Kun få har brug for ekstra vitaminer

Undersøgelser af danskernes kostvaner viser, at vi generelt set ikke har behov for at supplere med en vitaminpille. Gør man det alligevel for at være på den sikre side, skal man bare købe de billigste, der er akkurat lige så gode som de dyre. Og lad også tabletterne målrettet 50+ stå. Der er for stor risiko for overdosering.

Nyt & Sundt nyhedsbrev
- Ny viden om din sundhed -
Denne artikel er fremstillet for Sygeforsikringen "danmark". Den indgår i nyhedsbrevet
Nyt & Sundt
som produceres i samarbejde med Netdoktor.

Nyhedsbrevet udkommer hvert kvartal til medlemmer af "danmark".

Læs mere på
sygeforsikring.dk.

Vitaminer og mineraler er livsvigtige byggesten for kroppen. Vi har behov for alle slags vitaminer livet igennem, og i bestemte livsfaser har vi desuden forskellige behov. Kvinder i den fødedygtige alder har således ofte brug for ekstra tilskud af jern , gravide har brug for folin , mange over 50 år har brug for et ekstra kalktilskud , og vi har alle sammen brug for et ekstra tilskud af D-vitamin .

Danskerne er da også rigtig gode til at få et vitamin- og mineraltilskud. Men vi er faktisk også så gode til at få de nødvendige vitaminer og mineraler i kosten, at det for en stor dels vedkommende gælder, at pengene til vitaminpillen er spildt. Det viser de kostundersøgelser, som Fødevarestyrelsen gennemfører med jævne mellemrum.

Undersøgelserne viser desuden, at det især er de danskere, der i forvejen sørger for at få en sund og varieret kost, der for en sikkerheds skyld også tager en vitaminpille. Og det sker der ikke noget ved. En vitaminpille, der indeholder den anbefalede dagsdosis af de forskellige vitaminer og mineraler, gør ingen skade.

Vi mangler D-vitamin

Susanne Gjedsted Bügel, ph.d. og lektor på Life, Institut for human ernæring ved Københavns Universitet, siger, at der i befolkningen generelt ikke er behov for at tage tilskud af vitaminer og mineraler bortset fra D-vitamin, som vi alle får for lidt af. Desuden råder hun mennesker over 50 år til at tage et kalktilskud – især hvis der er knogleskørhed i familien.

- Vi får primært D-vitamin fra solen, og den står kun tilstrækkeligt højt på himlen i to måneder om året. Ellers får vi det fra fed fisk, og det spiser vi generelt ikke nok af. Så der er et generelt behov for at tage ekstra D-vitamin, siger Susanne Gjedsted Bügel.

Hendes råd til alle danskere er derfor, at vi sørger for at få 10 mikrogram D-vitamin om dagen. Og den dosis er der ikke altid i multivitaminpillen, som mange af os altså tager. Den vejledende dagsdosis for D-vitamin er ifølge Sundhedsstyrelsen stadig 5 mikrogram. Derfor bør man tjekke indholdet i sin vitaminpille, og hvis den ligger under den anbefalede dagsdosis på 10 mikrogram, så bør man tage det, der mangler.

Men pas samtidig på ikke at tage for stor en dosis D-vitamin. D-vitamin hører til de fedtopløselige vitaminer, det vil sige den type, der ikke udskilles med urinen. Så hvis man tager for mange D-vitaminer, ophobes de i kroppen og kan give forkalkning.

13 vitaminer

I alt kender vi 13 vitaminer, som er nødvendige for mennesker, nemlig vitamin A , D, E og K , otte B-vitaminer og C-vitamin . De opdeles i fedtopløselige – A, D, E og K – og de vandopløselige B- og C-vitaminer. Får vi for mange af de vandopløselige, udskilles de overskydende med urinen, mens det for de fedtopløselige gælder, at de ophobes i kroppen. Dem skal man altså ikke tage for mange af.

Kroppen kræver ikke bare vitaminer, men også mineraler for at fungere ordentligt. Små, men regelmæssige forsyninger af mineraler som for eksempel kalium og natrium, kalcium, fosfor og magnesium . Desuden er det nødvendigt at få meget små mænger af de såkaldte sporstoffer som jern, jod , zink , kobber , krom og selen . Men igen… det får man uden problemer i den kost, danskerne normalt spiser.

Hver 2. tager vitaminer

Alligevel tager over halvdelen af danskerne tilskud af vitaminer og mineraler. Og forbruget har været stigende de seneste år, viser kostundersøgelser. Og selvom det generelt set er ganske ufarligt at tage en multivitaminpille, skal vitaminer og mineraler i større mængde tages med en vis varsomhed. Man kan nemlig hurtigt få for meget, og så risikerer man at få symptomer, der ligner dem, man får, hvis man er i underskud, siger Susanne Gjedsig Bügel. Man kan altså spise sig til at fejle det samme, som hvis man mangler vitaminerne og mineralerne.

De symptomer er forskellige, alt efter hvilke vitaminer eller mineraler man er i underskud med. Eksempelvis kan mangel på A-vitamin give nedsat modstandskraft ved infektioner og natteblindhed og tør hud, mens mangel på B1-vitamin kan give nedsat appetit, koncentrationsbesvær og træthed.

Bortset fra de ekstra D-vitaminer, kalktilskuddet til mennesker over 50 år og de særlige anbefalinger til for eksempel gravide og småbørn er det altså klogt at holde sig til en ganske almindelig multivitaminpille. Og køb endelig de billigste. De er akkurat lige så gode som de dyre.

