Hospitalsklovnen Berit

Berit er en helt speciel hospitalsklovn. Hun arbejder nemlig ikke kun i Danmark, men over hele verden. Hun er 53 år, født i Danmark, men vokset op i Congo fra hun var 7 til 13 år. Hun bor nu på Frederiksberg og udover at klovne rundt i verden, arbejder hun til daglig hos Euro-Alarm, hvor hun hjælper syge folk hjem fra udlandet.

Fra ansigtsmaler til Hospitalsklovn

Mediesamarbejde med TV3

Netdoktor bringer denne artikel som en del af det mediesamarbejde , der er indgået mellem Netdoktor og TV3 i forbindelse med TV3's nye dokumentar-serie Hospitalet.

Du kan læse mere om Hospitalet og se de mange afsnit fra dokumentaren på TV3's hjemmeside.

"Det begyndte med, at jeg blev ansigtsmaler. Der var en klovnefestival i Svendborg, som havde workshop for ansigtsmalere. Der mødte jeg klovne, og gennem det netværk mødte jeg en, som havde kontakt med klovneguruen Patch Adams. Så gik turen til Rusland, hvor vi var 40 klovne i 14 dage. Det var det mest fantastiske og hårdeste, jeg nogensinde har prøvet, for det var så koncentreret, da vi skulle rejse og bo i klovnetøj i 14 dage. DER lærte jeg at være Hospitalsklovn," fortæller Berit.

Mit job giver mig så meget

"Når jeg er på job som Hospitalsklovn, så kan jeg distancere mig fra alle de grumme ting, jeg møder på min vej. Det hjælper klovnen mig til. For med den er jeg i en anden figur, som også beskytter mig. Det hjælper mig også, at jeg ikke selv har børn. Mange andre forældre kan ikke forstå, at jeg kan klare dette job, for de sætter jo altid deres eget barn ind i den givne situation og sammenligner med de ulykkelige skæbner, som jeg møder. Men mit job giver mig så meget, selvom når aftenen falder på, og lyset slukker, så tuder jeg. Det bedste er, at man er minimum to klovne af sted samtidigt, så man kan snakke oplevelserne igennem bagefter med hinanden."

Annonce (læs videre nedenfor)

Det har taget mig et par år at finde min egen klovn frem

Nu, hvor jeg klovner i forskellige lande, er jeg så heldig, at jeg er en klovn, som slet ikke snakker. Den mimer og "snakker" via en kazoos - lidt som ham den stumme bror i Marx Brothers. Og så har jeg Günter Gunnarson med. Han er en lille, lilla plasticgris, som kan udstøde lyde. Han og jeg taler meget indbyrdes, og børnene får lov til at gå tur med ham, så han er også en del af kommunikationen. Han er en fantastisk rekvisit. Men det har da taget mig et par år at finde min egen klovn frem.

Hospitalsklovnen skaber kontakt og flytter fokus

Hospitalsklovnen kan give og skabe kontakt med de indlagte børn. Den kan flytte fokus fra tristhed, angst, ked-af-det-hed og sågar håbløshed. Når børn bliver bange, lukker de af i en passiv tilstand. Den røde næse er neutral. Jeg er ikke behandler, jeg er ikke en bekymret forældre. Det, som klovnen kan, er at være en neutral kontakt. Barnet har ingen dårlige oplevelser med mig, som det for eksempel kan have med en læge. Så på den måde får jeg lov til ret hurtigt at komme tæt på barnet. Det, at jeg kommer ind på en stue en halv time og får givet et barn en god oplevelse, er jo ikke dybt psykologisk eller dybt åndeligt eller helbredende. Men det er en halv time, hvor barnet kommer væk fra sin triste situation. Men mere er det så heller ikke. For mig er det vigtigt, at man ikke betragter en Hospitalsklovn som en frelser, for så bliver det for højtravende.

Annonce (læs videre nedenfor)

Det er det hele værd!

