Svar:
Kære Spørger
Jeg tror, at du har haft et svært liv. Du skriver om lav selvtillid og ensomhedsproblematik - det er jo to forhold, der ofte er koblet sammen. Du fortæller, at du har været i behandling med metadon gennem 20 år, altså fra du var ganske ung. Det er rigtig godt, at du har afholdt dig fra misbrug. Det er jo også det, der er meningen med metadonbehandlingen. Man kalder det jo substitutionsbehandling da metadon skal være en substitut for andre misbrugsstoffer. Der er naturligvis en række bivirkninger ved metadon: hudkløe, kvalme, forstoppelse, seksuelle bivirkninger, hovedpine, søvnløshed, påvirkning af hjerterytmen m.fl. Jeg spekulerer på, hvem der har ordineret metadon og hvem der varetager behandlingen. Jeg forestiller mig, at du er tilknyttet det kommunale misbrugsbehandlingssystem, og det er nok her, du skal diskutere en evt. udtrapning af metadon. Hvis du skal udtrappes af metadon efter 20 års behandling, skal det gøres forsigtigt, og det kommer til at tage lang tid. På den anden side, kan det være, at det er en god ide at bruge den tid, det tager. Jeg vil ønske for dig, at det lykkes, ikke mindst at hvis du kan udtrappe af metadonen efter 20 års forbrug, så tror jeg, at det vil være rigtig godt for din selvtillid. Jeg ønsker dig al mulig held og lykke.
Med venlig hilsen
Hans Mørch Jensen
Speciallæge i psykiatri