Og der er slet ingen grund til at forkøbe sig på piller, der er specielt målrettet aldersgruppen på 50+. Tværtimod.

- Det problematiske ved vitaminpiller målrettet specielle aldersgrupper er, at man så ikke længere får et balanceret indtag. De målrettede kan for eksempel godt indeholde 300 gange det anbefalede for ét vitamin og kun 25 procent af det anbefalede for et andet. Jeg mener derfor, at kan skal gå efter dem, hvor indholdet svarer til den anbefalede dagsdosis og ikke mere, siger Susanne Gjedsted Bügel.

Hun anbefaler i det hele taget, at man tager sin læge med på råd, hvis man har mistanke om, at man lider af vitamin- eller mineralmangel, eller før man kaster sig ud i at indtage forskellige vitaminer i højdosis. Det gælder også, hvis man får medicin. Der kan være medicin, som bliver påvirket af vitaminerne og omvendt.

Hun advarer desuden mod de kosttilskud, der også indeholder krydderier og urter, som mange af de målrettede produkter gør. Hun understreger, at ingen har nogen anelse om, hvad der er i, og hvordan det virker, og kalder det derfor ”utrygt at indtage den slags”.

Slankekur

Ovenstående råd gælder normaltspisende. Er man på slankekur , spiser meget lidt, eller har man droppet mælk og andre mejeriprodukter, gælder noget andet. En slankekur bør suppleres med en multivitaminpille, siger Susanne Gejdsted Bügel, mens man skal være opmærksom på at få tilstrækkeligt med kalk, hvis man ikke drikker mælk eller i øvrigt forsager mejeriprodukter.

Vitaminpiller skal helst tages efter et måltid og aldrig på tom mave. Vitaminer bør tages sammen med dagens mest fedtholdige måltid, fordi de fedtopløselige vitaminer så optages bedst. Kosten skal helst indeholde 10-20 gram fedt om dagen for at sikre en god optagelse af de fedtopløselige vitaminer – det gælder altså også, hvis man er på slankekur.

Helbredelse

Vitaminer og mineraler er beregnet til at forebygge mangelsygdomme. Men efterhånden er stadig flere begyndt at interesse sig for at bruge dem forebyggende, og der forskes kraftigt i vitaminers og mineralers forebyggende og helbredende virkning. Men der er ingen officielle anbefalinger at støtte sig til. Det forhindrer dog ikke, at det vælter med anprisninger af forskellige vitaminers og mineralers virkning mod alvorlige sygdomme som for eksempel kræft og alzheimers og mindre alvorlige som hårtab.

Reglerne er sådan, at ingen kosttilskud må sælges mod andet end fejlernæring. For de stærke vitamin- og mineralpræparater kræves der særlige beviser for virkning og sikkerhed, hvis de skal markedsføres som lægemidler mod andet end mangelsygdomme.

Vitaminer - hvilke gør hvad?
A-vitamin: Er nødvendig for synet, vækst, appetit og smag.
B1-vitamin: Er nødvendig for nervesystem, fordøjelse, muskler og hjerte. Anvendes ved alkoholisk nervebetændelse
B2-vitamin: Er nødvendig for vækst, hud, negle, hår, ømme læber og tunge samt synet. Omsætningen af proteiner, fedt og kulhydrater kræver B2-vitamin.
B3-vitamin: Er nødvendig for omsætningen af proteiner, fedt og kulhydrater til energi.
B6-vitamin: Er nødvendig for omdannelse og udnyttelse af protein samt dannelse af arvemateriale.
B12-vitamin: Er nødvendig for dannelse af blodlegemer samt vedligeholdelse af et sundt nervesystem og cellefunktion.
C-vitamin: Er nødvendig for immunforsvaret, beskytter måske mod virus og bakterier, fremmer heling, nedsætter kolesterolindhold i blodet, naturligt afføringsmiddel, styrker cellerne og forebygger skørbug. Fremmer optagelsen af jern.
D-vitamin: Er nødvendig for optagelsen af kalk og fosfor fra maden. Desuden hjælper D-vitamin i opbygning og vedligeholdelse af cellerne.
E-vitamin: Beskytter kroppens celler mod nedbrydning. Mangeltegn: Svage muskler, manglende frugtbarhed - dog svært at påvise mangelsymptomer hos mennesker.
K-vitamin: Er nødvendig for blodets størkningsproces samt dannelsen af andre vigtige proteiner.
Folinsyre: Er nødvendig for dannelse af røde blodlegemer og celler.
Pantotensyre: Er nødvendig for omdannelsen af maden til energi.
Kilde: Netdoktor

Anbefalinger:

Det er kun ganske få grupper, som officielt anbefales at tage et tilskud af vitaminer eller mineraler. Det gælder mennesker, der spiser meget lidt eller meget ensidigt, for eksempel ældre og personer, der lige er blevet opereret, og derfor ikke har stor appetit, eller meget kræsne børn.

Også kvinder i den fødedygtige alder, kvinder der vil være gravide og gravide kvinder anbefales at tage visse tilskud. Desuden er der anbefalinger for spædbørn. Endelig anbefales det, at personer med mørk lød eller personer, der er tilslørede og ældre over 65 år tager D-vitaminer.

Sundhedsstyrelsen har ingen aktuelle planer om at ændre sine vejledninger vedrørende, hvem der skal tage D-vitamintilskud.

Kilde: Fødevarestyrelsen

Sidst opdateret: 05.02.2009