværelsen af en (eller flere) biomarkører for kræftcellen, som fortæller, at behandlingen vil være virksom. For patienten betyder det, at lider han eller hun af en kræftsygdom med den ’rigtige’ genetiske profil og/eller den ’rette’ defekt i stofskifte og signalveje, så er vejen banet for en målrettet behandling, som med stor sandsynlighed vil være virksom. Ved målrettet behandling er der ikke kun tale om færre bivirkninger (i forhold til kemoterapi), men også om en større træfsikkerhed, det vil sige sikkerhed for, at behandlingen virker. Målrettet behandling rummer store perspektiver og udgør følgelig et betydeligt behandlingsmæssigt fremskridt, som enten kan anvendes alene eller i kombination med de traditionelle behandlingsformer.

Lægemidler til målrettet behandling:

Tamoxifen anses almindeligvis for at være det første lægemiddel, som er udviklet til målrettet behandling. Lægemidlet var lidt af en forløber, idet det allerede blev markedsført i 1980erne til behandling af kvinder med østrogenreceptor positiv (hormonfølsom) brystkræft. En receptor er et særligt protein, som er indbygget i cellevæggen og udgør en signalvej fra cellens omgivelser ind til visse af cellens gener i DNA materialet. Østrogenreceptor positive brystkræftceller opfanger og binder østrogen fra kvindens blod, hvorved cellens gener for vækst stimuleres, og svulsten vokser. Tamoxifen binder sig til de samme receptorer, men har ikke samme stimulerende virkning som østrogen. Samtidig er bindingen mellem tamoxifenmolekylet og receptoren så stærk, at kvindens naturlige østrogen ikke kan komme til. Derved hæmmer tamoxifen svulstens vækst. Tamoxifen kombineres undertiden med kemoterapi.

Trastuzumab eller Herceptin®, er et andet, etableret lægemiddel til målrettet behandling af en undergruppe af kvinder med brystkræft. Herceptin® blev godkendt af de amerikanske myndigheder i 1998, og lægemidlet indgår nu reelt som standardbehandling hos patienter med såkaldt HER receptor positiv brystkræft. Brystkræftcellerne hos disse patienter har på overfladen HER receptorer, som kan blokeres med Herceptin®, hvorved tumorvæksten går i stå eller reduceres. Også Herceptin® kan kombineres med kemoterapi.

Ikke længere en vision, men et mål indenfor rækkevidde:

Efter årtusindeskiftet har lægemiddelmyndighederne godkendt et stigende antal lægemidler til målrettet kræftbehandling, herunder Glivec®, Rituxan®, Velcade®, Iressa®, Tarceva®, Erbitux®, Avastin® og Zelboraf®. Og der kommer nye midler til i et hastigt voksende tempo. Der findes i dag målrettet behandling til undergrupper indenfor de fleste kræftsygdomme, som brystkræft, lungekræft, hjernekræft, nyrekræft, tyktarmskræft, hoved-halskræft, lymfomer, leukæmi og myelomatose. Men mange af undergrupperne er forholdsvis små, og for flertallet af kræftpatienterne er der endnu ikke et tilbud om målrettet behandling.

Helbredelsesmulighederne for kræft forbedres i takt med denne spændende udvikling. Men det helt store perspektiv i udviklingen er, at tidspunktet, hvor en kræftramt person ikke længere behøver at frygte at dø af sin sygdom, er indenfor rækkevidde. Selvom helbredelsesprocenten stadig øges, vil der dog formentlig i adskillige år fremover fortsat være en forholdsvis stor restgruppe af kræftramte, som på trods af relevant behandling ikke kan slippe fri af sygdommen. Men med det hastigt stigende antal lægemidler, som er udviklet til at ramme kræftceller uden at ødelægge raske celler, er der udsigt til, at kræft hos disse mennesker kan gøres til en sygdom, som holdes under kontrol. Med de nye lægemidler er der nemlig ikke, som for kemoterapi og strålebehandling, en øvre grænse for, hvor længe lægerne kan fortsætte behandlingen. Nøglen til den fortsatte udvikling er forskning og atter forskning.

Personaliseret (individualiseret) behandling

Det er ganske almindeligt, at fagfolk taler om målrettet og personaliseret behandling uden at skelne mellem de to betegnelser. Ofte anvendes også udtrykket ’skræddersyet’ behandling om det samme fænomen, nemlig om de lægemidler, der er udviklet til målrettet kræftbehandling.

Med en personaliseret (individualiseret) behandling tages et yderligere skridt fremad i kræftbehandlingen. Ved personaliserede behandling retter man ikke alene ind efter tilstedeværelsen af biomarkører, som muliggør en målrettet behandling, men man tager også bestik af, hvad det er for en patient, der skal behandles. Forhold som køn, alder, almen sundhedstilstand, kræftsygdommens udbredelse (stadie) og andre samtidige sygdomme spiller også en rolle for det rigtige valg af behandling. Med udtrykket personaliseret behandling anerkender man, at der er et helt menneske og ikke blot en kræftsvulst, der skal behandles. I de tilfælde, hvor det er muligt at vælge en målrettet behandling kan man sige, at den personaliserede behandling blot er en slags overbygning til den målrettede behandling.

Men begrebet personaliseret behandling anvendes også i forbindelse med en traditionel kræftbehandling. Ved en traditionel behandling med operation, kemoterapi eller strålebehandling er det god klinisk praksis at tage hensyn til faktorer som køn, alder, almentilstand, undertype af sygdommen bestemt ved en mikroskopisk undersøgelse af kræftcellerne, sygdommens udbredelse og andre samtidige sygdomme. Men dertil kommer, at der i dag er et stigende antal biomarkører undervejs, som kan forudsige effekten af kemoterapi og strålebehandling på lige netop den svulst, patienten har. Det siger sig selv, at efterhånden som sådanne biomarkører for behandlingseffekt af de traditionelle behandlingsformer bliver tilgængelige, vil de på afgørende vis hjælpe lægerne til at vælge den mest virksomme terapi ved start af behandling og dermed undgå risikere at spilde kostbar tid.

For de patienter, som er henvist til behandling med kemoterapi og strålebehandling, er der ligeledes håb om, at vi indenfor de kommende år vil se, at forskerne finder biomarkører i kroppens normale celler, som kan forudsige, hvor stor risiko patienten har for at udvikle alvorlige senfølger som hjertekarsygdom eller lungesygdom efter overstået behandling.

Annonce (læs videre nedenfor)

Fremtidens kræftbehandling

Kræftbehandling er hastigt på vej væk fra det forløb, som vi kun kender alt for godt i dag, nemlig en behandling præget af alvorlige bivirkninger og svært nedsat livskvalitet, mens behandlingen står på, og alvorlige senfølger efter overstået behandling, til et helt anderledes forløb , hvor den for patienten rigtige behandling kan igangsættes fra dag 1, hvor lægerne kan styre uden om de værste bivirkninger, hvor vi kan undgå eller forebygge, at der opstår varige senfølger, og hvor kræft er en sygdom, som – hvis den ikke helbredes – kan holdes under kontrol med nye bivirkningsfri lægemidler.

Se Kræftens Bekæmpelses liste over ny kræftmedicin på vej.

Læs mere om KRÆFT

Sidst opdateret: 22.07.2014

Annonce