Elektrochok-behandling (ECT)

Hvad er elektrochok?

Elektrochok eller ECT, som det kaldes nu, blev opfundet i 30'erne og senere videreudviklet, så der i dag ikke er de samme komplikationer, som der kunne opstå dengang.

ECT er en forkortelse af Electroconvulsive Treatment, som kan oversættes til "elektrisk udløst krampebehandling". Det er en behandling, som virker ved, at man fremkalder et krampeanfald med svag elektrisk strøm. Dette påvirker blandt andet signalstoffer i hjernen, som umiddelbart efter mindsker depressionen og giver en stigning i stemningslejet.

ECT gives hovedsageligt til svært deprimerede, som er i fare for at begå selvmord. Man kan også tilbyde behandlingen til deprimerede mennesker, hvor alle andre behandlinger ikke har haft tilstrækkelig effekt. Sådanne patienter er meget svære at hjælpe, men kan blive raske efter ECT.

Hvordan virker ECT?

Man kender ikke den præcise virkningsmekanisme, der lindrer de depressive symptomer ved ECT. Men man ved, at kemiske processer i hjernen ændres. En mulig forklaring er, at der frigives vigtige signalstoffer (neurotransmittere), som virker på hjernen og stemningslejet. Disse påvirker igen stresshormonerne i kroppen, som er forhøjede ved depression.

Det har desuden vist sig, at der visse steder i hjernen (hippocampus) kan dannes nye nerveceller, og at ECT stimulerer denne proces. Dette passer med, at forskellige forskningsresultater tyder på, at denne proces næsten er gået i stå ved depression.

Sandsynligvis er denne nydannelse af celler vigtig for hukommelsen, og det er derfor mange patienter med ubehandlet depression har dårlig hukommelse og koncentrationsevne.

ECT virker hurtigt og lige efter behandlingen, hvorimod medicin først virker efter flere uger. Hvis man er svært deprimeret, er hurtig behandling meget vigtig, da der ellers er stor fare for selvmord.

Hvordan foregår ECT-behandlingen?

Selve behandlingen foregår under bedøvelse, så man hverken mærker smerte eller ubehag. Det varer få minutter, og så er man vågen igen med det samme.

Der anbringes to elektroder på hovedet, som afgiver en elektrisk strøm. Det meste af strømmen løber udenom hjernen og igennem huden og knoglen. Den strøm der når ind til hjernen vil imidlertid fremkalde et krampeanfald ligesom man kender det fra fx epilepsi. Ved ECT dæmpes krampeanfaldet med muskelafslappende medicin, så man ikke risikerer at mangle ilt eller slå sig, som det kan ske ved et krampeanfald, der skyldes epilepsi.

Krampeanfaldet viser sig i form af svage trækninger i arme og ben, men slet ikke er så kraftigt som et rigtigt krampeanfald, som det ses ved for eksempel epilepsi. Bortset fra denne forskel svarer anfaldet imidlertid fuldstændigt til et epileptisk anfald.

Det kan virke uhyggeligt at bruge elektrochok som behandling. Den elektriske strøm er dog så svag, at den ikke er til fare for kroppen eller hjernen. Strømmen, der når ind til hjernen, svarer til det, der kommer fra et almindeligt lommelygtebatteri. De kramper, der udløses af strømmen, kan i princippet være problematiske, da musklerne ved et krampeanfald kræver så meget ilt, at der er fare for, at der ikke kommer ilt nok til hjernen. Iltmangel i hjernen kan forårsage hjerneskader. Men ved ECT dæmpes anfaldet som sagt med muskeldæmpende medicin.

Desuden sørger man forud for behandlingen for, at patienten igennem nogen tid har indåndet ren ilt, så kroppen har nok ilt at bruge af.

Hvor mange ECT-behandlinger skal der gives?

Oftest vil man kunne mærke en klar bedring i tilstanden efter 1-3 behandlinger. Helt stabil bliver man imidlertid først efter flere behandlinger.

Normalt gives 8 - 12 behandlinger i alt, og der behandles tre gange om ugen. Nogle  skal dog have flere behandlinger.

De fleste steder kan man blive behandlet under indlæggelse eller ambulant. Ambulant vil sige, at man kommer ind for at få behandling og tager hjem igen efter behandlingen. Indlæggelse er at foretrække, hvis man er meget dårligt og har svære selvmordstanker.

Hvorfor får man ECT?

