Begravelse

Hvem skal man kontakte for at arrangere begravelsen?

Langt de fleste, der kommer ud for et dødsfald, kontakter en bedemand. Han kan hjælpe med at få fastsat tidspunktet for ceremonien og få overblik over, hvad der skal ske i den første tid efter dødsfaldet. Bedemanden kan også vejlede om de forskellige muligheder, der er for at afholde begravelsen og om de love og regler, der gælder. Det betyder, at man som pårørende kan få svar på de spørgsmål, der melder sig efter et dødsfald, og at man får hjælp til at få arrangeret begravelsen, som man ønsker det.

Derudover skal sognepræsten eller kordegnekontoret i det sogn, hvor den afdøde boede, altid kontaktes. I praksis informerer bedemanden bopælssognet om dødsfaldet og om familiens ønsker til ceremonien. Herefter kontakter kordegnen bedemanden og oplyser, om kirken er ledig. Præsten kontakter bedemanden og oplyser, om han selv er ledig eller hvilken af hans kollegaer, man skal rette henvendelse til. Når alle aftaler er bekræftet sender bedemanden de nødvendige attester til bopælssognet, kirke, præst, kirkegård og krematorium.

Hvem lægger afdøde i kisten?

Det er meget almindeligt, at det er plejepersonale eller en bedemand, som sørger for, at afdøde bliver vasket og klædt på i det tøj, man har bestemt, personen skal begraves i. Nogen vælger ikke at påklæde den afdøde. De mener, vi kom nøgne til verden og kan tage nøgne herfra. Andre har det bedre med at vide, at afdøde har noget personligt tøj på. Har afdøde ikke selv haft ønsker til en bestemt påklædning, kan man vælge den løsning, man selv har det bedst med.

Der er også mulighed for at lægge en blomst, breve, billeder, tegninger eller andre personlige effekter med i kisten. Det er ofte en god ide at få børn til at skrive eller tegne noget, der kan komme med i kisten eller hænges på kisten.

Det er ofte muligt at se afdøde i kisten, og man må gerne have kisten stående hjemme indtil begravelsen, hvis man føler, det er det rigtige. Det er også muligt at følge rustvognen, når kisten bliver kørt til kapellet eller til kirken, men det er alt sammen noget, der bedst aftales med bedemanden i det enkelte tilfælde.

Kirkelig begravelse – hvad gør man?

Selvom den døde var medlem af folkekirken, er det normalt bedemanden, der i første omgang taler med de parter, der skal involveres for at gennemføre bisættelsen. Bedemanden tager udgangspunkt i det tidspunkt de pårørende ønsker og forsøger at arrangere begravelsen her.

Hele forløbet skal koordineres fra afhentningen på dødsstedet til sænkning af kisten eller nedsættelse af urnen, og det er bedemanden, der har kontakt til alle implicerede.

Detaljerne omkring ceremonien i kirken aftales ved et møde med præsten, der skal foretage begravelsen. Sammen med præsten vælger man hvilke salmer, der skal synges, man taler om, hvad præsten skal sige i sin tale over afdøde, om man selv skal holde en kort tale ved kisten, eller om man har særlige musikønsker.

Præstens tale kan være mere eller mindre personlig. Det afhænger naturligvis både af, hvor godt kendskab præsten har til afdøde og af de pårørendes ønsker. Hvis præsten ikke har kendt afdøde, kan det være en god ide at medbringe fotos af afdøde, så præsten bedre kan danne sig et indtryk af den person, der skal begraves.

Ceremonien i kirken bliver afsluttet ved, at kisten bliver stående i kirken, eller ved at den bliver båret ud. Ved begravelse på kirkegården bærer man kisten til gravstedet, hvor man sænker den, og der foretages jordpåkastelse. Ved bisættelse bærer man kisten til rustvognen, som kører den til krematoriet.

Borgerlig begravelse - hvad er det?

