Sex og nervesygdom

Hvad gør man, hvis det er svært at gennemføre et samleje?

Lyst og trang til sex har de fleste mennesker, men der findes en række lidelser og handicap, som gør det vanskeligt at leve et normalt seksualliv. For eksempel kan mænd og kvinder med visse nervesygdomme have svært ved at gennemføre et samleje - eller i det hele taget udfolde sig seksuelt så lyst og trang tilfredsstilles.

Hvis man er i en sådan situation og føler, at man har brug for hjælp til at udfolde sig seksuelt, skal man sige til, selv om det nemmeste måske vil være at klare sig uden om og forsøge at skjule det eller lade være med at snakke om det.

Det er også vigtigt, at man har sine nærmeste – mand eller kone – med i sine tanker og ønsker. Det kan være indgangen til, at man søger professionel hjælp – for eksempel hos lægen. Når først der er taget hul på problemet, er der også mulighed for at få det løst eller lempet. Lægger man derimod låg på, vil det boble videre på fuldt tryk.

Snak om problemet

Man vil føle det som en lettelse, hvis man får snakket ud med den eller dem, som på en eller anden måde er en del af dit liv også på dette område. Og man skal være parat til at tage imod den hjælp, som andre vil tilbyde. Det handler ikke om medlidenhed. Kærlighed og hengivenhed kan føre mod målet. Men ellers handler det om konkret praktisk hjælp, hvor der bliver sat ord og handling på ønsker og behov.

Annonce (læs videre nedenfor)

Hvad er en nervesygdom?

Ved nervesygdom forstås i denne forbindelse sygdom og måske især skader på det centrale nervesystem, som medfører lammelse af større eller mindre dele af kroppen.

I det følgende vil enkelte lidelser med udgangspunkt i nervesystemet blive beskrevet. Men rækken af tilstande er lang og sjældnere lidelser er ikke med i denne sammenhæng. Det ændrer ikke på det faktum, at alle kan have brug for hjælp og vejledning for at få det bedst mulige ud af sexlivet, hvis lyst og trang er der og evnen måske mangler.

Giver dissemineret sklerose seksuelle problemer?

Sygdommen dissemineret sklerose kan for både kvinder og mænd medføre forstyrrelser i evnen til orgasme og for mændenes vedkommende evnen til rejsning og sædudtømmelse. Desuden kan der opstå føleforstyrrelser og muskelspændinger under den seksuelle aktivitet, og orgasmen kan være ledsaget af ubehagelige krampagtige spændinger.

Kvinder kan være generet af tørre og irritable slimhinder i skridtet med samtidige føleforstyrrelser. Mændkan også have føleforstyrrelser med ubehagelige – eller slet ingen fornemmelser.

Det er derfor vigtigt at sige til, hvis det kniber og så prøve at finde veje til fortsat glæde ved sexlivet. Selv om det måske kan knibe med spontan rejsning, kan det langt hen ad vejen klares, hvis der gives en hånd med.

Heldigvis er der mange, som bevarer en rimelig god seksualfunktion livet igennem, især hvis begge parter er indstillede på sammen at hjælpe hinanden.

Annonce (læs videre nedenfor)

Giver sukkersyge seksuelle problemer?

Selv om det ikke er reglen, så er det alligevel sådan, at omkring hver fjerde kvinde og op mod halvdelen af mænd med sukkersyge i perioder har problemer med sexlivet. Det kan være nedsat lyst og hos mændene svigtende evne til rejsning og ændret lystfølelse ved udløsning.

Generne kan ligefrem være anledningen til undersøgelse, som afslører, at baggrunden er sukkersyge. Men ellers er det almindeligt, at problemet veksler fra tid til anden og måske er mindst udtalt i perioder, hvor sygdommen er i ro og velreguleret.

Også ved sukkersyge er det vigtigt at sige til og bede om hjælp og rådgivning. I parforholdet er den gensidige fortrolighed og åbenhed det bedste middel til at stabilisere sexlivet, så begge parter fortsat har glæde af det.

Giver skader på rygsøjlen seksuelle problemer?

Skader på rygsøjlen og rygmarven medfører lammelser, som også påvirker seksualfunktionen.

Hos mænd kan det gå ud over evnen til rejsning, selvom op mod tre ud af fire stadig kan stimuleres til erektion og udløsning. Det betyder, at i hvert fald en del af dem har mulighed for at gennemføre samleje under en eller anden form.

Kan man få børn, hvis man har en nervesygdom?

Det kniber oftere med at få udløsning. Det kan blandt andet være et problem, hvis den pågældende ønsker at få børn. Ved brug af mekaniske hjælpemidler - for eksempel en vibrator, som anbringes på penishovedet eller i tarmen - kan det dog ofte lykkes at skaffe sæd til insemination.

Selv om der opnås udløsning med sædafgang, kan frugtbarheden hos disse mænd være nedsat, så kun få procent kan regne med at få børn. Kvinderne kan trods lammelserne fortsat have normal frugtbarhed. De har stadig ægløsning og menstruationer, og det kan lade sig gøre at gennemføre graviditet og føde, selvom skaden på andre måder præger tilværelsen.

Har kvinder de samme problemer som mænd?

For kvinder er problemerne med samleje ikke de samme. Men lyst og evne til udløsning er hæmmet. Mange har trods deres handicap et rimeligt tilfredsstillende sexliv, fordi de sammen med deres partner har fundet veje til fælles glæde og tilfredsstillelse.

Hvordan får man et sexliv til at fungere med en nervesygdom?

At lysten måske daler hos både mænd og kvinder præget af lammelser, er der måske ikke noget at sige til. Men i den forbindelse er det vigtigt, at begge parter tager fat om problemet og hjælper hinanden med at holde sexlivet ved lige.

  • Tænk på, at for eksempel ophævet følesans ikke er ensbetydende med, at også følelserne, for den man holder af, forsvinder.

  • Tænk på, at svigtende potens eller rejsning ikke er det samme som, at man ikke kan fungere seksuelt. Der findes mange andre måder at være aktiv og givende på.

  • Tænk på, at selvom ens kønsorganer mangler eller ikke fungerer, ja så kan man godt have et seksuelt samliv, med den man holder af, til glæde for begge.

Læs mere om SEKSUALITET

Sidst opdateret: 12.11.2007