Corona: Hvornår skal du testes?

Hvornår skal man henvende sig til lægen, hvis man tror, at man har fået corona? Og hvad har man i vente, hvis man bliver henvist til at få en corona-test? Læs med her, og bliv klogere på corona-tests.

Det er efterhånden mange måneder siden, at coronavirus gjorde sit indtog i Danmark. Siden marts måned har man optimeret mulighederne for at blive testet i et forsøg på at opspore og begrænse corona-smitten.

Det betyder, at flere bliver testet rundt omkring på de danske hospitaler og i testcentrene.

Læs også: Hold en corona-venlig fest

Symptomer eller ej?

Du kan blive testet for corona-virus, både hvis du har symptomer på sygdommen, men også hvis du ikke har.

De mest almindelige symptomer på corona-virus er:

  • Tør hoste
  • Feber
  • Vejrtrækningsbesvær
  • Ondt i halsen
  • Hovedpine
  • Muskelsmerte

Hvis du oplever disse symptomer og er i tvivl om, om du har fået corona, skal du ifølge Sundhedsstyrelsen gå i isolation og kontakte din læge med henblik på at blive testet.

Det er vigtigt, at du ikke møder personligt op hos lægen, hvis du har symptomer. Du skal i stedet ringe eller skrive til lægen.

Hvis du ikke har symptomer på corona, kan du bestille tid til test på www.coronaproever.dk. Her kan du booke en tid i et testcenter nær dig. Nogle testcentre tilbyder drop-in-tests. Her er tidsbestilling ikke nødvendig.

Læs også: Mundbind mod coronavirus

Hvordan foregår testen?

Hvis du har symptomer på corona, foregår testen hos lægen eller på sygehuset. Hvis du ikke har symptomer, foregår testen i et af testcentrene. Selve testen er den samme, uanset om du har symptomer eller ej.

Coronavirus sidder i luftvejene, og derfor skal der bruges materiale fra de nedre luftveje. Det får man ved at pode med en vatpind enten helt inde i næsen eller i svælget. Det kan godt føles lidt ubehageligt, men det er ganske hurtigt overstået.

Du får som regel svar på din test inden for 72 timer. Hvis du har Nem-ID, kan du finde dit svar på www.sundhed.dk. Ellers skal du ringe til lægen for at få svar.

Hvis testen er negativ, betyder det, at du ikke er smittet med corona. Er din test positiv, så er du smittet med corona og skal blive hjemme indtil 48 timer efter, du holder op med at vise symptomer.

Følg med i smittespredningen på Sundhedsstyrelsens COVID-19-overvågning.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Sundhedsstyrelsen og Region Midtjylland

Sidst opdateret: 02.09.2020