Det her arbejde gør jeg jo først og fremmest for min egen skyld og dernæst for børnenes. Børnene giver jo utroligt meget tilbage. Der er ingen tvivl om, at jeg er i live, når jeg er der – for der befinder jeg mig i et følelsesspektrum, som rummer alt fra sorg og glæde til også vrede, som når jeg for eksempel møder en 7-årig dreng på brandsårsafdelingen, fordi hans far har hældt vodka over ham i en brandert og sat ild til ham. SÅ kan jeg mærke, at jeg bliver rasende! Man kan vel sige det sådan, at hele mit følelsesregister kommer i spil, når jeg er på arbejde. Når jeg ser et barn, der ikke har det godt, pludselig liver op og smiler ved hjælp af klovnen, så er det det hele værd! Forældrene er altid positive, når jeg kommer. Klovnen kan både give dem et pusterum i deres 24 timers omsorg og bekymring for barnet og vise dem, at det stadig er muligt at finde smilet frem hos deres syge barn.

At være klovn på Vridsløselille fængsel

Jeg kommer også andre steder end hospitaler. For eksempel var vi fire klovne ude på Vridsløselilles narkoafdeling. Vi blev sat sammen med de indsatte i et stort rum sammen med nogle vagter. Det besøg er nok min hårdeste oplevelse, tror jeg, for det var meget svært at etablere kontakt. Nogle af de hårdkogte fanger kunne vi slet ikke nå ind til. Men jeg husker det som en fantastisk oplevelse. Man kan altid høre, om folk griner ægte, og det gjorde langt fra alle i starten. Nogle grinede meget overlegent, nogle hult, men pludselig - efter en halv time, kom de ægte grin også fra dem; de grin, som helt oprigtigt kommer indefra, og som udløser alle endorfinerne. DET var en stor oplevelse!

Mavefornemmelsen er det vigtigste

Jeg er blevet skolet af den første danske hospitalsklovn Birgit Bang Mogensen fra Skejby Sygehus og af Patch Adams, og jeg har været på kursus hos en hollandsk klovn. Desuden har det at bo seks år i Congo også givet mig en meget stor social bevidsthed. Med den baggrund, er min erfaring, at den eneste teknik, der dur, er mavefornemmelsen. Du kan lære dig selv klovneting: At gøre en entré, at lege med balloner eller andet, men det er i bund og grund bare reservehjælpemidler. Det er min mavefornemmelse, som hver gang fortæller, hvad jeg skal gøre. Når man for eksempel kommer ind på en stue på en cancerafdeling med et lille femårigt barn fyldt med slanger, skal man ikke komme bragende og larmende ind - stormalet i ansigtet. Desuden er det også af betydning, hvor meget barnet vil lege med. Hver gang afventer jeg, hvordan et besøg kan udvikle sig.

Samme basale behov over hele verden

Selvom jeg både har været klovn i Rusland, Italien, Danmark og nu snart Congo, så er børnenes behov ens, uanset hvor i verden, de er. Der er ingen forskel. Det er det samme smil, de har brug for at genfinde og det samme behov, de har for at komme lidt væk fra sygdommen. Alle børn reagerer på samme måde på min røde næse og på min lyserøde hjælper overalt i verden.

Jeg har altid min røde næse med i min taske

Når man er hospitalsklovn, så er det med fokus på børnene. Men i virkeligheden kan man jo bruge klovnen alle steder. I fængslet, hos psykisk demente, på plejehjem, selv i køen ude i Københavns lufthavn, så det er i princippet kun fantasien, der sætter grænser. Og jeg har altid min røde næse med i min taske. For der kan altid komme en situation, hvor klovnen kan være en ice-breaker - være den, der låser en fastlåst situation op. Om det så er en grå eftermiddag i Netto med børn, der er trætte og tuder, fordi de ikke må få slik, så kan sådan en rød næse sagtens gå hen og få barnet til at holde op med at græde.

Kunstfotoudstilling fra Congo

Her i foråret skal jeg på et nyt eventyr. Jeg skal til Congo for at introducere begrebet Hospitalsklovn på hospitalerne der og skaffe foto-tilladelser, så en professionel fotograf kan komme ned og filme et sådant forløb. Projektet skal ende ud i en kunstfotoudstilling i 2010, som man kan se på biblioteker, skoler og rådhuse. Altså en fotoudstilling til den almindelige dansker. Det ser jeg meget frem til."

Læs mere

Sidst opdateret: 06.03.2009