Fod på sommeren

Er du træt af, at din kone forsvinder, når du tager skoene af? Tre daglige minutter er nok til at få en mere maskulin kropsholdning, bedre livskvalitet og til at forebygge mange smerter. Og så får du desuden sunde fødder både at se og gå på.

Nyt & Sundt nyhedsbrev
- Ny viden om din sundhed -
Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen "danmark". Den indgår i nyhedsbrevet
Nyt & Sundt
som produceres i samarbejde med Netdoktor.

Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal til medlemmer af "danmark".

Læs mere på
sygeforsikring.dk.

Har du ømme fødder, hård hud på hælene, sorte eller nedgroede negle? Har du vænnet dig til den sure ’duft’ af dine fødder og sko? Forbinder du kun fodpleje med kvinder eller din soldatertid?

Så ligner du langt de fleste danske mænd, og så beholder du formentlig også strømperne på året rundt ud fra devisen ”ude af øje – ude af sind”. Heldigvis ser det ud til, at tendensen er ved at vende.

"Især de yngre mænd anser det ikke længere for at være tøset at pleje deres fødder", fortæller fodterapeut Jann Pristed, der også er formand for Landsforeningen for Statsautoriserede Fodterapeuter.

"I bedste David Beckham-stil ser de i dag fodpleje som en naturlig del af det at være en moderne mand, der tager ansvar for sin egen krop, og som gerne viser sine fødder frem i sandaler."

Nu da sommeren snart står for døren, og sandalerne i en terrængående model venter på skohylden, så er tiden inde til at give en ekstra hånd til dine fødder. Gevinsten er ikke kun flotte fødder, men rigtig fodbehandling kan ifølge Pristed også forebygge smerter i knæ, ryg og hofter, hvor sidegevinsten er en mere rank og maskulin kropsholdning og bedre livskvalitet.

Typiske fodproblemer hos mænd

Mænds fodtøj giver normalt tæerne plads til bevægelse, men alligevel slipper mænd ikke for ømhed eller smerter.

Mænds fodproblemer er ifølge de danske fodterapeuters forening:

  • Hård hud: Fodens reaktion mod belastning på grund af overvægt, for små sko eller et hårdt arbejdsgulv, hvor man står i mange timer om dagen i forbindelse med sit job.

  • Ligtorne: Kommer af overvægt eller for snævre sko.

  • Vabler: Ses ofte ved brug af lukkede og varme sko.

  • Smerter: Kan opstå ved overvægt og deraf forkert fodstilling.

  • Fortykkede negle: Kommer ved negleklipning med alt andet end en saks.

  • Neglesvamp: Kan opstå ved brug af lukkede sko eller bivirkning af visse sygdomme eller medicintyper.

  • Sorte negle: Opstår ved brug af for små sko. Sorte negle er typisk blødninger under neglen og ses ofte hos fodboldspillere, der ønsker, at deres fodboldstøvler skal sidde helt tæt.

Lider du af en eller flere af ovenstående problemer, så kan det være en god idé at ’komme til bunds’ i problemet én gang for alle. Det kan du gøre ved for eksempel at gå sommeren i møde med en tur hos en fodterapeut, der for 250-350 kroner kan skære hård hud helt væk med en særlig kniv – et arbejde, ingen fodfil kan klare.

"En sådan behandling gør ikke ondt, som mange mænd tror", beroliger Jann Pristed.

"Efter behandlingen, der afsluttes med påsmøring af creme, svæver du derfra og er motiveret til selv at vedligeholde dine fødder resten af året. Og det er faktisk lettere, end de fleste tror."

Annonce (læs videre nedenfor)

Friske fødder

Ifølge fodterapeuternes formand kræver god daglig pleje af fødderne nemlig kun tre minutter, håndsæbe, et håndklæde, en tre-i-en’er og en almindelig creme. Fremgangsmåden er følgende:

  • Vask fødderne i håndsæbe, mens du er i bad – eller dyp fødderne i lunkent vand et minut, mens du vasker med håndsæbe.

  • Tør fødderne i et groft håndklæde – husk at tørre mellem tæerne.

  • Skub eventuelt neglebånd ned med din tommefingernegl – eller brug den flade ende af en neglefil eller lignende.

  • Klip tåneglene lige over – brug for eksempel en tre-i-én’er. Eventuelle ’spidser’ i neglens hjørner klippes også – men klip ikke ned i siden.

  • Smør fødderne ind i creme hver dag. Brug for eksempel din almindelige kropscreme. Huden skal ’mættes’ med creme, så den bliver mere elastisk og ikke sprækker. Smør dog ikke creme imellem tæerne.

  • Giv fødderne meget luft – gå for eksempel meget i bare tæer, sandaler eller alternativt i snøresko af skind med plads mellem tæerne.

Har du en enkelt dag kun tid til at smøre fødderne ind i en creme, så gør det. Lidt behandling er bedre end ingen behandling. Et råd kan for eksempel være at have en creme stående ved toilettet, så den er nem at komme til, når du alligevel sidder og venter et par gange i løbet af dagen.

Fod-fakta

Landsforeningen for Statsautoriserede Fodterapeuter skønner at:

  • 75 % af danske mænd har hård hud
  • 50 % af unge mænd bruger usundt fodtøj
  • Mere end dobbelt så mange mænd benytter i dag en fodterapeut end for blot få år siden.

Glem alt om…

Når det er sagt, så anbefaler fodterapeuternes formand, at man glemmer alt om lange varme fodbade, der blot udtørrer huden og øger tendensen til hård hud og fodsvamp. Skrubbecreme og fodfil er ifølge Pristed også bandlyste, da de blot øger risikoen for at få det, begge dele skulle fjerne - nemlig hård hud. Sidst men ikke mindst så kan vi også droppe neglebåndsfjerner og særlige fodcremer, der ikke har større effekt end en almindelig creme.

Fodterapeut
En statsautoriseret fodterapeut har 18 måneders uddannelse og kan behandle alle problemer i fødderne, rådgive om korrekt fodtøj og fodgymnastik. Fodterapeuter er omfattet af Sundhedsvæsenets Patientklagenævn – det vil sige, at du kan klage over dårligt udført arbejde.
TIPS til fodtøj og strømper
-----
Fødder har bedst af fodtøj med:
luftsandaler/bare tæer pladstæerne skal kunne bevæge sig god pasformstøtte og hælkap/hælrem støddæmpninggod tyk sål blødt materialefor eksempel skind eller ruskind
Strømper til dagligt brug skal helst være lavet af uld eller bomuld, der regulerer varmen bedst. Til sportsbrug kan man også anvende de nye særlige sportsstrømper, der er gode til at transportere sveden væk fra huden. Tal med din fodterapeut eller skobutik.
Kilde: Fodterapeut Bente Frederiksen, Odense
Find fodterapeut
-----
Hos Landsforeningen for Statsautoriserede Fodterapeuter kan du finde en fodterapeut i dit lokalområde.

Læs mere om SUNDE MÆND

Sidst opdateret: 12.06.2007