Stopdato

De skal sammen finde ud af hvordan Lis skal droppe cigaretter. NetDoktor var med til mødet og giver dig her muligheden for at kigge med over skulderen.

Stopdato - dagen efter midsommer

Jette Breumlund og Lis Bruselius mødes på neutral grund en lettere regnfuld onsdag, den sidste dag i maj. I ét af NetDoktors mødelokaler i København sidder de tæt sammen for enden af et stort mødebord. Jette har været rygestopinstuktør i fem år. Hun er sygeplejerske og afholder normalt rygestop-kurser for hold på 14 - 16 personer på Frederikssund Sygehus. I dag vil hun give sine gode råd videre til Lis og hjælpe hende igang med at lade røgen ryge. Jette stiller sit første spørgsmål til Lis, mens hun retter lidt på papirerne på bordet.

Er du holdt op med at ryge? Nej, det er rigtigt, du har valgt dig en stopdato, siger hun. - Ja, den 23. juni. Jeg har nok været på overvejelsesstadiet i mange år nu, fortæller Lis, mens hun peger på en tegning, som Jette har taget med. En tegning, der viser, hvor i rygestopsforløbet man er. Jette fortæller hvad man kan gøre, netop mens man overvejer at stoppe.- Det er en god ide at give cigaretterne point. Hvad betyder de? Når man så er kommet skridtet videre til stadiet, hvor man har besluttet sig, som du har gjort, så vil man ikke høre andre sige noget som helst om det. For man véd, at man skal igang med en proces, der kræver alt af én.

Lis nikker. Hun har flere gange prøvet at stoppe. Sidste gang holdt det et år. - Hvad gik der galt, spørger Jette. - Jeg var alene i Paris i 14 dage. Havde en lille krise og syntes faktisk, det var lidt synd for mig. Jeg savnede selskab. Det var nok mere dét end god rødvin og fest, siger Lis. Men nu er hun besluttet på at stoppe.

Sidst opdateret: 01.02.2000