Skizofreni

Hvad er skizofreni?

Skizofreni er en sygdom i hjernen, der giver ændringer i tanker og adfærd. Sygdommen kan være præget af perioder, hvor man er ude af stand til at skelne mellem virkelighed og egne forestillinger. De sidste års resultater viser, at mænd bliver ramt noget hyppigere end kvinder.

Sygdommen begynder typisk i 15 til 30 års alderen. Risikoen for at udvikle skizofreni er lidt mindre end en procent for befolkningen som helhed. Som pårørende til en person med skizofreni har man dog en noget øget hyppighed. Jo tættere pårørende man er, desto større risiko.

Hvad er symptomerne på skizofreni?

Sygdommen skizofreni omfatter flere forskellige sygdomstyper, der hver især er præget af forskellige kombinationer af symptomer. Man skal gøre sig klart, at ingen har alle symptomerne, og at symptomprofilen som oftest ændrer sig i sygdomsforløbet.

Man skelner mellem psykotiske og negative symptomer. De psykotiske symptomer viser sig ved, at man har sanseoplevelser (hører, ser, lugter m.m.), som andre ikke har, eller at man fortolker verden på en måde, som andre ikke gør. Hyppige psykotiske symptomer er således:

• Vrangforestillinger, undertiden bizarre og ofte forfølgelsesprægede.
• Hallucinationer, især af stemmer men også af lugte, smag eller berøring.
• Tanke- og adfærdsforstyrrelser

De negative symptomer forstås som fraværet af en række normale funktioner. Det omfatter blandt andet:

• nedsat energi
• manglende engagement
• man isolerer sig
• man forsømmer sig selv
• en oplevelse af ikke at føle sig forstået af andre og en optagethed af den indre verden.

Der kan komme søvnforstyrrelser, koncentrationsbesvær, ambivalens og andre forandringer i følelseslivet. Stofmisbrug og en interesse for okkulte emner kan være en del af billedet.Skizofreni veksler oftest mellem akutte faser præget af psykotiske symptomer, og faser præget af negative symptomer.

Sygdommen er meget belastende for personen med skizofreni og for familien, ikke mindst på grund af de medfølgende sociale problemer i forhold til uddannelse og job. Op mod 10 procent af patienterne med skizofreni begår selvmord.

Læs mere i artiklen Symptomer på skizofreni

Hvorfor får man skizofreni?

De mulige årsager til udviklingen af skizofreni er mangfoldige og langt fra fuldt kortlagte.

Udviklingen af skizofreni bør forstås som et resultat af et samspil mellem på den ene side risikofaktorer, der kan medføre udvikling af sårbarhed overfor sygdommen, og på den anden side udløsende faktorer. Evt. udløsende faktorer står ikke alene som årsag, der skal en sårbarhed til for at udvikle sygdommen.

Hvilke risikofaktorer er der for at udvikle sårbarhed overfor skizofreni?

Arv

Der er en stor arvelighed forbundet med det at få skizofreni. Risikoen for at man udvikler skizofreni på et tidspunkt i løbet af livet er lidt mindre end en procent, men hvis man for eksempel har en bedsteforælder med sygdommen, stiger risikoen til tre procent. Risikoen er cirka 10 procent, hvis den ene af ens forældre har sygdommen og stiger til cirka 40 til 50 procent, hvis begge forældre er ramt, eller hvis ens enæggede tvilling har sygdommen.

Det er dog ikke et enkelt eller nogle enkelte gener, der betinger udviklingen af skizofreni. Der er mange kendte gener, der øger risikoen for at udvikle skizofreni, men hver især medvirker kun med et lille bidrag. Det vil være mere korrekt at kalde disse gener for sårbarhedsgener. For mange af dem gælder, at de også kan øge risikoen for andre mentale sygdomme, for eksempel bipolare affektive lidelser (manio-depressive sygdomme).

Vi kender i dag langt fra alle sårbarhedsgener til skizofreni, ligesom der formentlig er en lang række andre gener, der virker beskyttende for udviklingen af mentale sygdomme. For indeværende ved vi heller ikke, hvorfor de henholdsvis øger eller mindsker risikoen.

Miljø

Arvelige forhold (gener) forklarer dog ikke alt, hvilket jo nemt kan ses hos enæggede tvillinger, der har helt samme arvemasse, men hvor kun den ene tvilling er syg. Miljøforhold er derfor afgørende for, om personer med arvelige anlæg for skizofreni også udvikler sygdommen.

Der er et utal af miljøforhold, der kan spille ind. Det drejer sig for eksempel om

• komplikationer under graviditet eller fødsel,
• infektioner under graviditeten,
• hvor man lever (by versus land),
• hvor gamle forældrene er,
• om man har røget hash inden det 15. år,
• om man er emigreret til et andet land.

Hvad kan udløse skizofreni?

Psykologiske forhold

Følelsesmæssige belastninger såsom omsorgsvigt og seksuelt misbrug i opvæksten er stærkt associeret med senere udvikling af skizofreni. Vanskeligheder med at leve op til omgivelsens øgede krav, såsom at skulle flytte hjemmefra, at tage voksenansvar, at have kærestesorg kan ligeledes være udløsende faktorer.

Skizofreni opstår især i familier, hvor det følelsesmæssige stressniveau enten er højt eller for lavt – altså enten for kritiske og aggressive eller for involverende og beskyttende.

