Anne Hansen har altid svedt ekstremt på hænder og fødder. Derfor bryder hun sig ikke om at håndhilse og tænker nøje over, hvad hun rører ved, så ikke hun kommer til at ødelægge det med sin håndsved. Hun er dog ikke plaget af svedproblemer, når hun får sin ugentlige behandling.
- Ny viden om din sundhed -
Nyt & Sundt
som produceres i samarbejde med Netdoktor.
Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal til medlemmer af "danmark".
Læs mere på
sygeforsikring.dk.
Anne Hansen har lidt af hyperhidrosis så langt tilbage, hun kan huske. Som barn plagede det hende, at hun svedte så kraftigt på hænder og fødder, at de andre børn syntes, det var ulækkert, når jorden klæbede til hendes bare fødder under leg. Både børn og voksne bemærkede, at Anne nemt fik snavsede hænder, og at både farver og materialer smittede af på hendes hænder. Da hun kom i skole, blev skolehæfter og papir ødelagt, når hun rørte ved det – skriften flød ud, og papiret bulede og opløstes af den saltholdige sved. Hendes hud blev porøs og irriteret, rød og ru og fuld af sprækker. Anne gik rundt med en konstant ubehagsfølelse i sine hænder og fødder, ofte i form af en prikken i huden.
Selvom andre bemærkede, at alting smittede af og klæbede til Annes fødder og hænder, gjorde ingen noget ved det.
- Jeg lærte at leve med det og betragtede det ikke som en sygdom, men som en livsbetingelse. Jeg undgik at give hånd eller røre for meget ved ting. Ubevidst opbyggede jeg en sky adfærd og undlod at komme tæt på andre mennesker. Jeg tror, det har påvirket mit selvværd, at jeg altid har skullet passe på, at der ikke opstår situationer, som påkalder sig andres opmærksomhed, siger Anne, der i dag er 51 år.
Anne sveder ekstra meget på hænder og fødder , når temperaturen når et vist niveau. Det betyder, at hun kun er generet af sygdommen fra maj til oktober, hvor hun sveder konstant, hvis ikke hun får behandling. Det er usædvanligt, for de fleste med hyperhidrosis er generet af øgede svedmængder året rundt.
Behandling
Som helt ung ville Anne gerne være tøjdesigner, men opgav drømmen, fordi hun umuligt kunne holde på en nål. Den smuttede ud af hænderne på hende, når hun begyndte at svede i håndfladerne. Det var først, da Anne skulle have sit første job, da hun var i 20’erne, at hun selv tog affære. Det var vigtigt for hende ikke at dryppe af sved fra hænderne, når hun skulle ud i arbejdslivet og ofte håndhilse. Hun fandt frem til en hudlæge, som vidste noget om sygdommen efter at have konsulteret sin egen læge, der intet kendte til den. Hos hudlægen blev hun introduceret for Iontoforese, en behandling med god effekt, som hun nu har benyttet stort set en gang om ugen i 25 år. Behandlingen går ud på at sidde med hænder og fødder i aluminiumsbakker med vand, som et apparat sender en svag strøm igennem. Svedproduktionen hæmmes af, at salt-ionerne i hænder og fødder bliver udskiftet med aluminiums-ioner.
- Jeg er glad for at have fundet en behandling, der virker. Men det har i mange år været besværligt i hverdagen, for jeg havde lang vej til hudlægen, og jeg kunne bruge flere timer, når jeg kom frem på at sidde i venteværelset, før jeg fik behandling, så jeg har været nødt til at tage en fridag om ugen. Nu har jeg anskaffet mig det samme apparat, som lægen bruger, så jeg kan gøre det hjemme og sparer derfor tid. Alligevel bruger jeg op til et par timer på behandlingen hver gang og kan ikke bevæge mig rundt imens, men så hjælper min mand og mine to døtre mig, siger Anne.
