Er dansk drikkevand stadig godt nok?

Som et af meget få lande i verden kan vi hive grundvand op af jorden, filtrere og drikke det. De seneste års medieomtale af nye pesticidfund har givet det danske drikkevand ridser i lakken, men er der grund til at bekymre sig, når man åbner vandhanen?

Nyt & Sundt nyhedsbrev
- Ny viden om din sundhed -
Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen "danmark". Den indgår i nyhedsbrevet
Nyt & Sundt
som produceres i samarbejde med Netdoktor.

Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal til medlemmer af "danmark".

Læs mere på
sygeforsikring.dk.

"Danmark har noget af verdens bedste drikkevand.” Sådan indleder Miljøstyrelsen deres sektion om drikkevand på mst.dk. I de senere år er der imidlertid fundet tre nye pesticidrester i drikkevandet, og flere steder har indholdet ligget langt over de fastsatte grænseværdier og ført til lukninger af en række drikkevandsboringer. Som forbruger kan man blive bekymret for, om der bliver holdt godt nok øje med vores drikkevand, når der pludselig dukker rester fra gamle sprøjtemidler op.

Nyt & Sundt har taget en snak med en kontorchef i enheden for pesticider og biocider i Miljøstyrelsen, som er den styrelse, der godkender alle de sprøjtemidler, der må bruges i Danmark. Vi har blandt andet spurgt hende, om nettet er fintmasket nok, og hvorfor man ikke bare screener for alle giftrester, der har været godkendt gennem tiden, så man er sikker på, at vandet er giftfrit.

Vandet testes også for naturlige giftstoffer

Først vender vi dog lige blikket mod undergrunden og ser på hvilke processer, vandet skal igennem, før det løber ud af vandhanerne hos os forbrugere. Danmark er et af de få lande, hvor stort set hele vandforsyningen er baseret på grundvand. Det skyldes, at vi har meget grundvand, og at der løbende dannes meget nyt grundvand fra den nedbør, vi får. Derfor er der også nok grundvand til at forsyne tætbefolkede byer, hvor der bor mange mennesker, og hvor regnvand i høj grad ryger i kloakkerne fremfor at sive ned i grundvandet. I mange andre europæiske storbyer stammer drikkevandet fra søer og floder, som bliver renset kemisk og tilsat klor.

Vores drikkevand bliver pumpet op fra undergrunden, og herefter bliver det luftet, så der kommer ilt til vandet. Iltningen opløser og fjerner luftarter som for eksempel svovlbrinte, kuldioxid og metan, der kommer op sammen med grundvandet. Dernæst filtreres vandet gennem et kornet materiale – oftest sand – så man fjerner naturligt forekommende mineraler som jern, mangan og ammonium. Iltning og filtrering er den normale behandling af vandet, som i virkeligheden er ret minimal. Hvis det ikke giver tilstrækkelig god vandkvalitet, kan kommunen give vandværket lov til at behandle vandet yderligere. Det kan være ved at bruge kulfiltre, tilsætte kemikalier eller dræbe bakterier i vandet med UV-lys.

Læs mere: Disse stoffer bliver dit vand kontrolleret for

Sådan kontrolleres vandet

Drikkevandet bliver jævnligt kontrolleret for at sikre, at det er rent, og at eventuelle pesticidrester ligger under de fastsatte grænseværdier. Det er vandforsyningernes ansvar at opstille et kontrolprogram og indgå aftale med akkrediterede analyselaboratorier, der foretager prøveudtagningen og analysen af drikkevandet. Kommunerne skal godkende forsyningernes kontrol-program og holde øje med, at de leverer en vandkvalitet, der lever op til reglerne. Hvor ofte vandkvaliteten skal tjekkes afhænger af, hvor meget vand vandforsyningen distribuerer. Jo større mængde vand, desto hyppigere skal det tjekkes. Disse tjek sker i selve boringerne, når det afgår fra vandværket, og ude i ledningsnettet på vej ud til forbrugerne.
Vandværkerne er forpligtet til at kontrollere vandet for en række stoffer. Der gælder forskellige bakterier, stoffer som forekommer i naturen (eksempelvis nikkel og arsen) samt en række pesticider, som stammer fra forurening og sprøjtemidler.

Gamle syndere dukker op til overfladen

l de seneste år har der især været meget omtale af tre pesticidrester, der er dukket op i grundvandet flere steder i landet. Det gælder stofferne:

  • 1,2,4-triazol, som er en pesticidrest fra midler mod svamp, og som stadig bliver brugt sprøjtning af korn og rasp

  • Desphenyl-chloridazon, der er et nedbrydningsmiddel efter et ukrudtsmiddel, og som har været forbudt i Danmark siden 1996

  • Dimethylsufamid (DMS), der stammer fra godkendte svampemidler i frugtavl og træbeskyttelse, som måtte bruges i årene 1966-2007

Alle tre stoffer er i dag på Miljøstyrelsens overvågningsliste, men er blevet identificeret ad forskellige veje. Kontorchef i Miljøstyrelsens enhed for pesticider og biocider i Mette Hyldebrandt-Larsen fortæller, at 1,2,4-triazol blev sat på listen, fordi Miljøstyrelsen fik en advarsel fra EU-systemet om, at der kunne være en fejl i de grundvandsberegninger, der var lavet af stoffet. Indtil nu er der kun gjort sjældne fund i grundvandsboringer.

