Hvad er stafylokokker?
Stafylokokker er en gruppe af bakterier, som findes på hud og slimhinder. Der findes omkring 20 forskellige stafylokok-arter. Men når man taler om stafylokokker i al almindelighed, er det ofte gule stafylokokker, der menes (Staphylococcus aureus). De andre kaldes koagulase-negative stafylokokker (KNS), og dem bærer vi alle på huden. Disse stafylokokker er harmløse.
Gule stafylokokker er en af de mest almindelige årsager til, at der går betændelse i operationssår. Men bakterierne kan også være årsag til en lang række sygdomme fra bylder, madforgiftning og knoglebetændelse til livstruende infektioner som blodforgiftning (sepsis), betændelse i hjertet eller i hjernehinderne (meningitis).
Hvorfor bliver man syg af en infektion med stafylokokker?
Grunden til, at vi bliver syge af de gule stafylokokker, er deres evne til at producere enzymer og toksiner (giftstoffer). Der findes forskellige undergrupper af gule stafylokokker, som producerer forskellige typer af toksiner.
Størkning af blodet: Koagulase, som får blodet til at størkne, er årsag til, at stafylokokinfektioner ofte forbliver lokaliserede som bylder.
Fødevarer: Enterotoksiner, som forårsager madforgiftning, produceres af cirka 50 procent af alle stafylokok-typer. Problemet opstår typisk, hvis man laver varm mad, lader det køle langsomt af, og så varmer det op igen senere.
Den lune mad er nemlig næring for stafylokokkerne, som kan mangedoble deres antal på få timer. Hvis maden ikke bliver varmet godt igennem risikerer man en madforgiftning med opkastning og diarré få timer efter måltidet. Det skyldes, at de enterotoksiner, som stafylokokkerne producerer, er relativt varmestabile og kun ødelægges langsomt ved kogning.
Tamponer: Andre typer af toksiner har blandt andet været årsag til såkaldt tampon-syge (Toxic-shock-syndrome: TSS), hvor den ramte får feber, lavt blodtryk og voldsomt rødt udslet. Sommetider kan der også opstå afskalning af områder af huden under en stafylokokinfektion på grund af dannelse af et andet toksin. TSS er sjældent i dag, og det udgår næsten aldrig fra moderne tamponer, men fra stafylokokinfektioner i andre områder af kroppen.
Resistens: De fleste stafylokokker laver penicillinase, som nedbryder almindelig penicillin, som de derfor er resistente overfor. Der er så udviklet modificerede penicillinpræparater (f. eks. methicillin, dikloxacillin, flucloxacilln), som er modstanddygtige overfor pencillinase, og de bruges derfor til behandling af stafylokokinfektioner.
Desværre har nogle stafylokokker (MRSA) udviklet en anden form for resistensmekanisme overfor de methicillinlignende præparater (MRSA = Methicillin Resistente Staphylococcus Aureus), hvor man så ikke kan anvende hverken præparater fra penicillingruppen eller den beslægtede cefalosporingruppe, men ofte må bruge f.eks. fucidin, vancomycin eller linezolid.
Omkring 2 procent af de gule stafylokokker i Danmark er for tiden MRSA både i og uden for hospitalerne, men i mange andre lande er hyppigheden af MRSA meget højere. MRSA kan også forekomme hos hunde, katte og grise, som så kan smitte mennesker med bakterierne.
Hvordan smitter stafylokokker?
10-30 procent af befolkningen er bærere af de gule stafylokokker, som findes på huden og i næseborene. De fleste mærker ikke noget til det selv, bortset fra at de kan have en øget tendens til at få små bylder. Men disse raske bærere kan risikere at smitte svækkede mennesker, for eksempel på hospitalet. De kan også risikere selv at få en stafylokokinfektion, hvis bakterierne fra huden får adgang til et sår.
Hvordan behandles stafylokokker?
Infektion med stafylokokker kan behandles med forskellige typer antibiotika, som beskrevet ovenfor.
I mange lande bortset fra Skandinavien og Holland findes som beskrevet MRSA-typer af de gule stafylokokker, som kan være svære at behandle. Hvis en patient kommer hjem fra udlandet med sådan en infektion, eller hvis vedkommende har været indlagt på et hospital i udlandet og kan være bærer af MRSA uden at være syg, isolerer man vedkommende og poder for at finde ud af om han/hun er bærer af MRSA. Det gælder også landmænd, som producerer svin, da de kan være bærere af MRSA fra svinene.
Hvis undersøgelserne viser, at han/hun ikke er bærer af eller inficeret med MRSA, ophæves isolationen, og det varer som regel kun 1-2 dage. Samme forholdsregler tager man overfor sundhedspersonale, der har været på besøg på et udenlandsk sygehus. Hvis patienten eller personalet er bærer af MRSA, forsøger man at fjerne bakterierne, som beskrevet nedenfor.
Udover antibiotikabehandling kan kirurgisk behandling være nødvendig i de tilfælde, hvor stafylokokkerne har dannet en byld.
Raske bærere kan behandles med daglig helkropsvask med 4 procent klorhexidinsæbe og indsmøring i næsen med mupirocin (antibiotikum der kun fås til lokal behandling) eller klorhexidinsalve.
Derudover skal tøj og sengetøj kogevaskes hver dag. Behandlingen tager som regel et par uger, og det er oftest nødvendigt at behandle hele familien og sommetider også kæledyr (hund og kat), som også kan være bærere af MRSA.