Hun følger med i, hvad der findes af behandlinger og har kort overvejet Botox, der også har vist sig effektiv på svedproblemer. Alligevel føler hun sig mere tryg ved sin nuværende behandling, der ikke har bivirkninger, og som koster langt mindre. Anne bryder sig heller ikke om tanken om at skulle have indsprøjtninger med en nervegift resten af sit liv. Så Anne har tænkt sig at fortsætte med Iontoforese.
Huller i behandlingen
Anne Hansen bryder sig ikke om at rejse til de varmere himmelstrøg. Hun har tidligere fået ødelagt et apparat til behandlingen på en rejse. Uden sit apparat kan hun kun være væk i under en uge, fordi hun er nødt til at få behandling hver uge for ikke at få svedproblemer.
Der har været perioder, hvor Anne ikke har kunnet få behandling, for eksempel når lægen havde sommerferielukket, eller det var svært at få tider. Det har blandt andet betydet, at Anne har siddet med en klud under bordet på arbejdet og konstant tørret sved af hænderne i det skjulte, og at hun har haft svært ved at bruge tastaturet til sin computer eller holde på en telefon. Når hun ikke har kunnet få behandling, har det ofte været en ond cirkel, hvor sveden kunne fremprovokeres alene ved tanken om at begynde at svede.
- Jeg har altid sørget for at arbejde mere hjemme, når der var huller i min behandling, så jeg kunne undgå møder i mit arbejde som konsulent i en stor virksomhed, for det er svært at undgå at give hånd i vores kultur. Jeg kan se, at de andre ser skævt til mig, hvis jeg står og gemmer mig i baggrunden. Det skaber utryghed hos dem. Jeg har forsøgt at lave overspringshandlinger for at undgå håndtryk som for eksempel at åbne et vindue eller tjekke min mobil for sms’er. Men de andre tror, at jeg ikke er interesseret i dem og føler sig afvist, fortæller Anne.
Tabu
Når Anne får behandling, har hun ikke noget imod at give håndtryk. Mærker hun en gang imellem, at den, hun hilser på, er drivvåd i hånden, får hun lyst til at snakke med vedkommende om sygdommen. Men hun kan ikke få sig selv til det, for at svede mere end normalt er tabu.
- Jeg har ikke talt med andre end min familie om det, heller ikke mine venner. Det har jeg ikke lyst til. Da jeg mødte min mand, var jeg nødt til at fortælle ham, at jeg har et svedproblem, men det har aldrig generet ham. Jeg har valgt ikke at fortælle mit arbejde om sygdommen. Når jeg skulle til hudlægen i arbejdstiden, sagde jeg aldrig hvorfor. Der er heller ingen, der har spurgt mig. Jeg er bange for, at det vil skade mig i mit arbejde, hvis de andre kender til mit problem med at svede. Jeg fornemmer, at det ikke er noget, man taler om, og at det er flovt at svede så meget, siger Anne.
- Jeg er ellers afklaret – jeg ved, at jeg lider af en sygdom, som jeg ikke kan gøre for. Ellers er der intet galt med mig. Uden behandling havde jeg ikke kunne passe mit arbejde, og jeg havde været nødt til at nedtone mit job og min kontakt til andre. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at der oplyses om sygdommen, så andre i min situation også kan få behandling i stedet for at lide unødigt, siger Anne.
Annes datter viser nu tegn på sygdommen, men Anne har valgt at lade datteren selv tage stilling til, om hun synes, det er et problem for hende at svede meget på hænder og fødder.
- Hun skal ikke få psykiske problemer af at svede meget. Jeg ville derfor heller aldrig sige til hende, at hun sveder mere end andre, og at det er unormalt. Jeg har sagt til hende, at hun bare kan komme til mig, hvis hun synes, det er belastende, og så finder vi ud af det. Hun ved jo, at min behandling er en mulighed, siger Anne.
Anne har stor glæde af at maile med andre i samme situation på sved.dk. Her følger hun også med i behandlingsmuligheder.
Artiklens Anne Hansen hedder ikke Anne Hansen i virkeligheden, men optræder anonymt, fordi hun ikke har lyst til at blive genkendt. Redaktionen kender hendes rigtige navn.