Annonce

Krummerik

Er der forskel på mænds kønsorganer?

Læger bliver tit –og med rette- bebrejdet, at de bruger fine, latinske ord om ganske almindelige dagligdags ting. Det gælder også kønsorganerne. De siger penis i stedet for pik, glans i stedet for hovedet, testikler i stedet for sten, scrotum i stedet for pung. Blufærdighed gør nok også, at vi alle sammen vælger at gå lidt over i det latinske. Men en krummerik, som jeg skal beskrive her, kender vi kun på dansk. Og det kan vi forstå – næsten uden ledsagende forklaring.

Når vi snakker om mænds kønsorganer i denne sammenhæng, er det alene penis – pikken – det handler om. Det øvrige klokkeværk hører til i en anden sammenhæng. Og der er store forskelle fra mand til mand. Store og små, korte og lange, tykke og tynde, brune og blege, med eller uden forhud. Men ét har de tilfælles, og ét kan de næsten alle sammen: Ved seksuel stimulation sker der en rejsning, så penis bliver større og ganske stiv at føle på. Ved rejsning svinder en del af ulighederne - også i størrelse - til en vis grad, så alle er klar og egnede til at blive brugt ved for eksempel et samleje.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvad er en krummerik?

Der er imidlertid en enkelt gruppe mænd, som kan have vanskeligheder med at gennemføre et almindeligt samleje, fordi deres penis bliver skæv eller krum, når den bliver stiv. Man kalder det for en Krummerik. Et godt beskrivende navn for situationen og tilstanden. Krumningen kan gå opad, nedad eller til siden. Allerede hvis krumningen er på omkring 30 grader, kan der opstå problemer ved samleje.

Der er to slags Krummerik:

  • Den ene er medfødt og viser sig tydeligt i puberteten. I stedet for at gå ligeud eller lidt opad, slår den et knæk et stykke ude på skaftet. Det kan se ganske pudsigt ud for alle andre end ejermanden. Og det er netop et af problemerne for den, det går ud over. Det gør ikke ondt og er i øvrigt ikke til besvær med mindre knækket hindrer dig i at have samleje.

  • Krummerik kan også opstå senere i livet af forskellige årsager. En af dem hedder Peyronie´s sygdom, som opstår som følge af en betændelse i svulmelegemerne og den kapsel, som ligger uden om. Man ved ikke, hvad det kommer af. Men Peyronie, som var fransk læge, beskrev tilstanden for 300 år siden, så det er en gammel historie. Det er især mænd i 40-60 års alderen, der oplever det.

I begyndelse er der smerter ved rejsning. Det kan i sig selv være nok til at ødelægge sexlivet. Efterhånden aftager smerterne og der kan føles en knude på stedet, hvor krumningen eller vinklingen af skaftet er. Krumningen afhænger af knudens størrelse og placering. Og er det meget, kan samleje måske slet ikke lade sig gøre.

Hvad gør jeg, hvis der opstår problemer ved samleje?

Hvis du har en Krummerik, som generer dig og din partner, når I er sammen, skal du få gjort noget ved det. Du skal tale med din læge om det. Start med at fotografere din Krummerik, når du har en rigtig flot rejsning. Du skal tage mindst ét billede fra siden, hvor du kan stille apparatet på et bord i højde med penis, gerne med terner, fliser eller kvardreret papir som baggrund. Tag derefter mindst ét billede oppefra og ned - også gerne med terner som baggrund.

Nej, det er ingen joke – lægen skal bruge billederne til at bedømme din situation og graden og retningen af din Krummerik, hvis du skal have et tilbud om at få gjort noget ved det.

Billederne tager du med til din læge og til den kirurg, som skal hjælpe dig med det lille indgreb, som normalt klares ambulant og i lokal bedøvelse.

Du ligger bekvemt på operationsbordet. Efter bedøvelsen sprøjter kirurgen saltvand ind i penisskaftet og fremkalder på den måde en kunstig rejsning, så krumningen viser sig. Et lille snit på tværs gennem huden svarende til krumningen fører ind til den ueftergivelige hinde, der omgiver svulmelegemerne. Den forkortes lidt på den længste side, hvorefter såret lukkes.

Der går mindst 14 dage, før du er kampklar igen.

Sidst opdateret: 18.04.2007

Annonce