Hvis afdøde ikke var medlem af folkekirken, har man ikke krav på hverken at benytte kirken eller have præstens medvirken ved begravelsen. Det giver i stedet mulighed for, at man selv kan arrangere ceremonien i afdødes ånd, eller som man selv ønsker det. Ceremonien kan man afholde fra et kapel enten på hospitalet, plejehjemmet, kirkegården eller krematoriet. Den løsning vælger mange, men der er også eksempler på, at en afskedsceremoni bliver holdt i afdødes hjem, i haven, på et sted, afdøde er kommet igennem sit liv eller på et sted, der har haft betydning for afdøde og de pårørende.

Der er ingen krav til stedet, ud over at man naturligvis ikke må forstyrre den offentlige orden, og at ceremonien skal være sømmelig. Man kan også vælge blot at få afdøde brændt og nedsat i fællesgrav uden nogen ceremoni eller at afholde en ceremoni ved nedsættelse af urnen.

Nogle bedemænd tilbyder at forestå ceremonien og kan komme med råd og vejledning til hvordan, det kan gennemføres.

Selv om afdøde ikke var medlem af folkekirken, kan nogle efterladte finde støtte i de kendte ritualer og en præsts professionelle og menneskelige håndtering af situationen. Derfor siger nogle præster, af hensyn til de pårørende, ja til at medvirke enten ved en kirkelig begravelse eller ved en ceremoni, man tilrettelægger i fællesskab. Andre præster siger konsekvent nej til at medvirke og til at kirken bliver brugt ved begravelsen. Det nej er som oftest begrundet i respekt for afdødes ønske om ikke at tilhøre kirken.

Hvem pynter kirken?

Det er forskelligt fra kirke til kirke, hvem der sørger for pyntningen. Nogle steder skal det aftales direkte med graveren eller med en gartner. De fleste vælger at få bedemanden til at ordne det praktiske.

Det er en af de udgifter, mange skærer bort som den første, hvis der skal spares.

Hvem bærer kisten?

Det er et meget vigtigt spørgsmål, som skal være afklaret inden højtideligheden. Det er vigtigt at have accept fra de personer, der skal bære, inden højtideligheden og sikre sig at de ved, hvor de skal bære.

Enhver, der har prøvet at bære en kiste, vil vide, at en kiste kan føles meget tung. Derfor er det vigtigt, at bærerne får de rette pladser ved kisten. Afdøde vil altid have hovedet op mod alteret, og den ende er den tungeste. De fire bærere, der bærer i hjørnerne, bærer mest, og de to i midten kan ofte helt undgå at bære. Det er vigtigt, at de, der bærer overfor hinanden, har nogenlunde samme højde. Hvis kisten skal bæres langt, er det muligt, at man holder en pause undervejs, eller at man kører kisten på en katafalk. Spørg altid bedemanden til råds, hvis I er i tvivl, om I selv kan bære kisten. Bedemanden kan som regel skaffe de bærere, I mangler, men kirkens personale ikke må bære kister.

Hvilken slags gravsteder kan man vælge mellem?

Nogle familier har familiegravsteder hvor de sættes ned når de dør. Andre har, inden de dør, udtrykt klare ønsker om, hvordan de vil begraves. Hvis det ikke er tilfældet, er de efterladte nødt til at træffe beslutningerne. Beslutningen om, hvorvidt den døde skal jordfæstes i kiste eller brændes og bisættes i urne, skal man træffe allerede, når dødsfaldet anmeldes til afdødes bopælssogn. Senere skal det afgøres, om afdøde skal stedes til hvile i fællesgrav eller en familiegrav. Der findes også alternativer til de traditionelle gravsteder. Man kan for eksempel vælge at få asken strøet ud over havet.

Uanset om man er medlem af folkekirken eller ej, skal jordfæstelser og urnenedsættelser altid ske på kirkegården. Bedemanden kan altid give oplysninger om mulighederne på den enkelte kirkegård. Der er stor variation indenfor gravsteder på de forskellige kirkegårde. Derfor er det en rigtigt god idé, at man får bedemanden til at reservere tid, så man kan få en rundvisning. På den måde kan man selv se mulighederne og vælge det sted, man syntes bedst om.

