Hvad er nyresvigt med urinforgiftning?
Nyrerne har blandt andet til formål at skille kroppen af med affaldsstoffer fra den indre forbrænding. Hvis nyrefunktionen svigter, ophobes de i blodet og organismen som helhed. Der opstår det, man kalder urinforgiftning eller uræmi.
Hvad kan årsagen være til nyresvigt med urinforgiftning?
Nyresvigt kan udvikles akut eller over længere tid (kronisk nyresvigt).
Akut nyresvigt kan opstå, når nyrernes blodforsyning nedsættes væsentligt - for eksempel ved svær vand- eller saltmangel. Det kan også ske ved shocktilstande i forbindelse med blodtab eller i andre situationer, hvor der sker et pludseligt blodtryksfald, som for eksempel ved svære infektioner ledsaget af blodforgiftning.
Nyresvigt i disse situationer vil ofte være forbigående, idet nyrefunktionen atter normaliseres, når for ekesempel shocktilstanden behandles. Varer blodtryksfaldet ved, kan der dog opstå varige skader på nyrevævet.
Akut skade af selve nyrevævet kan også fremkalde nyresvigt. Hyppigst forårsages den akutte skade på nyrevævet af en bagvedliggende svær sygdom - for eksempel hos en patient med svære skader efter et trafikuheld. Visse typer medicin og allergiske reaktioner er eksempler på andre årsager til akut nyreskade.
Akut aflukning af urinafløbet fra nyrerne - for eksempel på grund af nyresten - kan også forårsage akut nyresvigt.
Kronisk nyresvigt, det vil sige nyresvigt, der udvikles over en længere periode, kan opstå ved en række nyresygdomme. Blandt årsagerne kan man skelne mellem sygdomme, der primært forekommer i nyrerne - for eksempel visse former for cyste-nyrer og sygdomme, hvor nyreskaden er sekundær til en anden begvedliggende sygdom. Hyppigst i sidstnævnte kategori er den kroniske nyresvigt hos patienter med sukkersyge (diabetes mellitus).
Hvordan behandles urinforgiftning?
Behandling af urinforgiftning varetages af højt specialiserede nyremedicinske afdelinger (nefrologiske afdelinger). Behandlingen af især den kroniske urinforgiftning er kompleks, da nyrerne - udover at varetage udskillelsen af en række affaldsstoffer - bidrager ved reguleringen af en række af kroppens funktioner.
Blandt andet har nyrernes funktion betydning for kropsvæskernes sammensætning, blodtrykket, kalkstofskiftet og dannelsen af røde blodlegemer. Hvis nyrerne ikke fungerer, må man derfor sikre, at kroppen kommer af med affaldsstofferne på en anden måde. Ligeledes må man styre de funktioner, der normalt varetages af nyrerne. Blandt andet gives der tilskud af forskellige stoffer, som nyrerne normalt danner så som erytropoitin - eller bedre kendt under navnet EPO - der har betydning for dannelsen af de røde blodlegemer.
Ved dialyse sikres, at kroppen kommer af med affaldsstofferne og at kroppens væskebalance reguleres.
Der findes generelt to former for dialyse:
Hæmodialyse
Her filtreres blodet direkte via en maskine. Blodet ledes ud af kroppen og gennem en kompliceret maskine, hvor affaldsprodukterne filtreres fra, og efterfølgende ledes det 'rensede' blod tilbage i kroppen. Ved hæmodialyse skal man have adgang til patientens blodbane, hvorfra man kan lede blodet til og fra dialysemaskinen.
En sådan adgang vil man enten etablere på halsen (til brug i en kortere periode) eller på armen. Hvor hyppigt og hvor længe man skal dialyseres vurderes individuelt, men ofte er det nødvendigt med dialyse tre gange om ugen, hver gang af cirka fire timers varighed.
Bivirkninger til hæmodialyse vil ofte omfatte problemer med dialyseudgangen som kan stoppe til, så man er nødt til at anlægge en ny. Under selve dialysen kan nogle patienter opleve blodtryksfald, ligesom muskelkramper, hovedpine, kvalme og opkastninger kan forekomme. Komplikationer på længere sigt vil afhænge af varigheden af dialyse samt af patientens øvrige sygdomme.
Peritonealdialyse
Her hælder man væske i bughulen via et kateter. Kroppens affaldsstoffer vil trænge ud i væsken i bughulen. Efter en tid tømmer man væsken ud igen. Der findes en række forskellige metoder, hvoraf nogle kan foretages i hjemmet.
Hyppigheden og varigheden af den enkelte dialyse afhænger af hvilken metode, der anvendes. Bivikrninger til peritonealdialyse vil ofte være kateterproblemer såsom tilstopning. Ligeledes er der en risiko for, at patienten får bughindebetændelse, da bakterier kan trænge ind i bughulen via kateteret.
Hos patienter med kronisk nyresvigt vil man, såfremt der er mulighed for det, tilbyde en nyretransplantation.