Kløe og irritation i endetarmen kan være tegn på infektionen børneorm. En infektion der er ganske harmløs, men meget smitsom og generende.
Børneorm, der er den mest almindelige ormeinfektion herhjemme, kan være et ganske ubehageligt bekendtskab. Infektionen smitter meget let og rammer trods navnet både børn og voksne.
Ormene lever i tyktarmen, men bevæger sig om natten, når man ligger under den varme dyne, ned mod huden omkring endetarmen, hvor de formerer sig og lægger æg. Netop deres "vandring" og aktivitet giver anledning til intens kløe og irritation omkring endetarmsåbningen, forklarer farmaceut hos Apopro online-apotek, Thi Lisa Le.
Børneorm opdages ofte ved, at man sporer små sytråd-lignende orm i barnets eller egen afføring. De udklækkede, hvide orme er dermed ikke vanskelige at få øje på, men de små aflange æg kan ikke ses med det blotte øje.
Har man mistanke, men er i tvivl, kan man få bekræftet diagnosen hos sin praktiserende læge. Lægen vil undersøge for infektionen ved at placere et stykke tape rundt om endetarmsåbningen, der kan opsamle eventuelle æg.
Når man har fået bekræftet, at der er tale om børneorm, gælder det om at komme i behandling, så man kan få udryddet infektionen og mindske risikoen for smitte.
Behandlingen består i en oral tabletkur af hele husstanden – også til dem, der ikke oplever symptomer – for at forhindre gensmitte. Medicinen kan fås på recept eller købes i håndkøb og gives typisk tre gange med to til tre ugers mellemrum.
Er barnet under behandling, må det gerne komme i daginstitution eller skole. Man bør dog gøre opmærksom på, at barnet er smittet, da det fortsat kan smitte og dermed kræver en grundig hygiejne.
Behandlingen er effektiv og dræber de udklækkede, levende orme, men ikke æggene. Æggene kan overleve udenfor kroppen i flere uger og trives især i varme og ved høj fugtighed. Smitte kan ske fra hånd til hånd, men også via håndklæder, toiletbræt og legetøj. For at mindske spredningen er det derfor vigtigt at være særlig opmærksom på personlig hygiejne og hyppig rengøring af hjemmet. Man bør derfor:
skifte sengelinned og håndklæder hyppigt: Vask begge dele samt undertøj ved 60 grader.
vaske hænder ofte: Vær særlig grundig efter hvert toiletbesøg og før hvert måltid.
rengøre hjemmet jævnligt: Støvsug soveværelset (også madrassen), rengør badeværelset og vask legetøjet.
Det kan også være en god idé at sove i pyjamas eller lange bukser, da det mindsker spredning og dermed også reducerer smitten.
Læs mere: Børneorm: Hvad kan man selv gøre
Børneorm behandles med tabletter, som doseres efter vægt. Medicinen dræber de levende orme, men ikke æggene. Det er derfor vigtigt at man gentager behandlingen to til tre gange, ligesom hele familien skal behandles samtidig.
Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev
Kilder: Farmaceut hos Apopro online-apotek, Thi Lisa Le og Netdoktors artikel om Børneorm
Sidst opdateret: 19.03.2019