Annonce

Gracial®, komb.


Producent: Aspen Nordic

Indeholder
Gracial® er et svangerskabsforebyggende middel. P-piller. Kombinationspræparat med 3. generations gestagen.

Virksomme stoffer
Desogestrel
Ethinylestradiol

Anvendelse

Gracial® anvendes som svangerskabsforebyggende middel. Midlet indeholder to kvindelige kønshormoner, et østrogen og et gestagen. Midlet er af tofasetypen, dvs. der er forskellig hormonmængde i de første og de sidste tabletter.


Doseringsforslag

Findes som tabletter.

  • Man begynder på 1. dag i en menstruation. Der tages 1 tablet i døgnet i 22 dage. De første 7 døgn tages de blå tabletter, de sidste 15 døgn tages de hvide tabletter. Herefter holdes pause i 6 dage.
  • For at undgå evt. kvalme kan tabletten tages ved sengetid.
  • Har man glemt at tage en tablet, skal man tage den, inden der er gået 12 timer og derefter fortsætte med tabletterne på det sædvanlige tidspunkt.
  • Går der mere end 12 timer, er metoden usikker.
  • Den sidst glemte tablet tages straks, eventuelt tages 2 tabletter samtidig.
  • Herefter fortsætter man med at tage tabletterne til det sædvanlige tidspunkt, men samtidig må man i de næste 7 dage anvende anden form for prævention, fx kondom eller skum.
  • Hvis der er mindre end 7 tabletter tilbage i pakningen, fortsættes med en ny, så snart den nuværende pakning er tom. Det vil sige, at der ikke skal holdes 6 dages pause som normalt.

Bemærk:

  • Erfaring savnes ved nedsat leverfunktion.


Mulige bivirkninger
En almindelig bivirkning (1-10%) er manglende blødning i tabletpausen og pletblødning uden for tabletpausen. Desuden ses følgende bivirkninger:
Almindelige (1-10%)
Kvalme, Mavesmerter
Brystspænding
Hovedpine, Humørsvingninger, Nervøsitet, Svimmelhed
Acne
Ikke almindelige (0,1-1%)
Forhøjet blodtryk
Migræne
Sjældne (0,01-0,1%)
Blodpropper
Alvorlig hudreaktion
Allergiske reaktioner
Ikke kendt
Svulster i leveren
Blodprop i lungerne
Brystkræft, Godartede knuder i brystet
Kræft i livmoderen, Livmoderhalskræft
  • Desuden er der rapporteret enkelte tilfælde af alvorlig bindevævssygdom (systemisk lupus erythematosus (SLE)) og herpes hos kvinder, der anvender p-piller af kombinationstypen.
  • Hos særligt disponerede kvinder kan østrogener medføre allergisk hævelse i ansigtet samt mundhulen og strubehovedet.

Bør ikke anvendes

Gracial® bør ikke anvendes:

  • hvis du tidligere har haft blodpropper (herunder forbigående blodprop i hjernen og hjertekrampe), hvis der er tilbøjelighed til disse sygdomme i din familie, eller hvis din læge vurderer, at du har en øget risiko for at få en blodprop.
  • ved brystkræft
  • ved kræft i livmoderen
  • ved migræne med aura
  • ved alvorlig diabetes
  • ved visse sygdomme i lever og bugspytkirtel.
  • ved svært forhøjet blodtryk
  • ved arveligt betinget højt kolesterolindhold i blodet.
  • hvis man bløder fra skeden uden kendt årsag
  • hvis man har fortykkede slimhinder i livmoderen
  • ved samtidig behandling med Viekirax og Exviera (midler mod hepatitis C).

Graviditet
Må ikke anvendes.

Amning
Må kun anvendes under visse forudsætninger. Denne tekst afviger fra firmaets godkendte produktinformation (produktresumé).

Kan nedsætte mængden af modermælk, især i de første 6 uger efter fødslen.


Trafik
Ingen advarsel.