Med hensyn til desphenyl-chloridazon er stoffet allerede blevet forbudt i midten af 1990’erne, og det var så regionerne og vandværkerne, der begyndte at finde stoffet i nogle af deres boringer. Og endelig blev stoffet DMS fundet, fordi nogle vandværker valgte at bruge et tysk analysefirma.

- I Tyskland screener man for DMS, fordi der bruges en vandbehandling, der hedder ozonering, hvor DMS omdannes til et nitrosamin, som er meget giftigt. Det er DMS ikke i sig selv, og vi bruger ikke ozonering i Danmark. Derfor har det ikke være et fokuspunkt. Nu ser vi så, at stoffet er relativt udbredt, og derfor er det også kommet på listen herhjemme, fortæller Mette Hyldebrandt-Larsen.

En foreløbig opgørelse, som Danmarks og Grønlands geologiske Undersøgelser (GEUS) lavede i marts 2019, viste, at stoffet var blevet fundet i 30 procent af 1.565 boringer, man havde undersøgt. Dermed er DMS det hyppigst forekommende pesticidstof i de almene vandværkers boringskontrol. Senest har Miljøstyrelsen også haft fokus på stoffet chlorothalonil-amidsulfonsyre. Det skete efter, at der i foråret 2019 blev fundet mængder over grænseværdien i boringer flere steder i Danmark. Stoffet er et restprodukt af pesticidet chlorothalonil, som indtil 2000 var godkendt som svampemiddel til dyrkning af blandt andet hvede, kartofler, jordbær og agurker. I maj 2019 blev chlorothalonil-amidsulfonsyre tilføjet på listen over stoffer, som drikkevandet skal kontrolleres for.

Se hele listen her: Drikkevandsbekendtgørelsen

STØRSTE MASSESCREENING HIDTIL

Efter artiklens tilblivelse har Miljøministeriet udsendt en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at regeringen har skærpet overvågningen af grundvandet, så der i løbet af efteråret 2019 er blevet screenet for 415 stoffer til sammenligning med de cirka 40 stoffer, der løbende kontrolleres for. Prøverne er udtaget fra 263 boringer, og i cirka 80 procent af dem, har man ikke fundet nogen af de 415 stoffer.

I de resterende har man fundet 11 stoffer over kravværdien på 0,1 mikrogram pr. liter. Alle fundene over kravværdien stammer fra pesticider, som ikke er godkendt til brug i Danmark i dag. 3 af de 11 stoffer stammer fra to sprøjtemidler, som aldrig har været godkendt til anvendelse i Danmark.

I 5 af de 263 vandboringer har man fundet amitrol, der er vurderet til at være hormonforstyrrende, og stoffet er derfor føjet til listen over stoffer, der er obligatoriske for vandværkerne at teste for.

Med den nuværende viden er der ikke er en sundhedsmæssig risiko forbundet med de konkrete fund over kravværdien på nær for amitrol, som vil kræve yderligere vurdering, hvis stoffet bliver fundet i drikkevand.

Læs hele pressemeddelelsen her

Umuligt at screene for alle stoffer

Når indsamling af viden kan komme mange forskellige steder fra, kan det måske virke lidt tilfældigt, om man får opsnappet et pesticid eller ej. Derfor kan man undre sig over, hvorfor man ikke bare screener for alle de stoffer, Miljøstyrelsen har godkendt gennem tiden, og som potentielt kan havne i grundvandet.

Det står dog hurtigt klart, at der ville blive tale om meget omfattende lister. For eksempel har regionerne ansvaret for det, man kalder punktkildeforureningen, som er forurening under for eksempel en benzintank, vaskeplads eller olietank. Og ifølge Mette Hyldebrandt-Larsen har regionerne alene for pesticidpunktkilder set nærmere på cirka 1.300 stoffer, hvoraf de cirka 350 kunne være relevante at analysere for.

- Ser man på analysepriserne, er det ikke realistisk at screene for alle stoffer. På finansloven er der afsat en budgetramme til den overvågning, som Miljøstyrelsen laver af grundvandet, mens udgiften for de kontroller, som kommunerne og vandforsyningerne laver, lægges ud på vandforbrugerne. Derfor bliver man nødt til at lave en eller anden form for prioritering, siger Mette Hyldebrandt.

Når Miljøstyrelsen skal beslutte, hvad der skal screenes for, sker det i samarbejde med Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser (GEUS). En gang om året gennemgås den samlede viden på området, og så går man efter de stoffer, som der er størst sandsynlighed for, at man vil finde i grundvandet. I den proces indgår også de fund, som regionerne eventuelt har gjort, når de har undersøgt forurening fra punktkilder.

