Lis Fischer sov 10 år af sit liv væk, før lægerne gav hende grunden til den evige træthed. Nu er hun vågnet op til en tilværelse med søvnapnø, luft-maskine og en vennekreds, der er væk.
Der er ikke meget Tornerose-eventyr over Lis Fischers historie. Godt nok har hun sovet i 10 år, men det har ikke været en smuk drøm - tværtimod et levende mareridt.Hun er 46 år og lider af søvnapnø . En sove-sygdom som eksperterne anslår godt 100.000 danskere lider af. Men kun få bliver opdaget. Lis Fischer er én af dem.
- Der er ikke den del af mig, der ikke er blevet undersøgt. Jeg har været igennem alle tænkelige prøver. Mit blod er blevet tappet i spandevis, siger hun med et ironisk smil på læben. Ironisk fordi prøverne aldrig resulterede i nogen diagnose.I 10 år sov hun på alle tænkelige tidspunkter af døgnet. I bussen, på jobbet, under hyggesnakken og over maden.Hun er faldet i søvn på toilettet og vågnet ved, at hovedet er ramlet i væggen. Og hun er vågnet brat til en stopfyldt, skraldgrinende biografsal. Hun var grunden! På lærredet var Gandhi ved at skære sin pulsåre over, men Lis snorkede så kraftigt, at ingen kunne koncentrere sig om filmen.- Da blev jeg virkelig klar over, at jeg havde et problem, fortæller hun.
Sund og rask
Lis Fischer lider af søvnapnø. Hvis ikke hun får hjælp til at trække vejret gennem en maskine om natten, afbryder hun selv sin vejrtrækning. Det betyder, at hun faktisk holder vejret i lange pauser, mens hun sover, for til sidst at suge luft ind med en højlydt snorken. Men hendes krop får hverken nok ilt eller mulighed for at komme ned i den dybe søvn, som gør hende udhvilet. Alt det var Lis ikke klar over, da hun kontaktede sin læge i 1988. Hun var 34 år, alene med sin datter Camilla og leder i en integreret institution. Det var første gang hun tog kontakt til en professionel for at få hjælp til at finde ud af, hvorfor hun var så træt hele tiden.
I min omgangskreds var jeg begyndt at klage over min træthed. Men alle sagde bare, at hvis ikke jeg skulle være træt, hvem skulle så være det. Jeg var jo alenemor og leder!, fortæller Lis. Men lægen tog hendes problem seriøst og sendte hende til den første af mange undersøgelser. - Jeg fik taget blodprøver og blev tjekket for alt. Vitaminmangel, jernmangel, mineraler og så videre. Der blev tjekket for oplagte sygdomme. Men det eneste resultat, jeg fik, var, at jeg var sund og rask, siger Lis og smiler med snerten af den magtesløshed hun følte dengang. For hun var stadig søvnig. Og trætheden tog til. Hun begyndte at falde i søvn til møder og hos venner.
Der var ikke noget at gøre. Hver gang numsen ramte noget behageligt, var det ligesom om der blev trukket en stor dyne ned over mig, og så sov jeg, fortæller Lis. - For ikke at falde i søvn blev jeg nødt til at gå rundt hele tiden. De to sidste år faldt jeg i søvn alle steder. Simpelthen overalt. Det blev bare værre og værre. Jeg har stået og sovet ret op og ned af den der lille smalle stang, der er midt i bussen. En god lur til endestationen kunne jeg få der, smiler Lis Fischer.
Trak stikket ud
Det eneste, der til sidst betød noget for Lis, var at få sovet. Hun forsøgte at vedligeholde kontakten til de piger, hun normalt tog i byen med. Sagde ja til aftaler, men overholdt dem aldrig, for søvnen overmandede hende altid.- Jeg kunne bade og gøre mig lækker og gå rundt og holde mig i gang, men det endte altid med, at jeg lige skulle have en kop kaffe eller en smøg, inden jeg skulle afsted, og så hang jeg der. Faldt i søvn som en sten og vågnede ikke ved telefonen, når de ringede. Og når man har oplevet det flere gange, så skal man virkelig være en god veninde, hvis ikke man klipper kontakten, siger Lis. Andre gange rev hun simpelthen telefonstikket ud for ikke at blive forstyrret. Hun sendte Camilla, datteren, afsted på weekend hos bedsteforældrene og sov både lørdag og søndag væk.
- Telefonen holdt efterhånden op med at ringe helt af sig selv, så jeg ikke behøvede at trække stikket ud, for der var ikke længere nogen, der havde lyst til at spilde tid på at få mig med, fortæller hun. Der blev heller aldrig inviteret gæster. - Ingen kom indenfor. Det er lidt flovt at sige det, men man kan kun overkomme det mest nødvendige, når man er syg. Jeg lignede noget katten havde slæbt med ind. Det samme gjorde lejligheden. Ingen blev inviteret hjem, det var alt for uoverskueligt. Bare tanken om at skulle til bageren efter kager til kaffen, virkede som et uoverstigeligt bjerg, fortæller hun.