Den vigtigste grund til at bruge ECT er, at det kan redde livet for mennesker, der er så deprimerede, at de er i overhængende fare for at begå selvmord. Derudover er ECT det mest effektive middel, vi overhovedet har mod meget svære depressioner, som ellers kan være næsten umulige at behandle.

Hvornår bruges ECT?

Ved svære depressioner:

ECT benyttes først og fremmest til behandling af svære depressioner, hvor man er meget dårlig. Sådanne depressioner kan ikke behandles psykoterapeutisk, det vil sige med samtaler. Det skyldes, at man er så forpint, angst og dødtræt på grund af svære søvnproblemer, at man slet ikke kan få noget ud af en sådan terapi.

Ved overhængende selvmordsfare:

ECT virker hurtigt og lige efter behandlingen, hvorimod der kan gå to til fire uger, før antidepressiv medicin hjælper, og det er lang tid, hvis man er meget forpint. Hvis selvmordsfaren er overhængende, tør man ikke løbe den risiko, at patienten skulle nå at begå selvmord, inden han/hun får det bedre.

Som alternativ til medicinsk behandling:

• Medicinen virker kun på omkring 60 procent af dem, der får den, det vil sige, at 30 - 40 procent ikke får lindring på deres forpinte tilstand. Her er ECT meget mere effektivt, idet det virker på 80-90 procent af tilfældene.
• Nogle patienter, særligt ældre, tåler ikke den medicinske behandling på grund af fysiske sygdomme (for eksempel hjertesygdom). Her kan ECT også komme ind i overvejelserne, da denne behandling er mere skånsom.
• Endelig foretrækker mange, der tidligere har fået ECT, på ny at få denne behandling, hvis de atter får en depression. Årsagen er, at de har erfaring med, at den virker så hurtigt.

Ved psykotiske depressioner:

Ved depressioner med vrangforestillinger eller hallucinationer, hvor alle andre former for behandling kun hjælper dårligt. Sådanne mennesker kan for eksempel høre stemmer, der opfordrer dem til at begå selvmord. Eller de kan nægte at blive behandlet, fordi de mener, de fortjener at have det så dårligt på grund af et eller andet meget forkert, som de mener at have begået.

Ved svære psykoser med delirium:

Ud over depressioner anvendes ECT ved den tilstand, der hedder delirium acutum (ikke at forveksle med alkohol deliriet "delirium tremens"). Det er en tilstand med meget høj dødelighed, som kan ses i forbindelse med svære psykoser. På grund af ekstrem angst og uro sover patienten ikke i flere dage. Før i tiden døde disse patienter simpelthen af det fysiske pres, som angsten lagde på deres krop.

I dag giver man ECT, som stopper den ondartede proces, og patienten bliver fuldstændig rask efter ganske få behandlinger. Der er derfor ikke mere nogen, som dør af delirium acutum.

Hvilke bivirkninger ser man?

Lette muskelsmerter:

En del patienter har lette smerter i musklerne efter behandlingen. Dette skyldes det muskelafslappende middel, man gav under narkosen. Smerterne kan let behandles med milde smertestillende midler.

Hukommelsesproblemer:

Man skelner mellem forbigående hukommelsesproblemer og permanente "huller i hukommelsen"

Forbigående hukommelsesproblemer:

Næsten alle patienter oplever hukommelses- og indlæringsbesvær i dage til uger efter behandlingen. Disse problemer svinder imidlertid fuldstændigt igen, således at man efter ca. to måneder, selv ved meget følsomme psykologiske tests, ikke kan påvise nogen uheldig påvirkning af disse funktioner.

Tværtimod vil man ofte kunne påvise en bedring af hukommelsen, hvilket skyldes, at depressionen er forsvundet. Hukommelsen fungerer nemlig meget dårligt, når man er deprimeret. Der findes også patienter, som stort set ikke oplever nogen af disse problemer i forbindelse med behandlingen.

Huller i hukommelsen:

Nogle patienter beretter om "huller i deres hukommelse" for eksempel for bestemte hændelser eller perioder, hvilket kan være meget ubehageligt, men man har ikke kunnet påvise skader på indlæringsevnen. Det er meget svært at opnå fuldstændig klarhed over, om "hullerne" skyldes ECT, eller om det i virkeligheden er en skade fra depressionen, fordi depression, mens den står på som nævnt i sig selv medfører dårligere indlæring og hukommelse.