Der er mange forskellige typer gravsteder, og kirkegårdene finder løbende på nye tilbud. Der er store prisforskelle på gravstederne og det er umuligt at give nogen entydig information om priserne. Når gravstedet er valgt, og man har aftalt med kirkegården, hvordan man ønsker det vedligeholdt, har man krav på at få udleveret en skriftlig aftale med priserne. Ligeledes skal kirkegården informere bedemanden om priserne, så bedemanden kan foretage betalingen af gravstedet.

Hovedtyperne af gravsteder er fælles- og familiegravsteder.

• Fællesgrave er opdelt i kendte og ukendte fællesgrave. På de ukendte gravsteder nedsætter man ofte flere urner af gangen og det er ikke tilladt, at de pårørende deltager ved nedsættelsen. Normalt er det også kirkegården, der vælger hvilken urnetype, der må anvendes på fællesgravene. De pårørende har altid krav på at få oplyst, hvor på fællesgraven urnen er nedsat.

• Familiegravstederne er altid kendte gravsteder, ofte omgivet af en hæk eller lignende. Der kan være plads til flere kister eller urner, og man bestemmer selv urnetypen og kan altid deltage ved nedsættelse af urnen. Nogle gravsteder har tvungen vedligeholdelse af kirkegårdens ansatte, mens man på andre gravsteder selv kan forestå vedligeholdelsen.

Nogle vælger, frem for et gravsted, at få asken spredt over havet. Tidligere skulle man ansøge om tilladelse hos Kirkeministeriet. Det er ændret til, at den afdøde selv skal have nedskrevet ønsket, eller at de pårørende er enige om og kan godtgøre, at det var afdødes ønske. Tilladelser afgivet af Kirkeministeriet er stadig gældende.

Det er også en mulighed at få tilladelse til at nedsætte en urne på privat jord, hvis grunden er på min. 5000 kvadratmeter.

Der findes flere gravpladser for andre religioner forskellige steder i landet, og bedemanden kan informere om mulighederne for at blive begravet på en af dem.

Bemærk at donation af legemet ikke fritager for at blive begravet. Ceremonien kan dog ikke afholdes med deltagelse af kisten, inden den frigives fra anatomisk institut.

Hvad koster en begravelse?

For medlemmer af folkekirken er det gratis at bruge kirken og præsten i forbindelse med begravelsen, men alt andet skal man selv betale.

Prisen på en begravelse afhænger af mange ting. Hvor og hvornår dødsfaldet er sket, hvor skal begravelsen foregå, skal det være en begravelse eller bisættelse, hvilket gravsted skal det være, skal der være gravsten, var afdøde medlem af folkekirken, hvordan skal kisten pyntes, skal kirken pyntes, skal der være en mindesammenkomst, og hvordan skal det foregå og så videre. Ofte ligger de samlede udgifter, inklusiv udgifterne til en bedemand, mellem 20.000 og 40.000 kroner, men det kan gøres for både over og under de beløb.

For at være sikker på at få alle udgifter med er det vigtigt, at man får et skriftligt prisoverslag fra den bedemand, man har kontaktet. Det giver mulighed for at sikre sig, at bedemanden har medtaget alle udgifterne, og at man ikke efterfølgende bliver overrasket med ekstraudgifter.

Betaling af begravelsesudgifter

Når dødsboet bliver opgjort er betalingen af udgifterne til begravelsen en fortrinsstillet fordring. Det betyder, at den udgift skal betales forud for alle andre udgifter, også afdødes gæld. På den måde er der dækning for betaling af begravelsesudgifter i de allerfleste dødsboer, og der er derfor ikke nogen reel grund til at betale begravelsen forud eller at foretage en opsparing hos en bedemand.