Kighoste

Hvad er kighoste?

Kighoste er en luftvejsinfektion, der skyldes bakterien Bordetella pertussis.

Kighoste kan være en alvorlig sygdom, hvis man får den før to-års-alderen og især før seks-måneders-alderen. De helt små børn har nemlig ret snævre luftveje, hvor sejt slim kan hobe sig op og give problemer med at trække vejret. Samtidig kan de langvarige hosteanfald medføre, at barnet får for lidt ilt.

Heldigvis er alvorlig kighoste blevet en ret sjælden sygdom takket være forebyggelse mod smitte via et effektivt vaccinationsprogram.

Smittekilderne er overvejende søskende og husstandsmedlemmer, men er ofte ukendte.

Symptomer på kighoste

Tiden fra man bliver smittet, til symptomerne starter (inkubationstiden), er 10-14 dage. Hos spædbørn kan det dog være helt ned til en uge. Det vigtigste symptom på kighoste er:

• Gentagne hosteanfald efterfulgt af en pibende (kigende) lyd, når barnet trækker vejret.

Et forløb med kighoste kan se således ud:

• De første to uger af sygdommen forekommer et stigende antal hosteanfald især om natten, og ansigtet begynder at blive let opsvulmet især omkring øjnene.
• Herefter bliver hosteanfaldene hyppigere og kraftigere og så kort efter hinanden, at vejrtrækningen vanskeliggøres, og barnet kan blive blårødt i ansigtet.
• Et hosteanfald vil efterfølges af en pibende lyd (kigen), når barnet trækker vejret ind. Det skyldes en slags krampe omkring stemmelæberne i strubehovedet.
• Hosteanfaldet afsluttes med ophostning af sejt slim og sommetider opkastning.
• Hos spæde børn kan der komme pauser på 15-30 sekunder eller mere i vejrtrækningen (kaldes apnø), og barnet kan kortvarigt miste bevidstheden indtil vejrtrækningen kommer i gang igen.
• De næste to uger øges hosteanfaldenes hyppighed og sværhedsgrad, så barnet kan få op til 10-40 hosteanfald per døgn.
• I alvorlige tilfælde kan der komme små blødninger i øjnenes slimhinder og barnet bliver udmattet og taber sig i vægt. I sjældne tilfælde kan der opstå hjerneblødninger på grund af det høje tryk under hosteanfaldene.
• I løbet af de næste 2-3 uger aftager hosteanfaldene, så kighosten kan vare op til 6-7 uger.

Barnet er mest smitsomt under hosteanfaldene, hvor smitten spredes med de ophostede sekretdråber gennem luften, men smitsomheden aftager herefter, så kighoste maksimalt er smitsom i 3-6 uger.

Hvem rammes af kighoste?

I dag er det kun få procent af de danske børn, som får kighoste, der bliver alvorligt syge. Til gengæld er der en del større børn og voksne, som får milde tilfælde af kighoste uden at vide, hvad de fejler. Det skyldes, at hverken vaccination eller sygdom giver livslang immunitet, og større børn og voksne kan derfor udgøre en smitterisiko for helt eller delvis uvaccinerede spædbørn.

Hvad er årsagen til kighoste?

Kighoste skyldes en bakterie (Bordetella pertussis), og regnes for at være den mest smitsomme bakterieinfektion, der findes. Har et barn fået sygdommen, vil 9 ud af 10 kontakter blive smittet, hvis de ikke tidligere har haft sygdommen eller er vaccineret. Det gælder også de helt spæde børn, som ikke beskyttes af antistoffer fra moderen, og som er for små til at have opnået fuld beskyttelse via vaccination. Det er specielt for denne sygdom, fordi de yngste spædbørn normalt er modstandsdygtige over for smitte med andre børnesygdomme pga. antistoffer overført fra moderen gennem moderkagen og navlesnoren.

