Bevæger du dig 30 minutter om dagen?
Op, ind i bilen, afsted på arbejde, sidde foran computeren, ind i bilen igen, hente unger, hjem, lave mad, sidde foran fjernsynet. Sådan ser mange danskeres hverdag ud, og det kan være svært at nå at få proppet motion ind i programmet.
30 minutters fysisk aktivitet om dagen er det der skal til, for at forebygge de vestlige livsstilssygdomme som hjerte-kar-sygdomme, diabetes og visse former for kræft. Derudover styrker motion også immunforsvaret og letter depression og angst.
Sundhedsstyrelsen sætter Danmark i bevægelse
I ugen fra den 6. til den 11. juni prøver Sundhedsstyrelsen at få alle danskere til at røre sig mindst 30 minutter hver dag. 'Rør dig 30 minutter om dagen'-kampagnen bliver til i et tæt samarbejde med landets amter samt Københavns og Frederiksberg kommuner og forskellige organisationer og foreninger. Et gennemgående element bliver en fakkel, som tændes i amterne ved forskellige arrangementer i bevægelsens tegn.
Banko parken rundt
Det gør ikke så meget, hvad man gør, bare man gør noget
Motion handler ikke kun om dyre kondisko og fitnesscentre med en masse smarte mennesker og spejle. Det handler også om at få nye vaner ind i hverdagen. For eksempel:
-
Tag altid trappen, hvis muligheden er der
-
Cykel/gå til arbejde, supermarkedet, kiosken etc.
-
Gå til og fra bussen og stå evt. af en gang eller to for tidligt
-
Cykel en lille omvej til og fra arbejde
-
Gør tingene stående. Tal f.eks. i telefon stående/gående, stå op ved skrivebordet etc.
-
Gå hen til din kollega med en besked frem for at sende en email
-
Læg fjernbetjeningen på hylden, så er du tvunget til at rejse dig
- Leg med dine børn
Man kan læse mere om fysisk aktivitet på Sundhedsstyrelsens side.