Omkring fire til seks procent af den danske befolkning er ordblinde. Nogle bliver opdaget i folkeskolen, andre når de bliver voksne, og nogle lever et helt liv uden at vide, at de er ordblinde. Men hvis du mistænker, at du er ordblind, så er der god grund til at blive testet, det åbner nemlig op for en række hjælpemidler til både uddannelse, arbejde og privatliv.
Vi har talt med formanden for Ordblindeforeningen Morten Kristen Rygner, der til dagligt arbejder som folkeskolelærer, og så er han selv ordblind. Han har et godt råd til dig, der enten er ordblind eller tror, at du er det:
- Jeg kan kun anbefale, at man er så åben som overhovedet muligt. Når jeg snakker med folk, oplever jeg, at dem der har det nemmest, er dem der ikke pakker det ind.
Her i artiklen kan du blive klogere på, hvad du skal gøre, hvis du tror, at du er ordblind, og hvilke hjælpemidler du kan få.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du er ordblind, så er der mulighed for at blive testet gratis. Du kan blive testet på din lokale VUC, som tilbyder gratis ordblindetest for alle.
Du kan også tage en gratis online-test her. Den kan give dig et praj i retning af, om du skal tage en officiel test.
Læs også: Ordblindhed: Kan mit barn være ordblind?
Hvis testen viser, at du er ordblind, åbner det op for en række hjælpemidler. Du vil typisk få adgang til en række computerprogrammer, der både kan hjælpe dig med at læse tekster op og støtte dig i stave-processen. Til sidstnævnte findes der to forskellige metoder; Ved den ene viser programmet en liste med forslag til ord, du kan bruge, mens du skriver. Den anden metode er tale-til-tekst. Her dikterer du, hvad du skal have skrevet ned, hvorefter programmet skriver det for dig.
Morten Kristen Rygner fortæller, at det handler om, at man skal finde sin egen strategi til, hvad der fungerer bedst for en. Med en række programmer har han nu selv fundet den metode, der gør læse- og stave-processen nemmest for ham.
Har du et job, hvor der er meget skriftligt arbejde, er det også muligt at få personlig assistance på arbejdet. Det betyder, at du får tilkoblet en slags assistent, der kan hjælpe dig med de skriftlige opgaver.
I dagligdagen er der også en række programmer, der kan hjælpe dig. Verden bliver hele tiden mere teknologisk, og i dag har mange en telefon i nærheden de fleste timer i døgnet. Netop telefonen kan være et skjult hjælpemiddel, der findes nemlig mange billige apps, der kan læse tekst op ved blot at fotografere det. Et eksempel på dette er app'en Prizmo Go, der findes til iPhone. Men også app'en Google Oversæt kan være en uvurderlig hjælper både herhjemme i Danmark og på rejser. Den kan man nemlig også fotografere tekst og derefter læse den op. Hvis man er udenlands kan den endda oversætte de tekster du fotograferer til dansk og derefter læse dem op til dig.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Morten Kristen Rygner, formand for Ordblindeforeningen, Netdoktors egen artikel om ordblindhed
Sidst opdateret: 05.10.2022