Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Hjerte og blod

Spørgeguide: Hjerte-kar-sygdomme


Opdateret: 24. Februar 2022

Hvad kan du bruge spørgeguiden til?

Denne spørgeguide kan du bruge, hvis du har fået konstateret en hjerte-kar-sygdom som for eksempel åreforsnævring, hjertesvigt, hjerteklapfejl eller blodprop. Guiden giver dig input til en række spørgsmål, du kan stille til din læge, så du kan forberede dig bedst muligt på det videre forløb. Pluk de spørgsmål ud, som du mener har relevans for dig, og tag dem med til lægen.

Hvis du får diagnosen, mens du er indlagt på hospitalet eller går i et ambulant forløb, kan du bede om at få en samtale med den læge, der følger dig eller skal udskrive dig. Ofte er der også en sygeplejerske med ved sådan en samtale. Hvis det er din egen læge der har stillet diagnosen, kan du bestille en tid hos ham eller hende.

I løbet af din behandling vil du tale med din læge flere gange, hvor du vil få mulighed for at stille dine mange forskellige spørgsmål i takt med, at de bliver relevante for dig. I vil formentlig dele samtalerne op over et par omgange, da du sikkert vil have mange spørgsmål, som ikke alle kan nås på én gang. Desuden bliver forskellige spørgsmål relevante for dig på forskellige tidspunkter af dit forløb. Derfor er det godt at sprede konsultationerne lidt ud, så dine tanker kan modne sig, og du kan modtage lægens feedback i takt med, at du bliver klar til det. Desuden gør flere samtaler, at du ikke bliver urolig for, om du nu husker at få stillet alle dine spørgsmål ved den første samtale.

Forberedelse og samtalens forløb:

  • Bestil tid hos lægen og forbered eventuelt lægen på, at du ønsker tid til at stille en række spørgsmål.

  • Skriv dine spørgsmål ned på et stykke papir.

  • Tag gerne et familiemedlem eller en ven med til samtalen, så du har støtte under samtalen og en at tale med bagefter.

  • Kom i god tid, så du kan få ro på dig selv.

  • Fortæl lægen hvad du selv tror og oplever om din tilstand. Fortæl først, hvad der bekymrer dig mest.

  • Bed lægen om skriftlig information om din sygdom, undersøgelse og behandling. Lad lægen illustrere de vigtigste oplysninger med en tegning, hvis det er muligt. Tag tegning og øvrig information med hjem.

  • Bed om at få gentaget de vigtigste oplysninger, og skriv dem ned sammen med lægen, før du går hjem.

  • Fortæl lægen, hvis du har andre sygdomme, modtager alternativ behandling, følger særlige kostråd mv.

  • Spørg, om din praktiserende læge holdes løbende informeret (få evt. udfyldt en samtykkeerklæring), så du kan tale med din egen læge om din sygdom. Også hvis du for eksempel har været på hospitalet akut eller til en undersøgelse.

Spørgsmål:

Generelt om hjerte-kar-sygdomme

  • Hvilken hjertekarsygdom har jeg?

  • Hvorfor er sygdommen opstået? (Arv, miljø, livsstil)

  • Hvilke følgesygdomme kan være forbundet med min sygdom?

Undersøgelser

  • Hvilke undersøgelser skal jeg igennem?

  • Er der nogen risiko forbundet med undersøgelserne?

  • Hvad forventer lægen, at undersøgelserne viser?

  • Hvor og hvornår skal jeg til andre undersøgelser?

Behandlingsmuligheder

  • Hvilke behandlingsmuligheder er der (Medicin, operation, livstilsændringer som rygestop, mere motion og/ eller sundere kost)

  • Hvad er fordelene og ulemperne ved de enkelte behandlinger?

  • Hvilken behandling er bedst for mig og hvorfor?

Din specifikke behandling

  • Hvad går behandlingen ud på?

  • Hvor skal behandlingen foregå?

  • Hvilke prøver vil blive taget, hvorfor og hvor ofte?

  • Hvornår foreligger resultaterne?

  • Hvor lang tid kan jeg forvente, at behandlingen tager?

  • Kan man se, om behandlingen hjælper?

  • Hvad sker der med mig, hvis jeg ikke får behandling?

  • Kan min hjerte-kar-sygdom helbredes helt, eller vil behandlingen blot standse udviklingen af sygdommen?

  • Er den behandlingstype, jeg skal igennem en del af et forsøg? Hvis ja, hvilke resultater foreligger indtil videre?

Bivirkninger ved behandlingen

  • Hvilke ulemper og bivirkninger er der ved behandlingen?

  • Kan der komme senfølger af behandlingen?

  • Findes der anden medicin, hvis jeg oplever bivirkninger ved den medicin, jeg har fået udskrevet?

Efter behandlingen

  • Er der noget, jeg skal være særlig omhyggelig med, efter behandlingen er ophørt?

  • Hvilke tegn skal jeg holde øje med?

  • Hvordan undgår jeg unødig bekymring?

  • Skal jeg gå til kontrol?

Dit nye liv

  • Får jeg et liv som før, eller vil sygdommen give mig begrænsninger?

  • Skal jeg spise noget specielt, eller er der noget, jeg skal undgå?

  • Hvad med rygning og alkohol?

  • Hvordan holder jeg mig bedst fysisk aktiv?

  • Vil mit sexliv blive påvirket af sygdommen/behandlingen?

  • Vil jeg stadig kunne passe mit arbejde?

Hvor kan du søge oplysninger og hjælp?

  • Hvor kan jeg få hjælp med mine problemer (sociale og følelsesmæssige)?

  • Findes der en patientforening for patienter med hjerte-kar-sygdomme?

  • Hvor får jeg oplysninger om de økonomiske og praktiske muligheder for hjælp?

  • Hvordan kommer jeg i forbindelse med dig, som min praktiserende læge, eller en anden fagperson hvis jeg har brug for at spørge om noget?

  • Hvor kan mine pårørende finde mere information om sygdommen?

Spørgeguiden er udviklet i samarbejde med Hjerteforeningen. Hjerteforeningen tilbyder telefonrådgivning til dem, der har hjerte-kar-sygdom inde på livet. Besøg Hjerteforeningen her.

Forbered dig på dit lægebesøg. Læs mere på: Godtduspoer.dk, som Dansk Selskab for Patientsikkerhed og TrygFonden står bag.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.