Annonce

Alacare


Producent: Medac

Indeholder
Alacare er et middel til behandling af forstadier af visse typer hudkræft.

Virksomme stoffer
5-Aminolevulinsyre (5-ALA)

Anvendelse

Alacare anvendes til engangsbehandling af:

  • Forstadier af visse typer hudkræft (solkeratoser) i ansigt og hovedbund (uden hår) med en diameter på højst 1,8 cm.

Doseringsforslag

Findes som medicinsk plaster.

Voksne

  • Højst 6 plastre placeres samtidig på 6 forskellige hudområder i ansigt og/eller hovedbund (uden hår).
  • Efter 3 timers virkning fjernes alle plastre igen.
  • Derefter bestråles hudområdet med rødt lys.
  • Hvis læsionerne vedbliver 3 måneder efter endt plaster-behandling skal anden behandling anvendes.

Bemærk:

  • Må kun anvendes til én enkelt behandling.
  • Må kun håndteres af sundhedsfagligt personale.
  • Erfaring savnes hos børn under 18 år.


Mulige bivirkninger
Meget almindelige (over 10%)
Reaktioner på påføringsstedet(bl.a. irritation, rødme, hudkløe, smerter, skorper)
Almindelige (1-10%)
Hovedpine
Hududslæt med betændte blærer
Ikke almindelige (0,1-1%)
Følelsesmæssig ustabilitet
Alvorlig hudreaktion
Infektioner

Symptomerne er sædvanligvis lette eller moderate og varer 1- 2 uger efter behandlingen.


Bør ikke anvendes

Alacare bør ikke anvendes

  • ved kendt overfølsomhed over for 5-aminolevulinsyre eller de øvrige indholdsstoffer i plastret
  • ved kendt overfølsomhed for lysfølsomme stoffer (porfyriner)
  • hvis du lider af den sjældne arvelige sygdom porfyri, der viser sig ved kolikagtige, stærke smerter i maven, ledsaget af kvalme og opkastning
  • hvis du har andre hudlidelser, der blusser op eller forværres, hvis du udsættes for lys
  • ved manglende effekt på tidligere fotodynamisk terapi med præparater indeholdende 5-aminolevulinsyre.

Graviditet
Må kun anvendes under visse forudsætninger.

Der er begrænset erfaring med anvendelse til gravide. Bør kun anvendes i særlige tilfælde efter aftale med speciallægen.

Læs mere om gravide og medicin.



Amning
Kan om nødvendigt anvendes. Denne tekst afviger fra firmaets godkendte produktinformation (produktresumé).

Trafik
Ingen advarsel.

Bloddonor
Må ikke tappes. 2 ugers karantæne efter endt behandling.


Virkning

Virker ved at ophobes i de angrebne hudceller. Når hudområdet herefter belyses med laserlys, dannes iltradikaler, som virker skadende på de angrebne hudceller.



Lægemiddelformer

Medicinsk plaster. 1 plaster indeholder 8 mg 5-aminolevulinsyre.



Særlige advarsler

Alacare skal anvendes med forsigtighed

  • Undgå at få sol på de behandlede steder og den omgivende hud i ca. 48 timer efter behandlingen.
  • Alacare må ikke anvendes på blødende hudområder, på hudområder berørt af andre sygdomme eller på tatoveringer.
  • Der er ingen erfaring med at behandle solkeratoser hos patienter med mørkebrun eller sort hud (hudtype V eller VI).


Brug af anden medicin

Det er vigtigt at informere lægen om alle de lægemidler, du tager.

  • Samtidig brug af andre hudmidler bør undgås under behandlingen med Alacare.
  • Bivirkningerne ved lysbehandlingen kan øges ved samtidig brug af naturlægemidler med perikon, vanddrivende midler (thiaziddiuretika), insulinfrigørende midler (sulfonylurinstoffer) eller visse antibiotika (sulfonamider, quinoloner og tetracycliner).

Tilskud, udlevering, pakninger og priser
Tilskud Udlevering Dispenseringsform og styrke Pakning Pris i kr.
  plastre8 mg 4 stk. 923,70



Al information om medicin leveres fra Medicin.dk®, DLI. Samtlige rettigheder tilhører Dansk Lægemiddel Information A/S (DLI). Læs mere om Medicin.dk® og DLI her.DLI