Kvalme kan skyldes flere forskellige årsager. Det kan for eksempel være en påvirkning af mave- tarmkanalen, en påvirkning af det indre øre (for eksempel transportsyge) eller nervesystemet. En del medicin kan give kvalme som en bivirkning.
Normalt vil man fjerne kvalmen ved at behandle årsagen, men man kan også behandle den ved at anvende midler, som hæmmer selve kvalmen.
Midler mod psykoser
Visse midler mod psykoser [neuroleptika] har en gunstig virkning mod opkastninger, kvalme og hikke, men ikke mod kvalme ved transportsyge.
Virkningen skyldes en hæmning af et område i centralnervesystemet. Midlerne er opstillet i tabel 1 og 2.
Anti-cholinerge midler og serotonin-antagonister med virkning på opkastnings-refleksen
Disse midler virker ved at blokere visse signalstoffer i hjernen, hvorved opkastningsrefleksen hæmmes. Midlerne er især anvendt til behandling af kvalme i forbindelse med strålebehandling og medicinsk behandling af kræft.
Midlerne ses i tabel 3.
Mave/tarm-bevægelsesfremmende midler
Ved at fremme tømningen af mavesækken ud i tarmene og øge tarmenes bevægelighed nedsættes kvalmefornemmelsen i forbindelse med for eksempel migræne, irritation af mave- tarmslimhinderne eller i forbindelse med medicinsk behandling af kræft. Udover at virke direkte på mave-tarmsystemet har disse midler også en virkning ved påvirkning af centralnervesystemet.
Midlerne ses i tabel 4.
Antihistaminer
Antihistaminer virker ved en hæmning af signalstoffet histamin, som frigøres i nervesystemet under en række forskellige forhold. Virkningen af histamin afhænger af hvor i kroppen det frigøres, men det kan blandt andet give anledning til kvalme i forbindelse med påvirkning af det indre øre i forbindelse med bevægelse (søsyge, køresyge og så videre).
Midlerne er opstillet i de sidste tabeller.