Overvåget på jobbet
Men det var ikke kun hjemme at søvnen tog førergreb. På jobbet begyndte to af hendes kollegaer at blive opmærksomme på, at hun måtte have et problem. Det kunne ikke længere bare skyldes for meget arbejde og for store huslige forpligtelser, at Lis faldt i søvn til møder og foredrag. Det hele begyndte efter Lis havde snorket sig gennem et foredrag, hun selv havde arrangeret med en førende psykolog. Han stod ved overheaden, med Lis ved sin side. Hun havde lige budt ham velkommen og sat sig på en stol oppe foran. Efter få minutter sov hun. Og hun snorkede uhæmmet.
- Da begyndte mine to kollegaer simpelthen at tage med mig overalt, hvor jeg gik. De holdt mig vågen til møder med kommunen, på institutionen og til foredrag. De prikkede mig konstant i siden, på ryggen og i lænden med spidse fingre. De kommanderede mig frem på kanten af stolen og kaffen kørte i stride strømme foran mig, fortæller Lis. Og det var faktisk de to piger, der opdagede det lægerne og et utal af undersøgelser ikke havde fundet. Efter en lejrtur for personalet i institutionen kunne de gøre Lis opmærksom på, at hun måtte lide af en bizar sygdom.
En natlig kamp
Kollegaerne besluttede sig nemlig for at holde øje med Lis en hel nat, mens hun sov, og deres ansigter var skræmte, da de om morgenen skulle forklare, hvad de havde observeret. Lis havde ganske enkelt lignet én, der var ved at dø. Hun havde kæmpet for sit liv hele natten.
De fortalte at jeg havde ligget spændt som en flitsbue og holdt vejret i lang tid og så hevet efter det, som om der ikke kunne komme nok ned i lungerne, siger hun. Med de informationer troppede hun op hos sin læge for 20. gang og da begyndte tingene at gå stærkt. Han havde hørt om en sygdom, som lignede de symptomer hun beskrev. Søvnapnø - det var det navn, hun gik ud fra lokalet med.
Det var en befrielse. Nu vidste jeg, at jeg havde en sygdom. Det var ikke min skyld, siger Lis. Men fra at have fået et navn at vide til at finde ud af, hvad hun kunne gøre, gik der tid - lang tid syntes Lis. Hun skulle igennem en søvntest på Rigshospitalet, før lægerne kunne give hende den rigtige behandling. Men ventetiderne var årelang.
Det kunne jeg simpelthen ikke vente på. Nu havde jeg endelig fundet ud af, hvad jeg fejlede og havde allerede spildt så mange år af mit liv. Så jeg tog bussen ind til Rigshospitalet og gik ind på overlægens kontor og bad om at se hans kalender, for der måtte være dage, hvor der ikke var booket tider. Jeg var jo ligeglad med, om jeg skulle undersøges juleaften, påske eller pinse, for jeg ville jo alligevel sove under det hele. Skærtorsdag var ledig. Så den tog jeg, fortæller hun. Hun pakkede sin kuffert og kravlede op i afdelingens eneste seng i påsken 1998. Natten igennem var hun koblet til elektroder og overvåget af personale. Hendes søvn blev afkodet og hjælpen var på vej.
Opstået fra søvnen
Da hun vågnede op til Langfredag, var hun indehaver af den maskine, der skulle være hendes nye livsledsager. En luftmaskine, der ligner en kattetransport, når den er lukket og en lille støvsuger, når den er i brug. - Det var underligt at forholde sig til, at maskinen kunne give mig den luft, jeg havde brug for, for at blive udhvilet. Masken jeg skulle have på ansigtet skulle jeg vænne mig til at sove med, flere gange blev den revet af i søvne. Jeg tror, at jeg skulle vænne mig til den her tingest på samme måde, som hjerte eller lungeopererede skal vænne sig til et nyt organ, fortæller Lis. Men der var ingen tvivl om at anstrengelserne var værd at tage med.
- Jeg har fået mit liv tilbage. Første nat jeg havde sovet med maskinen, vågnede jeg op og følte at den tunge dyne af tåge, der havde omklamret min hjerne i så mange år, var væk. Jeg måtte bare ud og fortælle hele verden, at jeg var vågnet op til den første dag i mit nye liv. Jeg gik søerne rundt i København for første gang i mange år. Jeg smilte og hilste på alle på min vej. Nu kunne jeg se dem tydeligt, fortæller Lis Fischer og slår ud med armene og smiler.
Vennerne var væk
Men midt i glæden fik Lis en ubehagelig overraskelse. Hun opdagede nu, at den meget store vennekreds var blevet reduceret kraftigt. - Jeg stillede mig foran telefonen for at ringe rundt til alle om mit nye liv. Men jeg opdagede pludselig, at der ikke længere var nogen at ringe til, siger hun.De mange brændte aftaler og 10 års manglende engagement fra Lis side gjorde, at det kun var familien og et enkelt vennepar, som kunne tage del i den lykke, der havde erstattet trætheden i hendes liv.- Det var trist at opdage. Og et af de værste træk ved denne sygdom. Den ødelægger vores sociale liv, siger Lis. Men hun er ikke bitter.
- Jeg har fået mit liv tilbage. Det er jeg glad for, og jeg vil ikke bruge de sidste år på at tænke på hvor ærgerligt det er, at jeg har mistet ti år af mit liv. Tværtimod føler jeg, at der er en masse gode ting at se frem til og kæmpe for, smiler hun og hanker op i sin luftmaskine og går ud i endnu en dag i et liv, hvor søvnens mareridtet er erstattet af lysvågent engagement.