Bloddonor
Må tappes.


Virkning
  • Virker ved at forhindre ægløsning og ved at ændre slimhinden i livmoderen.
  • Midlet påvirker desuden slimen i livmoderhalsen, så sædcellens passage vanskeliggøres.
  • Den svangerskabsforebyggende virkning indtræder den første dag. Forebyggelsen er også effektiv i de 6 dages pause. I pausen indtræder en menstruationslignende blødning.
  • Halveringstiden i blodet (T½) er ca. 30 timer.


Lægemiddelformer

1 pakning indeholder:

  • 7 blå tabletter. 1 tablet indeholder 25 mikrogram desogestrel og 40 mikrogram ethinylestradiol.
  • 15 hvide tabletter. 1 tablet indeholder 125 mikrogram desogestrel og 30 mikrogram ethinylestradiol.


Særlige advarsler
  • Hvis du har forhøjet blodtryk, store åreknuder eller betydelig overvægt, er over 35 år og er storryger, stiger din risiko for blodpropper, når du anvender p-piller.
  • Midlet skal anvendes med forsigtighed ved migrænelignende hovedpine.
  • Hvis du har opkastning eller diarré, kan virkningen af p-piller svigte, og anden form for prævention må anvendes.
  • Man bør holde pause med p-piller inden en evt. større operation.
  • Forsigtighed ved stigende alder.


Brug af anden medicin

Det er vigtigt at informere lægen om alle de lægemidler, du tager.

  • Ritonavir og nevirapin (HIV-medicin), nogle epilepsimidler (fx phenytoin og carbamazepin), rifampicin (tuberkulosemiddel), rifabutin (antibiotikum), bosentan (middel mod forhøjet blodtryk i lungerne), modafinil (middel mod narkolepsi), visse aknemidler (isotretinoin) og naturlægemidler, der indeholder perikon, kan nedsætte virkningen af Gracial®.
  • Gracial® kan øge virkningen af ciclosporin (middel mod afstødning af organer efter transplantation), visse 2. generations antipsykotika (midler mod psykose), binyrebarkhormoner og tizanidin (muskelafslappende middel).
  • Østrogenbehandling kan medføre behov for justering af levothyroxin-dosis, hvis du behandles for et for lavt stofskifte.
  • Gracial® kan desuden mindske virkningen af stoffet lamotrigin (epilepsimiddel).
  • Colesevelam (middel mod forhøjet kolesterol i blodet) nedsætter virkningen af østrogen i p-piller. P-piller bør derfor indtages mindst 1 time før eller 4 timer efter colesevelam.
  • Gigtmidler med indholdsstoffet etoricoxib (fx Arcoxia®) og svampemidler med indholdsstoffet voriconazol (fx Vfend®) kan øge virkningen af p-piller. Det medfører muligvis en let øget risiko for blodpropper, hvis man tager disse lægemidler sammen med p-piller.
  • Samtidig behandling med Viekirax eller Exviera (midler mod hepatitis C) kan påvirke leverens funktion og anbefales ikke. Du skal vente 2 uger efter afsluttet behandling for hepatitis C, før du kan genoptage p-pillerne.
  • Ethinylestradiol kan medføre en let øget effekt af bl.a. visse midler mod astma (theophyllin) eller mod kramper (tizanidin).

Tilskud, udlevering, pakninger og priser
Pakning 3 x 22 stk. (blister)
Tilskud  
Udlevering Må kun udleveres én gang efter samme recept, medmindre receptudstederen har angivet på recepten, hvor mange gange og med hvilke tidsmellemrum yderligere udlevering må finde sted
Dispenseringsform og styrke tabletter
Pris i kr. 240,00

Farvestoffer
Indigotin (indigocarmin) (E132)



Al information om medicin leveres fra Medicin.dk®, DLI. Samtlige rettigheder tilhører Dansk Lægemiddel Information A/S (DLI). Læs mere om Medicin.dk® og DLI her.DLI