Når ungdommen er en svær tid

Det er ikke altid let at være ung, og statistikker tegner et billede af en generation, der kæmper med lav livstilfredshed og trivsel. Mød en studenterpræst, der gennem mange år har fået et indblik i nogle af de problematikker, som særligt tynger studerende.

Når man er ung, er man undervejs med mange ting. På vej til at frigøre sig fra sine forældre, flytte hjemmefra, vælge uddannelse, finde sine ben i kærlighedslivet og etablere et netværk. Derfor er det også en sårbar tid, hvor usikkerhed og tvivl kan fylde meget, og hvor fortidens spøgelser kan dukke op og spænde ben. Det er der i og for sig ikke så meget nyt i, men noget tyder dog på, at det på nogle måder er blevet lidt sværere for unge at navigere i livet.

En af dem, der i det daglige mærker unges stigende behov for en hjælpende hånd, er Charlotte Grunnet, der i de sidste 12 år har været studenterpræst på Frederiksberg i København. Da Charlotte Grunnet blev ansat, fyldte rollen som studenterpræst kun 50 procent af hendes tid. Resten af tiden brugte hun på de sædvanlige opgaver som gudstjenester, dåb, vielser og begravelser. I dag bruger hun 90 procent af sin tid på samtaler, og for fem år siden blev der ansat yderligere en studenterpræst til at dække uddannelsesinstitutionerne på Frederiksberg.

Ingen ved, om den øgede efterspørgsel reelt skyldes større mistrivsel blandt unge eller måske snarere afspejler, at det er blevet mere legalt at tale om sine problemer. Det øgede antal henvendelser kan også blot skyldes, at kendskabet til studenterpræsten er blevet mere udbredt. Men faktum er, at flere unge søger hjælp for psykisk mistrivsel end tidligere.

Det billede tegner sig også i den seneste undersøgelse om børn og unges trivsel fra det Nationale Forskningscenter VIVE. Den viser blandt andet, at andelen af 19-årige piger, der har modtaget psykologhjælp, er steget fra 30 procent i 2009 til 46 procent i 2017. For drengenes vedkommende er tallet kun steget en smule fra 22 procent til 24 procent i samme periode. Rapporten viser også, at pigerne føler sig mere ensomme og tidspressede, og at deres livstilfredshed er lavere end drengenes.

Det stemmer godt overens med det, Charlotte Grunnet oplever. I hendes mailindbakker er der også flest henvendelser fra unge kvinder, der efterspørger en samtale.

Samtaler om alt der sker i livet

Selve indholdet af samtalerne med studenterpræsten favner bredt og kan indeholde alt, hvad der sker i livet.

- Jeg har samtaler med unge, der går rundt og er triste og kede af det og ikke kan finde motivationen eller synes, de kan overskue noget som helst. Nogle synes, at studiet er svært, føler sig håbløst bagud, er i tvivl om studieretningen eller frygter for deres jobmæssige fremtid, fordi de ikke har et studierelevant job, siger Charlotte Grunnet.

Mange af samtalerne kredser også om kærestesorger, venskaber, alvorlig sygdom eller dødsfald i den nære familie, de studerende har brug for at tale om. Charlotte Grunnet oplever også, at de byrder, man bærer rundt på fra barndommen eller de tidlige ungdomsår, kan komme til at fylde meget, når man står med ansvaret for sit eget liv.

- Det kan være, at man er blevet mobbet, vokset op med misbrug eller har oplevet en voldsom skilsmisse, som forældrene ikke har formået at lande ordentligt. Den stress, som kroppen har befundet sig i ved at skulle navigere imellem to, der ikke taler sammen, eller hele tiden at skulle dele sig op eller gå på listefødder, kan blive aktiveret, når man skal overtage ansvaret for sig selv i 20’erne, siger hun og uddyber:

- Det er i den periode, man måske flytter til en anden del af landet, skal finde et sted at bo, få betalt sin husleje, strukturere sin hverdag, knække den akademiske kode og affinde sig med, at man ikke nødvendigvis er den dygtigste. På sit gymnasie var man måske den bedste til matematik, men på det nye studie er man sammen med dygtige unge fra hele landet. Det er en periode, hvor der er stort pres på, forklarer hun.

En pligtopfyldende generation

Ifølge rapporten fra VIVE er de unges alkoholforbrug i de senere år blevet mindre, den seksuelle debutalder blevet højere, og færre unge har erfaringer med kriminalitet. Der bliver foreslået flere forklaringer på den udvikling, eksempelvis en skrappere lovgivning og en større bevidsthed om ungdomslivets og voksenlivets risici og præstationskrav.

For Charlotte Grunnet er der ingen tvivl om, at unge i dag også en meget pligtopfyldende generation, der er enormt bange for ikke at klare sig og samtidig er drevet af et præstationsræs, hvor barren for nederlag har rykket sig.