På den overvågningsliste, Miljøstyrelsen opererer med, er der cirka 40 stoffer. Her har man især øje på de stoffer, som bliver langsomt nedbrudt. Derudover screener man for 1-3 ekstra stoffer om året, afhængigt af hvor dyre analyserne er.

Mette Hyldebrandt-Larsen fortæller, at der også er mange stoffer, som faktisk ikke er relevante at screene for. Det gælder for eksempel de stoffer, der meget hurtigt bliver nedbrudt, og som man derfor slet ikke finder spor af i grundvandet. Der findes også stoffer på listen, som kun er godkendt til brug i lukkede væksthuse eller til bejsning af frø, som efterfølgende bliver eksporteret til udlandet. Endelig er der i mindre omfang grund til at sætte nyere pesticider på overvågningen, fordi der ifølge Mette Hyldebrandt-Larsen i dag bliver stillet store krav til test i forbindelse med godkendelsen. Siden 1999 har man i Danmark haft et såkaldt VAP-system (Varslingssystem for Udvaskning af Pesticider), hvor man på udvalgte markarealer tester forskellige sprøjtemidlers rejse ned gennem jorden og ser, hvor stor nedsivningen på forskellige dybder i forskellige typer jordlag er.

- Derfor er vi relativt trygge ved de pesticider, der er blevet godkendt, efter vi har fået varslingssystemet, siger hun.

Hvor farligt er de seneste overskridelser?

Hvis vandforsyningerne opdager overskridelser af grænseværdien i drikkevand, er de forpligtede til at finde ud af, om der er en sundhedsfare ved det. Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der laver denne vurdering, men ofte inddrages Miljøstyrelsen, der har de bagvedliggende data. Ifølge Mette Hyldebrandt-Larsen udregner man risikoen ved at se på, hvor store koncentrationer, fx et lille barn kan tåle. Det kan omregnes til, hvor meget det pågældende barn kan drikke hver eneste dag hele livet med den overskridelse af grænseværdien, man nu har set, uden at det udgør nogen sundhedsrisiko. Altså hvor meget der skal til, for at man kommer op på det, der hedder ’acceptabelt dagligt indtag’.

- Sammen med Styrelsen for Patientsikkerhed har vi beregnet, at et lille barn kan drikke 40 liter vand om dagen i et helt liv med den mængde DMS, der er fundet, uden at det udgør en sundhedsrisiko. Når man tager afsæt i, hvad et lille barn kan tåle, er det fordi, det er en af de mest sårbare grupper. Med de fund, der de fleste steder er gjort af desphenyl-chloridazon, vil et lille barn kunne drikke 100 liter vand om dagen i et helt liv. Så man når altså at dø af noget andet, inden man har drukket nok til, at det udgør en sundhedsrisiko, siger hun.

Sådan er grænseværdierne fastsat

Grænseværdierne for pesticider blev fastsat på baggrund af et EF-direktiv, der kom i 1980. Dengang fastsatte man en grænseværdi for pesticider i drikkevand på 0,1 mikrogram per liter og et samlet indhold af alle pesticider og pesticidlignende nedbrydningsprodukter på 0,5 mikrogram per liter. Dengang var 0,1 mikrogram den mindste koncentration af stoffer, man kunne måle i vand.

- Grænseværdien er altså udtryk for et politisk ønske om, at vi ikke vil have pesticider i vores drikkevand. Vi kan godt lide, at vores drikkevand ikke indeholder mere end 0,1 mikrogram per liter af et eller andet pesticidstof. Der er ikke et udtryk for, at man har været inde og vurdere, hvor meget der må være i vandet, før det bliver farligt. Man kan kalde det for et kvalitetskrav til vandet, og at et kvalitetskrav bliver overskredet, er ikke det samme som, at der er en sundhedsrisiko, fastslår Mette Hyldebrandt-Larsen.

Efter hendes vurdering er nettet relativt fintmasket, når det gælder opsporing af giftstoffer i drikkevandet. Ikke mindst fordi der i forbindelse med den seneste revision af overvågningsprogrammet er blevet afsat en pose penge til målrettede screeninger.

- Det gør, at vi nu har mulighed for at screene for stoffer, som vi efter en grundig faglig vurdering beslutter, at det er det her, vi vil screene for. På den måde tyder de seneste pesticidfund på, at vi rammer rigtigt, og det, synes jeg sådan set, er rigtig positivt.

Få flere nyheder om sundhed i Netdoktors nyhedsbrev


Kilder: Mst.dk, Vandguiden om DMS, Vandguiden om 1,2,4-triazol (https://vandguiden.dk/wp-content/uploads/2018/07/Orientering-om-124-triazol-Milj%C3%B8styrelsen.pdf), Aarhus Universitet om 1,2,4-tiazol og Grænseværdier

Sidst opdateret: 26.05.2020