Brevkasse

Spørgsmål   Øjne

Spørgsmål: Kan jeg gøre noget ved mit dovne øje og skelen?

Kære Netdoktor,

Jeg er en 18-årig ung mand, som lider af "dovent øje" og skelen. Det er i hvert fald mit eget bud. Jeg har i en ung alder gået med klap for øjet - dog ikke i en særlig lang periode. Jeg har haft briller, siden jeg var 5 år. Det har jeg også nu.

Jeg er langsynet og oplever særligt skelen, når ting er tæt på. Hvis der for eksempel står et glas foran mig, og jeg skal kigge om bagved det, så er der pludselig to glas. Jeg døjer også med hovedpine ind imellem.

Problemet opstår i den grad, hvis jeg sidder på bagsædet i en bil. Sædet foran bliver dobbelt, og jeg får utroligt ondt i hovedet. Jeg var til en undersøgelse for tre måneder siden, og jeg fik et par læsebiller, som jeg skulle bruge hver gang, jeg skulle beskæftige mig med ting inden for tre meter. Dem bruger jeg flittigt, men jeg har ingen forandring oplevet.

Jeg fik også en klap for øjet, som jeg bruger over det gode venstre øje. Det fremprovokerer en stor hovedpine, så det er svært at bruge den i mere end 15 minutter ad gangen.

Jeg har læst lidt på internettet omkring de to øjenlidelser, og jeg har set, at en operation er mulig. Jeg vil høre, om I har forslag til træning af synet eller andre råd. Skal jeg søge til en øjenklinik eller noget helt tredje? Jeg håber, I vil tage jer tid til at svare.

Med venlig hilsen

En spørger

Svar:

Kære Spørger,

Der er ingen tvivl om, at du har et ”dovent øje”, som kan trænes op inden 7-års alderen. Langsynethed, indadskelen og mulighed for et dovent øje hænger nøje sammen.

Læsebriller i din alder og med din grad af langsynethed giver ingen mening, men som langsynet vil du nok få et ægte behov i 35-årsalderen.

Klapbehandling skulle have været påbegyndt ideelt i 3-4 årsalderen, og nu er du for gammel til den. Diverse ”træningsprogrammer” har kun placeboeffekt.

Med ”operation” mener du formentlig laserslibning af langsynetheden. Denne behandlingsform er blevet meget almindelig til nærsynethed og har her en rimelig succes, men når det drejer sig om langsynethed og/eller bygningsfejl, er man stadigvæk på usikker grund, da præcisionen ikke er så god, og da en del af langsynetheden ofte vender tilbage nogle måneder efter behandlingen. På selve synsstyrken i øjet har behandlingen ingen effekt, og synskvaliteten kan forværres ved komplikationer.

Jeg synes, du skal henvende dig til en øjenlæge, og gerne en der har en ortoptist (skeleterapeut) som medhjælp. Sidstnævnte kan give gode råd om brillebehandling etc. og er generelt bedre til at forklare situationen end lægerne. Det dovne øje kan de dog heller ikke stille noget op med, så en karriere som jagerpilot vil ikke være mulig.

Med venlig hilsen Erik Krogh,

overlæge, dr. med.


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Jeg har ondt bag mit ene øje, og er begyndt at skele på det også. Hvordan kan det være?

2027-11-20 | 00:00

Mine øjne lider under alt min virtuelle undervisning

2021-02-12 | 00:08

Bygkorn, hvad er det?

2019-08-12 | 15:19

Er jeg farveblind?

2018-10-2 | 13:49

Hvordan behandler jeg bygkorn?

2014-05-21 | 00:00

Kan jeg gøre noget ved mit dovne øje og skelen?

2012-09-13 | 00:00

Hvorfor har jeg et rødt og hævet øje?

2012-07-20 | 00:00

Mit øje bevæger sig hver gang jeg spiser, kan det behandles?

2011-08-26 | 00:00

Flimrende pletter i øjnene

2011-08-24 | 00:00

Brune pletter på bindehinden og iris. Er det farligt for synet?

2011-03-18 | 00:00

Behandling mod lysfølsomhed

2010-11-17 | 00:00

Øjenoperation, hvilken skal jeg vælge?

2010-11-17 | 00:00

Sitrende muskler

2010-09-7 | 00:00

Synet tilbage efter nethindeløsning?

2010-09-7 | 00:00

Min bror mister kortvarigt synet, er det stress?

2010-06-9 | 00:00

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.