Biologiske forhold

Svære kranietraumer og svære infektioner med påvirkning af hjernen (for eksempel hjernehindebetændelse og hjernebetændelse ) kan være de belastninger, der får psykosen hos de sårbare personer til at bryde ud. Også længerevarende søvnmangel, utilstrækkelig ernæring og svær dehydrering kan være udløsende faktorer.

Sociale forhold

Forekomsten af skizofreni er i undersøgelser større i de lavere sociale klasser, og man har længe diskuteret om årsagerne hertil. De dårlige levevilkår er en øget belastning og kan medvirke til at udløse sygdommen, men patienter med skizofreni har som følge af deres sygdomme et generelt lavere funktionsniveau, en mindre arbejdskapacitet og derved en ringere indkomst.

Etniske minoritetsgrupper, især 2. generationsindvandrere, er udsatte for at udvikle skizofreni . Man ved, at 2. generationsindvandrere har dobbelt så stor en risiko for at udvikle skizofreni i forhold til etniske danskere - det vil sige at to procent af 2. generationsindvandrere i løbet af deres liv vil udvikle skizofreni.

Stofmisbrug

Talrige undersøgelser viser en sammenhæng mellem hashforbrug og skizofreni. Stofmisbruget kan udløse en psykose eller skizofreni, men også mange patienter med skizofreni bruger hash som en slags selvmedicinering. Opgørelser viser, at 65 procent af patienter, der bliver indlagt med en hash-udløst psykose, udvikler senere skizofreni. Andre stoffer som kokain, amfetamin, ecstasy og LSD kan udløse kroniske psykotiske tilstande, der er svære at adskille fra skizofreni.

Hvad kan man selv gøre?

Det hører med til sygdommen, at man i perioder kan have manglende indsigt i sin egen sygdom. Man kan ikke selv se, at man er syg og har behov for behandling.

Mange kan dog lære at forholde sig til og mestre sine symptomer. Det er vigtigt at familien og andre pårørende bliver vejledt i sygdommen, så de bliver i stand til at støtte patienten og observere for sygdomstilbagefald.

Hvordan stiller lægen diagnosen?

Diagnosen bliver stillet ved hjælp af samtale og observation af personen. For at udelukke andre legemlige årsager til symptomerne laver man en fysisk undersøgelse, eventuelt ledsaget af blodprøver og andre undersøgelser.

Hvordan behandler man skizofreni?

Behandlingen af skizofreni består af tre dele: Antipsykotisk medicin, samtaleterapi og/eller socialpsykiatriske foranstaltninger.

Antipsykotisk medicin

Dette er alle lægemidler, der i større eller mindre grad blokerer virkningen af signalstoffet dopamin i hjernen.

De antipsykotiske lægemidler har gennem mange år udgjort den væsentligste del af behandlingen. De klassiske præparater, førstegenerations-antipsykotika er især virksomme overfor de psykotiske symptomer. De nyere antipsykotiske lægemidler, andengenerations-antipsykotika har også en noget mere gunstig virkning på de negative symptomer.

Alle antipsykotika har væsentlige bivirkninger. Alle der skal i behandling med antipsykotika, bliver derfor vurderet hyppigt og nøje for bivirkninger.

Bivirkninger ved første generations-antipsykotika er hyppigt bevægeforstyrrelser som for eksempel:

• indre uro,
• stivhed i musklerne,
• muskelkramper,
• ufrivillige bevægelser.

Anden generations-antipsykotika kan også have disse bivirkninger, men har hyppigere såkaldte metaboliske bivirkninger, for eksempel:

• vægtøgning,
• diabetes,
• for mange fedtstoffer i blodet,
• forhøjet blodtryk .

Samtaleterapi

Denne behandlingsform (kognitiv adfærdsterapi eller psykodynamisk psykoterapi) har mindre effekt på de psykotiske symptomer. Med samtaleterapien forsøger man at øge selvfølelse, selvforståelse, mestring af sine symptomer, give øget initiativ samt mindske følelsen af ensomhed. Samtaleterapien kan også være afgørende for at motivere patienten til fortsat at tage sin medicin. Inddragelse af familien, især i begyndelsen af sygdommen, er vigtig for et godt forløb.

Socialpsykiatriske foranstaltninger

Det er vigtigt at oparbejde og træne de sociale færdigheder og forståelse af sygdommen. Dette kan ske ved social færdighedstræning, egentlig jobtræning, kognitiv færdighedstræning samt undervisning i psykisk sygdom og symptomer. Der kan desuden være brug for væresteder og egnede undervisnings- og fritidstilbud og egnede boformer. Kollektiver, beskyttede boliger eller bofællesskaber kan derfor være en hjælp.

Udsigt for fremtiden

Skizofreni er som regel en langvarig eller livsvarig sygdom, men det sker faktisk en gang imellem - også efter mange års sygdom, at nogle bliver helbredt. Man bliver ikke rask af at tage medicinen, men den forkorter og tager toppen af de akutte, psykotiske episoder og bedrer de negative symptomer.

Det ser ud som om, at den psykotiske tilstand i sig selv kan forværre sygdomsforløbet. Det er derfor vigtigt, at man sætter tidligt ind med behandling af de akutte faser. Og det er derfor håbet, at man ved en tidlig indsats kan mildne sygdomsforløbet, herunder ikke mindst undgå nogle af de sociale følger.