Smitten overføres ved dråbeinfektion, for eksempel ved hoste eller nys. Er man i stue med en, der har kighoste, kan man godt regne med at blive smittet, hvis man ikke tidligere har haft sygdommen eller er vaccineret. Både tidligere smittede og tidligere vaccinerede kan dog godt få infektionen igen, hvis deres antistoffer er faldet under det beskyttende niveau.

Da specielt større børn og voksne kan have milde tilfælde af kighoste uden at vide det, bør alle forkølede og hostende personer holde sig væk fra uvaccinerede spædbørn hvilket jo også beskytter barnet mod forkølelsesvirus.

Vaccine mod kighoste

Hvorfor vaccinerer man mod kighoste?

Før vi startede med vaccination mod kighoste i Danmark, fik tre ud af fire børn svære kighosteanfald, og omkring 10 børn døde af sygdommen hvert år. Kighosten optrådte i epidemier med 2-4 års mellemrum, når nok modtagelige børn var født.

Lige før COVID-19-epidemien var der en epidemi under udvikling i Danmark med næsten 900 månedlige tilfælde omkring årsskiftet 2019-20, men den ophørte fuldstændigt, da foranstaltningerne for at bekæmpe COVID-19-smitten startede i marts 2020, idet de også virkede mod andre luftvejsinfektioner som f.eks. kighoste.

Imidlertid startede epidemien igen, da landet lukkede op i sommeren 2023. Det var hovedsageligt spædbørn, 10 - 20-årige unge og 40 - 55-årige (for)ældre, der fik kighoste i den periode. Det understreger vigtigheden i at vaccinere mod kighoste for at beskytte de små børn og at immuniteten efter vaccination ikke varer så længe.

Hvornår skal man vaccineres mod kighoste?

Kighostevaccinen består af en svækket udgave af kighostebakterien pertussistoksin. Vaccinen er en del af børnevaccinationsprogrammet, og gives, når barnet er 3 måneder, 5 måneder og 12 måneder gammelt, sammen med vaccination mod difteri, stivkrampe, polio, hib-infektion og pneumokokinfektion.

Se oversigt over børnevaccinationsprogrammet.

Man regner med, at vaccination beskytter effektivt de første par leveår, hvor kighoste er en farlig sygdom og overstået kighostesygdom giver en tilsvarende beskyttelse. Effekten aftager herefter, så børn vaccineres igen, når de er 5 år gamle sammen med vaccination mod stivkrampe og polio.

Det er dog vigtigt at vide, at vaccinen ikke er 100 procent effektiv, hvorfor der også ses kighoste blandt fuldt vaccinerede børn. Disse vil dog typisk have et mildere forløb.

Både efter vaccination og efter overstået infektion, svinder modstandskraften mod sygdommen med årene. Man kan altså godt på et senere tidspunkt som forælder eller bedsteforælder risikere et nyt, lettere tilfælde af kighoste, hvis man igen udsættes for smitte og derefter risikere at smitte spædbørn og andre.

Gravide kan også vaccineres mod kighoste og antistofferne mod kighoste overføres så gennem moderkagen og navlesnoren til barnet før fødslen. Formålet med dette er at beskytte det ufødte barn i de første måneder, frem til at barnet selv kan blive vaccineret.

I hele perioden, fra de første nys i forkølelsesstadiet og op til 3-6 uger efter hostens frembrud, kan barnet smitte. Dog er risikoen langt overvejende til stede i de første to til tre uger af sygdomsperioden.

Smitteperioden kan nedsættes ved behandling med antibiotika, så man er smittefri efter cirka fem dages behandling. Antibiotika har derimod kun begrænset effekt i forhold til at nedsætte sygdomsvarigheden.

Hvordan stiller lægen diagnosen kighoste?

Diagnosen kighoste kan stilles på flere måder. Den mest almindelige metode er en podning fra næsen - en såkaldt PCR-test - der sendes til en undersøgelse på et laboratorium, hvor bakteriens DNA kan påvises samme dag.