- Det nye, jeg oplever, er, at mange kæmper med hele tiden at skulle præstere det allerbedste. Kun 10 eller 12 er godt nok, og alt andet opleves som mislykket. Men hvis man kræver en toppræstation af sig selv på alle fronter, ligger utilstrækkeligheden og den dårlige samvittighed lige for, påpeger hun og fortsætter:

- Desuden slås mange med en forventning om, at man skal brænde for sit fag og helst være lidenskabeligt optaget af det, man foretager sig hele tiden. Men sådan er virkeligheden jo ikke.

Man er sin egen lykkes smed

Mange af de unge, Charlotte Grunnet møder, er blevet opfostret med tankegangen "Du kan, hvad du vil”. Men det er jo lidt en løgn, indvender hun:

- Jeg kan jo for eksempel aldrig blive sanger. Mine stemmebånd er ikke til det, og jeg ville ikke have psyken til at stille mig op. Vi har talent for noget og mindre talent for noget andet, og så har vi vores psyke og noget historie og nogle omstændigheder, der kan arbejde med eller imod os. Hvis man tror på, at man kan, hvad man vil i alle sammenhænge, bliver man også eneansvarlig for sin egen fiasko – også selvom det ikke altid er rimeligt, påpeger hun.

Som studenterpræst har hun haft mange samtaler med unge, der har kæmpet for at komme igennem en akademisk uddannelse, fordi de har en forestilling om, at det er den eneste vej til lykke.

- Når jeg så taler med dem, kommer de nogle gange til den erkendelse, at de i virkeligheden vil finde mere ro og tilfredshed på en uddannelse, der er mindre abstrakt og ligger tættere på det arbejde, man skal udføre, fortæller hun og tilføjer, at den erkendelse også kan være en sorgfuld proces.

Her kan et begreb som forsoning ifølge Charlotte Grunnet være et vigtigt redskab.

- Nogle gange må man forsone sig med, at man måske nok har intelligensen, men ikke har psyken til for eksempel at lave en ph.d., fordi man måske ikke kan afgrænse sig eller konstant vil have, at det skal være endnu bedre. Nogle gange må man så forsone sig med, at det ikke gik den vej, man drømte om, men alligevel tage den skæbne på sig og sige: ”Nå, det var sådan, det blev. Og det skal nok gå alligevel”.

Unge er mærket af lykkepres

Charlotte Grunnet mærker også det, hun kalder et lykkepres, der handler om, at man hele tiden skal leve livet fuldt ud og være klar på fest, for det er jo det, man ser sine venner og studiekammerater være på snapchat, instagram og andre sociale medier.

- De ved jo godt, at det ikke er sådan. Alligevel går meget af min tid med at tale med dem om, at der er små lykkemomenter i livet, som er en stor gave, når de dukker op. Men det er altså også vigtigt at huske, at meget af livet er almindeligheder og hverdag med udfordringer, succeser og nederlag. Det melankolske er bare ikke så moderne i disse år, så der er ikke meget rum til den følelse, siger hun.

I foråret oplevede Charlotte Grunnet, at flere af de unge, hun talte med, følte corona-restriktionerne som en art lettelse, fordi de resulterede i en opbremsning til kravet om at være sulten på nye oplevelser. Man behøvede ikke at føle sig skamfuld eller forkert over ikke at orke fester eller fredagsbar, for nu var der ingen. Nu hvor nedlukningen har varet så længe, begynder det imidlertid at slide på motivationen, at alt det sociale rundt om studiet er væk.

At corona-nedlukningen går ud over de unges trivsel viste sig også i en rundringning, som DR lavede i januar til landets otte universiteter. Her berettede alle om dårlig trivsel blandt de studerende. Samme billede tegner sig i de seneste tal fra HOPE-projektet fra Århus Universitet, der undersøger danskernes adfærd under coronakrisen. Den viser, at knap 40 procent af de 18-34-årige føler sig ensomme, og lige under 50 procent føler sig stressede.

Medvandrer i samtalerne

Charlotte Grunnet er præst, men når hun har samtaler med unge, er det ikke med den store bibel i hånden. Alligevel oplever hun, at kirken på en eller anden måde er bærer af noget evighed og noget dybt alment menneskeligt, hvor skuldrene kan falde lidt ned, fordi der er plads til at være, den man er.

- Nogle gange er vi afmægtige, og mit arbejde er at give plads til den følelse. Det er en stor sorg, når ens kæreste forlader en, eller ens far dør, og den sorg skal man også have lov til at være med i livet, som den er. Jeg kan ikke trylle smerte, sorg eller omstændigheder væk eller give den unge en bedre hjerne eller barndom, men jeg kan være ved siden af med min empati, lytte og stille nogle klargørende spørgsmål, siger hun og uddyber:

- I samtalerne er jeg en medvandrer. Sammen kan vi prøve at finde ud af, hvad er det for en situation, de står i, og hvis det hele er svært, kan jeg også prøve at hjælpe dem med at prioritere, hvad der er vigtigt for dem at tage fat på.

Har du et spørgsmål til Netdoktors eksperter?