Diskusprolaps

Hvad er en diskus?

Illustration af rygsøjle med ryghvirvler, disci og rygmarv. Billede: IStock.comRygsøjle

Rygsøjlen er opbygget af ryghvirvler, elastiske ledbånd og mellemliggende båndskiver. En båndskive kaldes en diskus, i flertal disci. En diskus består af en bindevævsring og en centralt placeret geleagtig kerne. Diskus giver mulighed for rygsøjlens bevægelighed og fungerer samtidig som en stødpude ved bevægelser og gang.

Illustration af rygsøjlens dele. Foto: IStock.comRygsøjlens dele

Traditionelt opdeler man rygsøjlen i tre dele:

• halsrygsøjlen
• brystrygsøjlen
• lænderygsøjlen

Brystrygsøjlen er den del af rygsøjlen, der laver ledforbindelse til ribbenene, og sammen med disse danner den brystkassen. Korsbenet, den bagerste del af bækkenet, er forlængelsen af lænderygsøjlen.

Den bagerste del af ryghvirvlerne danner rygmarvskanalen, der indeholder rygmarven, rygmarvsvæsken samt rygmarvens omkringliggende hinder og blodkar.

Rygmarven strækker sig fra hjernestammen, der er rygmarvens forbindelse til hjernen, ned til den første lændehvirvel. Her fortsætter rygmarven i et bredt nervebundt (lænderygmarvsforlængelsen eller cauda eguina), som strækker sig ned forbi lændehvirvlerne mod korsbenet.

Rygmarven afgiver nerverødder, som forlader rygmarvskanalen via huller mellem de enkelte hvirvelknogler og de mellemliggende disci. Ved den første lændehvirvel fortsætter rygmarven i lænderygmarvsforlængelsen, der afgiver nerverødder, som forlader rygmarvskanalen via huller mellem de enkelte lændehvirvelknogler og de mellemliggende disci samt til sidst via huller i korsbenet.

Hvad er en diskusprolaps?

Illustration af rygsøjle med diskusprolaps. Billede: IStock.comDiskusprolaps

En diskusprolaps er en udposning af den geleagtige diskuskerne, som bryder igennem diskusskivens bindevævsring og ledbånd bagud mod rygmarvskanalen.

I hals- og brystrygsøjlen kan prolapsen trykke på rygmarven og/eller på de nerverødder, der afgår fra rygmarven mellem hver hvirvel. I lændedelen kan prolapsen kun trykke på nerverødderne og/eller lænderygmarvsforlængelsen.

Hvorfor får man en diskusprolaps?

En diskusprolaps skyldes typisk en aldersbetinget nedbrydning af bindevævsringen i diskus, der medfører en svaghed, så den bløde centrale del kan pose ud mod rygmarvskanalen. Muligvis disponerer hårdt fysisk arbejde til diskusprolaps.

En såkaldt traumatisk diskusprolaps med bristning af bindevævsringen i diskus ses af og til i tilslutning til faldulykker, trafikulykker eller anden pludselig overbelastning af rygsøjlen.

Hvornår får man diskusprolaps?

Diskusprolaps i lænderyggen ses oftest i 30-50 års alderen. I halshvirveldelen ses diskusprolaps oftest i 40-60 års alderen.

Diskusprolaps i lænderyggen er hyppigst (cirka 90 procent).

Diskusprolapser i brystdelen er relativt sjældne (cirka en procent).

Symptomer på en diskusprolaps

En diskusprolaps kan være symptomfri. Symptomfrie diskusprolapser opdages tilfældigt ved scanningsundersøgelser, som eksempelvis MR-scanning. Sådanne prolapser kræver i langt de fleste tilfælde ingen behandling. Hvis prolapsen medfører symptomer, skyldes det hovedsageligt, at den trykker på nerverødder, rygmarv eller lænderygmarvsforlængelsen.

Symptomer på nerverodstryk

• Nedsat kraft eller lammelse af enkelte muskler
• føleforstyrrelser og smerter udstrålende til arm eller ben.

Symptomer på tryk på rygmarven

• Føleforstyrrelser,
• stivhed (spasticitet) eller lammelse i den del af kroppen, der forsynes nedenfor rygmarvstrykket.

For eksempel vil tryk på rygmarven i brystdelen give stivhed i benene og ikke i armene. Ved tryk på rygmarven kan der være problemer med vandladning og afføring.

Symptomer på tryk på lænderygmarvsforlængelsen

• Manglende kontrol over vandladningen og/eller afføringen ,
• manglende blærefyldningsfornemmelse,
• føleforstyrrelser ved endetarmen, indersiden af lårene, i kønsorganerne og/eller lammelse af begge ben.

Hvordan stiller lægen diagnosen?

Sygehistorien og lægens fysiske undersøgelse er af største vigtighed. I de fleste tilfælde kan en grundig lægeundersøgelse med stor sikkerhed bestemme, hvor i ryggen diskusprolapsen sidder. Er der vedvarende symptomer på diskusprolaps vil man typisk blive undersøgt yderligere med en MR-scanning. Kun i undtagelsestilfælde vil man anvende en CT-scanning. For eksempel hvis man har klaustrofobi eller en hjertepacemaker.

Det er vigtigt at stille en korrekt diagnose, fordi flere andre sygdomme kan give symptomer, der ligner symptomerne ved en diskusprolaps.

Hvordan behandles diskusprolaps?

I langt de fleste tilfælde (cirka 90 procent) kan man behandle en diskusprolaps uden operation (også kaldet konservativ behandling). Den konservative behandling vil i tilfælde af diskusprolaps typisk bestå af aflastning af ryggen og kan underbygges med smertestillende medicin, eventuelt som kombination af flere præparater. Hvis symptomerne er aftagende, kan forsigtig genoptræning begyndes efter nogle uger, eventuelt vejledt af fysioterapeut.

Den konservative behandlingsperiode er omdiskuteret. I ukomplicerede tilfælde bør behandlingsperioden strække sig over 8 – 12 uger; men det er dog altid en lægelig vurdering i samråd med patienten, om der skal opereres.

Ved disse alarmsymptomer bør der umiddelbart undersøges med MR scanning og i de fleste tilfælde opereres:

• Ved symptomer på tryk på rygmarven i form af svær lammelse eller tiltagende lammelse i arme og ben (tværsnits-syndrom) skal der opereres snarligt eller øjeblikkeligt (inden for 6 – 12 timer).

• Hvis smerter pludseligt forsvinder i arm eller ben, ledsaget af total lammelse er øjeblikkelig undersøgelse og behandling påkrævet (rodinkarceration)

• Manglende kontrol over vandladning og afføring kræver øjeblikkelig behandling (Cauda Equina syndrom).

Ved ændringer i symptomerne bør man altid søge læge.Vandladnings- og afføringsproblemer i kombination med tiltagende lammelse samt spasticitet bør altid føre til øjeblikkelig kontakt til læge.