På grund af disse mulige bivirkninger skal man altid nøje overveje, om depressionen er svær nok til, at det berettiger til, at man løber risikoen for eksempelvis "huller i hukommelsen".

ECT gives kun til de sværeste tilfælde. Hvis man er hårdt ramt af depression, er det vigtigt at tænke på, at der ved enhver behandling kan være komplikationer og risici, men at der er en vigtig grund til, at man vælger behandlingen alligevel. Det gælder både, hvis skal igennem en stor operation for legemlig lidelse og ved behandling indenfor psykiatrien. Man må opveje fordele og ulemper ved behandlingen i forhold til risikoen ved ikke at behandle. Og i forhold til svær depression og ECT skal man overveje risikoen for selvmord, hvis det ikke lykkes at behandle depressionen.

Hvad synes ECT-patienterne om behandlingen?

En undersøgelse af hvad patienterne, som har prøvet behandlingen, mener, viser imidlertid, at 64 procent af patienterne mente, at de i høj grad havde brug for ECT-behandlingen, og 83 procent følte sig i høj grad eller i nogen grad tilfredse med effekten heraf. Alt i alt var 94 procent tilfredse med behandlingen, i det mindste i nogen grad. Du kan læse mere om undersøgelsen og ECT her.

Giver ECT hjerneskader?

For en sikkerheds skyld har man lavet utallige undersøgelser på forsøgsdyr, hvor man har givet dem ECT under narkose, altså under forhold der kan sammenlignes med den behandling, mennesker får. Her har man ikke kunnet konstatere nogen skade ved undersøgelse af forsøgsdyrenes hjerner.

Endelig har man undersøgt hjernen på mennesker, som gennem et langt liv har fået mere end 1.000 ECT-behandlinger, før de er døde af alderdom. Sådanne undersøgelser har heller ikke vist andre forandringer, end hvad der kommer normalt med alderen.

Der er med moderne scanningsteknikker lavet undersøgelser, hvor man har scannet hjernen før og efter ECT og derefter ladet uafhængige eksperter vurdere billederne. Disse undersøgelser har heller ikke kunnet påvise nogen skadevirkning på hjernen. Tværtimod tyder undersøgelserne på, at området i hjernen, der hedder hippocampus, og som er lidende ved depression, kan regenerere, det vil sige genopbygges, efter ECT. Læs mere om dette her.

Har ECT ikke været forbudt nogen steder?

Jo, i 50'erne og 60'erne blev ECT anvendt meget ukritisk i USA og uden ilt og muskelafslappende medicin. Resultatet var voldsomme kramper, hvor der nogle gange stødte komplikationer til. Det er derfor ikke underligt, at der blev stor modvilje mod behandlingen i befolkningen. Det førte til, at behandlingen blev forbudt i nogle amerikanske stater. Det er det, der vises i den berømte film "Gøgereden" med Jack Nicholson.

Dette medførte til gengæld, at patienter, der tidligere havde haft god effekt af ECT, måtte køre over statsgrænsen til nabostaten for at få den behandling, de ønskede. Da ydermere flere og flere undersøgelser viste, at der ikke var alvorlige bivirkninger ved behandlingen, blev den efterhånden tilladt igen i de forskellige amerikanske stater.

Hvorfor bruger man ikke altid ECT ved depression?

Da ECT har mange fordele, undrer nogle mennesker sig over, hvorfor man så ikke altid bruger ECT til patienter med en depression, som er så svær, at de ikke kan behandles med psykoterapi alene. Det er der flere grunde til - blandt andet:

• Mange patienter og pårørende har på forhånd modvilje mod behandlingen, hvis de ikke har nært kendskab til den.
• Det er ofte ikke det værd at løbe risikoen for selv midlertidig hukommelsespåvirkning ved moderate depressioner, fordi den medicinske behandling eller samtalebehandling som regel er god nok.
• ECT kan ikke kombineres med psykoterapi på grund af hukommelsespåvirkningen. Det kan medicinsk antidepressiv behandling derimod med stor succes.

Kan man erstatte ECT med andre typer behandling?

Man har forsøgt at erstatte ECT med fx magnetstimulation (TMS), som ikke medfører kramper eller særlige bivirkninger. Imidlertid viser forskningen i Danmark og i udlandet desværre samstemmende, at TMS ikke er så effektivt som ECT. Der forskes hele tiden i at finde på måder at give ECT, så bivirkningerne bliver mindst mulige.