Årsager til hovedpine
Hovedpine kan skyldes flere ting f.eks.
stress
manglende søvn
dårlig arbejdsstillinger, der giver spændingshovedpine
hormoner kan udløse migræne hos nogle kvinder
Vis mindre
Hvad ved vi?
Langt de fleste oplever ind imellem at have hovedpine. Almindelig hovedpine kræver ikke lægebehandling, men enkelte mennesker kan være så plagede af hyppige eller kraftige hovedpineanfald, at det er relevant at gå til lægen. Mennesker med migræne har oftest brug for medicinsk behandling.
Hvad kan udløse hovedpine?
Det er kendt, at der er flere ting i vores omgivelser, der kan udløse hovedpine.
Lufttryk
Miljøet, forstået som naturen og omgivelserne, kan være en udløsende faktor. Der er mennesker, der for eksempel oplever, at de altid får hovedpine, når lufttrykket skifter og er særligt følsomme overfor lavtryks- og højtryksskift. Hos andre kan det være årstidernes skiften, kulde, varme, direkte sol og stærk blæst der gør udslaget.
Spisevaner
For lidt væske og uregelmæssige måltider kan for mange udløse hovedpine. Nogle oplever desuden at specifikke mad- eller drikkevarer kan udløse hovedpine. Det gør sig især gældende hos mennesker med migræne , der oplever, at de kan få anfald efter at have indtaget for eksempel kaffe, chokolade, te, ost eller alkohol. Hos andre kan kunstige sødemidler give hovedpine, ligesom nogle oplever hovedpine efter at have spist fødevarer, der indeholder nitrit, som findes i for eksempel pølser. Store mængder af cola, sodavand, kaffe og the kan ligeldes medvirke til forstærket hovedpine
Medicin
Medicin kan også give hovedpine. Hjertemidlet nitroglycerin og potensmidlet Viagra er de mest kendte former for medicin, der kan udløse hovedpine.
Vær opmærksom på hovedpine-medicin
Du skal også skal være opmærksom på, at for meget hovedpine-medicin faktisk også kan give hovedpine. Hvis du gennem længere tid tager medicin for hovedpine mere end tre dage per uge, bør du kontakte din læge.
Stress og søvn
Livsstil kan være en vigtig medvirkende årsag til hovedpine. Hvis du lever under langvarigt stress, har et vanskeligt job eller lever i et svært personligt forhold, er du meget udsat for hovedpine. Søvnmangel er også en almindelig grund til hovedpine og ligeledes kan for meget søvn være det. For nogle kommer hovedpinen som en ”weekendhovedpine”, når de endelig kan slappe af efter en stresset periode. (På engelsk kaldes det "let down"-hovedpine).
Hormoner og kvinder
Hormoner spiller en rolle i forbindelse med kvinders hovedpiner. Kvinder kan opleve, at hovedpine kan udløses på de tidspunkter, hvor deres hormonbalance forandres. Det kan være når deres månedlige blødninger begynder eller slutter, når de har ægløsning, eller når de er i overgangsalderen.
Weekendhovedpine
Weekend hovedpine er et nyt begreb. Det er det mennesker oplever, når de får hovedpine når de endelig skal til at slappe af og nyde det, når de får fri. Hovedpinen kommer når stressen forsvinder. (På engelsk kaldes det "let down"-hovedpine).
Arbejdsstillinger
Arbejdsstillinger er en almindelig årsag til hovedpine. Hvis du sidder forkert ved dit skrivebord, for eksempel løfter skuldrene når du sidder og skriver på maskine eller computer dannes der muskelinfiltrationer og deres trykken kan lede til hovedpine. Dette gælder alle uhensigtsmæssige arbejdsstillinger. Vær opmærksom på hvordan du arbejder, om der er noget der kan ændres i den måde du sidder på. Hvis du tror at arbejdsstillingerne udløser din hovedpine, og du ikke selv kan ændre dem, er det en god idé at få råd og vejledning hos din egen læge eller en fysioterapeut.
Lav en hovedpinedagbog
Hvis du ofte er plaget af hovedpine, kan det være en god idé at lave en dagbog over dine hovedpiner, så du får et billede af, hvad det er, der udløser hovedpinen, eller hvornår den kommer. Måske er det blot enkelte ting, du skal undgå for at slippe med hovedpinen. Dagbogen kan også hjælpe din læge til at se, hvor det er, I skal sætte ind i en eventuel behandling.
Hvordan laver du en hovedpine-dagbog?
Det er lettest at have en lille kalender, hvor du på den relevante dato kan skrive ind, hvornår du får hovedpine. Du skriver tidspunktet på, hvornår det er, du begynder at få smerterne, og hvor længe de varer. Skriv også, hvad du har spist/drukket, om du har taget nogen medicin, hvor du er i din blødningscyklus (hvis du er kvinde), om der er sket noget særligt (stress), eventuelt hvordan vejret er, hvis der er store udsving i lufttrykket.
Det er en god idé at føre dagbogen i en periode på en til to måneder, så du kan se om der tegner sig et mønster. Fidusen ved denne dagbogsmetode er, at hvis du kan se nogle mønstre, hvis du kan finde ud af hvad det er der udløser dine hovedpiner, kan du lære at undgå de ting eller situationer der udløser dem. Hvis du har svært ved eller ikke kan se nogen sammenhæng kan det være en god idé at tage dagbogen med til din egen læge. Det kan være han/ hun kan stille nogle supplerende spørgsmål der gør at I finder mønstrene sammen.
Hvad kan du selv gøre for at få mindre hovedpine?
Hvis du ved hjælp af hovedpine-dagbogen har fundet ud af hvad det er, der giver dig hovedpine, er det første skridt at undgå de ting der virker udløsende på din hovedpine. Hvis det er mad eller drikkevarer du ikke kan tåle, kan du lave en plan så du kan undgå dem.
Du kan ofte forebygge hovedpine ved at undgå søvnmangel, spise regelmæssigt, bruge så lidt medicin som muligt, lade være med at ryge og undgå alkohol i store mængder. Brug din sunde fornuft og lad være med at overkøre dig selv i lange perioder af gangen.
Vær opmærksom på dine arbejdsstillinger. Hvis de er uhensigtsmæssige kan du enten ændre dem selv eller få faglig hjælp til at ændre dem. Det kan måske være små ting der skal til som for eksempel ændring af indstilling af en stol eller lignende.
Hvis du har spændingshovedpine er det en god idé at lære afslapning. Det kan du bruge både når du har hovedpine, men også forebyggende. Der findes forskellige metoder og du skal vælge det der passer til din overbevisning og dit temperament.
Sørg for at få motion. Du kan for eksempel gå ud og gå en tur. Det at komme ud i frisk luft, at gå en rask tur, kan have meget at sige for velbefindendet. Du bygger dine muskler op, blodet kommer i cirkulation og du føler dig godt tilpas bagefter. En gåtur på 15-20 minutter to til tre gange om ugen kan gøre underværker.
Hvornår er hovedpine farligt?
Hvis du får nogle af de symptomer der er nævnt herunder, skal du kontakte læge straks:
Pludselig stærk hovedpine, kvalme eller opkastninger
bevidsthedsændring (søvnighed/sløvhed, svær at vække eller komme i kontakt med)
høj feber og stivhed i nakken (nakken kan ikke bøjes, så hagen når ned på brystet)
kramper
synsforstyrrelser eller synsproblemer
problemer med at styre eller føle arme og/eller ben