Annonce

Trisekvens®, komb.


Producent: Novo Nordisk

Indeholder
Trisekvens® er et østrogen- og gestagenpræparat. Flerfasepræparat.

Virksomme stoffer
Estradiol
Norethisteronacetat

Anvendelse

Trisekvens® anvendes ved mangel på det kvindelige kønshormon østrogen. Kvinders egen produktion af østrogener aftager i overgangsalderen, og den ophører helt, hvis begge æggestokke fjernes ved operation.

Østrogenmangel kan medføre hedestigninger, ledsmerter og tynde, tørre slimhinder i skeden og urinrøret. Desuden kan der komme afkalkning af knoglerne (knogleskørhed).

Midlet indeholder to kvindelige kønshormoner, et østrogen og et gestagen. Midlet er af trefasetypen, dvs. der er forskellig hormonmængde i tabletterne i de tre faser.


Doseringsforslag

Findes som tabletter.

  • Der tages 1 tablet i døgnet i 28 dage.
    • De første 12 dage tages de blå tabletter
    • De følgende 10 dage tages de hvide tabletter
    • De sidste 6 dage tages de røde tabletter. 
  • Der holdes ikke pause mellem tabletserierne.

Bemærk:

  • Til behandling af postmenopausale symptomer bør den laveste, effektive dosis og det korteste tidsrum anvendes.
  • Erfaring med behandling af kvinder over 65 år er begrænset.


Mulige bivirkninger
Langvarig brug af østrogen kan medføre øget risiko for brystkræft og kræft i livmoderen. Langvarig behandling med østrogen og gestagen kombineret nedsætter risikoen for livmoderkræft, men øger risikoen for brystkræft. Behandling med kombineret østrogen og gestagen i overgangsalderen øger desuden risikoen for blodpropper i hjerte, lunger og hjernen. Hormonbehandling i mere end 5 år anbefales generelt ikke. Hormonbehandling i overgangsalderen er forbundet med en let forhøjet risiko for kræft i æggestokkene. Risikoen falder gradvist igen, når du afslutter behandlingen.
Meget almindelige (over 10%)
Brystspænding, Smerter i brysterne
Almindelige (1-10%)
Godartet svulst, Kraftesløshed, Vægtøgning
Diarré, Kvalme, Mavesmerter, Oppustethed
Forhøjet blodtryk, Hævelser pga. væskeophobning i kroppen
Forstørrede bryster
Rygsmerter
Benkramper, Depression, Hovedpine, Migræne, Nervøsitet, Svimmelhed, Søvnløshed
Betændelse i skeden, Blødning fra skeden, Godartet knude i livmoderen, Svampeinfektion i skeden, Udflåd
Ikke almindelige (0,1-1%)
Angst
Hårtab
Overfølsomhed
Fortykkede slimhinder i livmoderen
Sjældne (0,01-0,1%)
Blodprop i de dybe vener, Blodprop i lungerne
Ikke kendt
Svulster i leveren*
Brystkræft*
Alvorlig hudreaktion*
Kræft i livmoderen*, Livmoderhalskræft*

*Set hos kvinder i behandling med systemisk østrogen.


Bør ikke anvendes
  • Bør ikke anvendes hvis man har, eller tidligere har haft, kræft i livmoderen eller brystkræft. Bør heller ikke anvendes hvis personer i den nærmeste familie har haft brystkræft eller kræft i æggestokkene.
  • Endvidere må midlet ikke anvendes, hvis man har haft blodpropper i de dybe vener, hjernen eller hjertet.
  • Midlet må desuden ikke anvendes ved blødning fra skeden af ukendt årsag eller ved akut eller tidligere leversygdom
  • Bør ikke anvendes ved ubehandlede fortykkede slimhinder i livmoderen eller den sjældne arvelige sygdom porfyri, der viser sig ved kolikagtige, stærke smerter i maven, ledsaget af kvalme og opkastning.

Graviditet
Ikke relevant.

Amning
Ikke relevant.

Trafik
Ingen advarsel.

Bloddonor
Må tappes.


Virkning
  • Virker ved at erstatte kvindens egne østrogener, så symptomerne aftager.
  • Endvidere standses eller forebygges afkalkning af knoglerne.
  • Behandling med østrogener medfører fortykkelse af livmoderens slimhinde og dermed øget risiko for kræft i livmoderen. Denne risiko fjernes, når man samtidig tager gestagent hormon.
  • Trisekvens er et sekvenspræparat, hvilket betyder, at man de første 12 dage af cyklus tager østrogen (estradiol), de følgende 10 dage tager både østrogen og gestagen (norethisteronacetat). De sidste 6 dage tages kun østrogen i mindre dosis. Det manglende gestagen udløser sædvanligvis en menstruationslignende blødning.


Lægemiddelformer

1 pakning indeholder:

  • 12 blå tabletter. 1 tablet (filmovertrukken) indeholder 2 mg estradiol
  • 10 hvide tabletter. 1 tablet (filmovertrukken) indeholder 2 mg estradiol og 1 mg norethisteronacetat
  • 6 røde tabletter. 1 tablet (filmovertrukken) indeholder 1 mg estradiol.


Særlige advarsler
  • Inden behandlingens start skal der foretages en gynækologisk undersøgelse. Man bør få undersøgt underlivet og brysterne hos lægen ca. en gang om året samt ved uventede blødninger.
  • Behandlingen bør straks ophøre, hvis man får gulsot, migrænelignende hovedpine eller kraftig stigning af blodtrykket.

Trisekvens® skal desuden anvendes med forsigtighed, hvis man:

  • har muskelknuder eller endometriose
  • er ryger, overvægtig, har en høj alder eller diabetes, da man så har øget risiko for at få blodpropper
  • har en galdestenslidelse
  • har alvorlig bindevævssygdom (SLE)
  • tidligere har haft forstørret livmoder
  • har epilepsi
  • har astma
  • har otosklerose (en særlig knoglesygdom, der forekommer inde i øret)
  • har arvelig tendens til allergisk hævelse i ansigtet, mundhulen og strubehovedet.


Brug af anden medicin

Det er vigtigt at informere lægen om alle de lægemidler, du tager.

  • Ritonavir og nevirapin (HIV-medicin), nogle epilepsimidler (fx phenytoin og carbamazepin), rifampicin og rifabutin (antibiotika), bosentan (middel mod forhøjet blodtryk i lungerne), modafinil (middel mod narkolepsi) og naturlægemidler, der indeholder perikon, kan nedsætte virkningen af Trisekvens®.
  • Østrogenbehandling kan medføre behov for justering af levothyroxin-dosis, hvis du behandles for et for lavt stofskifte.
  • Rygning nedsætter virkningen af Trisekvens®.

Tilskud, udlevering, pakninger og priser
Tilskud Udlevering Dispenseringsform og styrke Pakning Pris i kr.
  Må kun udleveres én gang efter samme recept, medmindre receptudstederen har angivet på recepten, hvor mange gange og med hvilke tidsmellemrum yderligere udlevering må finde sted filmovertrukne tabletter 84 stk. (3x28) 212,70

Farvestoffer
Indigotin (indigocarmin) (E132)
Jernoxider og jernhydroxider (E172)
Titandioxid (E171)

Substitution
filmovertrukne tabletter


Al information om medicin leveres fra Medicin.dk®, DLI. Samtlige rettigheder tilhører Dansk Lægemiddel Information A/S (DLI). Læs mere om Medicin.dk® og DLI her.DLI