Har sygdommen varet i mere end to til tre uger, er bakterierne vanskelige at påvise, så der tages en blodprøve for at måle antistoffer i blodet og på den måde stille diagnosen. For børn under to år skal sygdommen anmeldes som en del af overvågningen af alvorlige sygdomme til både Styrelsen for Patientsikkerhed og til Statens Serum Institut. Det laboratorium, der påviser kighoste, har desuden pligt til at indberette tilfældet til kighostelaboratoriet på Statens Serum Institut, uanset hvor gammel patienten er.

Hvordan behandles kighoste?

Spædbørn og mindre børn med andre sygdomme, som for eksempel astma kræver konstant overvågning, hvilket - i hvert fald for en tid - foregår bedst på hospitalet.

Tidligt i forløbet kan behandling med antibiotika mildne symptomerne og gøre patienten mindre smittefarlig. Antibiotika gives også forebyggende til:

• alle børn under 6 mdr. med kighoste
• uvaccinerede børn og vaccinerede børn med tidlige tegn på kighoste i alderen 6-24 mdr.,
• gravide der får kighoste kort før fødslen
• husstandskontakter med tidlige symptomer på kighoste, hvis der er uvaccinerede børn under 2 år i husstanden.

Læs mere: Vagtlægen om antibiotika.

Hvilke komplikationer kan der opstå?

Ud over at kighosteanfaldene er meget ubehagelige, kan der støde komplikationer til. Først og fremmest fra lungerne i form af bronkitis og lungebetændelse. Men også fra ørerne med mellemørebetændelse fremkaldt af andre bakterier, som ved hosteanfaldene lettere trænger fra næsesvælget op i mellemøret. Ved komplikationer kan der komme feber. Det er vigtigt at være opmærksom på, at sygdommen kan ændre sig. Tilstøder der komplikationer, kan man behandle med antibiotika.

Hvordan forebygges smitte?

Det er vigtigt at hindre smitte i at brede sig og især at sikre de helt små børn så godt som muligt mod kighoste. Særligt når det gælder de små børn i institutionerne. Forholdsreglerne er:

• Børn over ét år må godt optages i institution, selvom de ikke har haft kighoste eller er vaccinerede, men forældrene bør underrettes om smitterisikoen.
• Børn og personale med kighoste hjemsendes, til de ikke længere er smitsomme (efter 5 dages behandling med antibiotika).
• Børn med kighoste, som i øvrigt ikke virker syge, må gerne komme i institution eller skole i den periode, hvor der stadig er en vis smitterisiko, det vil sige 3 uger efter start af hosten. Dette skyldes, at langt de fleste andre børn er vaccinerede. Børn må dog ikke komme i institution eller skole, så længe hosteanfaldene giver udtalt vejrtrækningsbesvær eller opkastninger.
• Er der kighoste i en børneinstitution, skal alle børn under ét år afvente optagelse eller hjemsendes, dog ikke børn, der har haft sygdommen eller er vaccineret mindst to gange med mindst otte ugers mellemrum.
• Hvis der er kighoste i hjemmet hos børn eller forældre kræves ingen særlige forholdsregler i forhold til institutionen, men det kan være nødvendigt at give forebyggende antibiotika til medlemmer af husstanden for at forebygge smitte af modtagelige spædbørn og for at bryde smitten i familien.
• Der vaccineres i 3-måneders-, 5-måneders-, 12-måneders- og 5-års-alderen.

Udsigt for fremtiden

Forebyggelse ved vaccination er det vigtigste for at forhindre smitte, både for den enkelte og for samfundet. Det tilrådes, at alle børn vaccineres mod kighoste, medmindre der foreligger en medicinsk begrundelse for at lade være med at vaccinere.

Igennem de seneste ca. 10 år har der været en stigende andel af unge og voksne med kighoste. Det kan blive relevant i fremtiden at tilbyde revaccination til teenagere og måske også til særlige grupper blandt voksne.