Hvad er Q10?
Q10 er hverken et vitamin eller mineral, men et hjælpestof, eller co-enzym, som indgår i cellernes energifabrikker, de såkaldte mitokondrier. Q10 er derfor vigtigt for en normal energiproduktion i kroppen. Mennesker kan selv danne Q10, men får det meste tilført med kosten.
Coenzym Q10 kaldes også Ubiquinon. Ubiquinon er latin, og angiver at stoffet findes overalt i naturen.
Hvad bruger kroppen Q10 til?
I cellerne findes de såkaldte mitokondrier (cellernes "energikraftværk"), hvor enzymer og en række hjælpestoffer gennem en kæde af reaktioner sikrer energiproduktionen ud fra kostens energigivende næringsstoffer. Ét af disse hjælpestoffer er Q10, der dermed er centralt for den del af kroppens stofskifte, der står for energiproduktionen.
Hvor findes Q10 i kosten?
Q10 findes i kød og fisk. Desuden findes der Q10 i nødder, bælgfrugter, spiseolier og visse kornprodukter.
Hvor meget Q10, man får med kosten per dag, er ikke helt fastlagt, men man mener, at det ligger i størrelsesordenen fire til seks milligram per dag. En gennemsnitlig dansker får dagligt omkring 10 milligram Q10 gennem kosten.
Hvad er symptomerne på Q10-mangel?
Kroppen indeholder selv et lager af Q10 på cirka et til halvandet gram. De største mængder er lagret i hjerte, lever og nyre. Der findes normalt cirka et milligram i én liter blod.
En egentlig Q10-mangelstilstand er aldrig beskrevet, og man ved ikke, om en sådan overhovedet eksisterer. Man kender derfor ikke symptomer på Q10-mangel.
Man formoder, at kroppen selv kan danne de nødvendige mængder, som ikke tilføres med kosten. Det lader dog til, at kroppens lager af Q10 mindskes med alderen, men det vides ikke, om dette er ensbetydende med, at kroppen ikke fungerer optimalt. Ved visse sygdomme, blandt andet hjertelidelser, er koncentrationen af Q10 i kroppen tilsyneladende også mindsket. Man kan godt forestille sig, at der ved en begyndende sygdomsproces, for eksempel i karvæggen, opstår en lokal mangel på Q10, som accelererer sygdommen, og at tilførsel af ekstra Q10 kan forbygge, at sygdommen i karvæggen forværres, men der er endnu kun få studier, som har dokumenteret en klinisk effekt.
Hvilke tilstande forbindes med Q10?
Q10 har i nogle undersøgelser kunnet bedre symptomerne og livskvalitet ved symptomer på hjertesvigt. Årsagen er en øget produktion af energi i hjertemusklen og dermed en forbedret pumpefunktion.
Q10 som kosttilskud bliver ofte markedsført med løfter om, at det kan forebygge sygdom, forbedre konditionen og give bedre sportspræstationer. Der er udført en række undersøgelser, som imidlertid ikke har vist nogen sikker virkning.
Hvor meget Q10 må man tage som kosttilskud?
Det må understreges, at det aldrig er påvist, at mangel på Q10 kan føre til sygdom hos mennesker, og der er ingen holdepunkter for, at unge og voksne ikke får tilstrækkelig Q10 med kosten.
Ønsker man at tage et kosttilskud af en af ovennævnte grunde, er der imidlertid heller ingen holdepunkter for, at der kan være bivirkninger eller langtidsskadevirkninger ved kosttilskud.
Hvad er symptomerne på overdosering af Q10?
Ved doser på 100 til 200 milligram er i sjældne tilfælde set kvalme, hovedpine og mavesmerter.
Hvad skal man være opmærksom på?
Der er ikke nogen kendte kontraindikationer, det vil sige, man kender ikke til sygdomstilstande, hvor det er skadeligt at tage Q10.
Er der noget, man skal være opmærksom på ved graviditet?
Der er ikke beskrevet tilfælde af fosterskader ved brug af Q10, men erfaringerne er i det hele taget sparsomme. Q10 formodes at blive udskilt i modermælken.
Q10 og medicin
Man skal være opmærksom på, at hvis man tager medicin, der skal mindske blodets evne til at størkne, såkaldte antikoagulantia, kan Q10 muligvis hæmme behandlingen. Ved tvivl bør man tale med den læge, der varetager behandlingen.Statiner kan nedsætte indholdet i blodet af Q10.
Får man receptpligtig medicin eller benytter håndkøbsmedicin i en længere periode anbefales det generelt, at man kontakter sin læge eller forhører sig på apoteket med hensyn til vitaminer og eventuelt vitamintilskud.