Brevkasse

Spørgsmål   Ældre

Spørgsmål: Jeg bruger hormoncreme på grund af overgangsalder. Bør jeg holde pause?

Jeg har på grund af overgangsalders-symptomer (hedeture, søvnløshed, tørhed i slimhinder, humørsvingninger) nu i godt et år fået hormontilskud i form af daglig påsmøring af Estrogel samt som modvægt fået opsat en spiral, der skulle holde livmoderslimhinden tynd og fin. Ved mit seneste check for 3-4 måneder siden var slimhinden en anelse for tyk, og jeg er selvfølgelig nervøs for, om jeg eventuelt via 'egen produktion af østrogen' får for meget østrogen, og derfor har svært ved at holde slimhinden tynd og dermed udsætter mig for kræftrisiko. Vil I anbefale, at jeg jævntligt holder pause med Estrogel og eventuelt udbløder slimhinden? Og hvis ja, hvor ofte?

Svar:

For de kvinder, der lider under overgangsalderens kvaler med hedestigning, svedture og hvad dertil hører, kan det være en god hjælp at få et hormontilskud i nogle år omkring menopausen, som er tidspunktet for den sidste menstruation. Det har du passeret. Der er ikke længere menstruation eller blødning fra underlivet i det hele taget.

Kvindeligt kønshormon østrogen findes i forskellige medikamenter. Det kan være i tabletform, som plaster, som spray til næsen og endelig som gel til at smøre på huden. Det er det, du får. Det aktive stof fjerner dine symptomer.

Imidlertid ved man, at tilført østrogen også kan påvirke slimhinden i livmoderhulen så den fortykkes og i værste fald udvikler celleforandringer. Det kan man hindre ved samtidig at tilføre et andet kvindeligt kønshormon – et såkaldt gestagen. Det findes også i tabletform, i plaster og endelig i den spiral – Levonova – som indeholder gestagen i skaftet.

Levonova er et glimrende svangerskabsforebyggende middel. Dels virker selve spiralen svangerskabsforebyggende, men hormonet øger denne virkning ganske betydeligt. Levonova kan således anvendes livet igennem både i den frugtbare periode, men altså også efter menopausen, hvor gestagenet beskytter i livmoderslimhinden, således at vækst af denne hindres.

På dit spørgsmål kan jeg forstå, at du har fået foretaget en ultralydsskanning som har vist slimhinden en anelse for tyk. Jeg ved ikke, hvad det betyder, men det ved din gynækolog formentlig, for slimhinden kan måles direkte i millimeter. Hvis din gynækolog mener, at det betyder noget, vil jeg gå ud fra, at der bliver truffet de nødvendige foranstaltninger i den anledning.

Man kan godt få alvorlig sygdom i livmoderen uden hormontilskud, men med hormontilskud har det vist sig, at en kombination af østrogen og gestagen med konstant tilførsel af gestagen snarere nedsætter end øger risikoen for livmoderkræft. Det er derfor helt usandsynligt, at den behandling din læge/gynækolog har sat dig i, vil være skadelig.

Dertil kommer, at den gestagen mængde der er i Levonova spiralen er relativt høj, hvilket alt andet lige i denne forbindelse skulle være en fordel. Du vil ikke kunne fremkalde udblødning af slimhinden ved at holde Estrogel pause, sådan en blødning vil heller ikke have nogen betydning. Det var noget man troede i gamle dage.

Jeg vil anbefale, at du taler med din gynækolog igen og spørger, om der er mistanke om sygdom i livmoderen. Hvis der er en sådan mistanke, er der nok ikke andet at gøre end at få fjernet spiralen og få foretaget en udskrabning af slimhinden til afklaring. Jeg tror nu nok, at gynækologen vælger at se tiden an, og måske foretage en ekstra kontrolundersøgelse. Hvis du derimod oplever blødning fra underlivet er situationen en anden så skal du straks kontakte lægen/gynækolog.

Med venlig hilsen

Erik Fangel Poulsen,

speciallæge


Besvarede spørgsmål under chat

Spørgsmål Besvaret
Jeg har mistet min far - gjorde jeg det rigtige?

2019-01-18 | 00:39

Skal min gamle mor altid behøve sove på ryggen?

2009-01-14 | 00:00

Hvad kan samleveren gøre for at få en lægelig vurdering af mandens ændrede adfærd?

2008-09-9 | 00:00

Er min mor blevet dement?

2006-09-19 | 00:00

Hvilken antidepressiv medicin er velegnet til ældre?

2005-11-9 | 00:00

Jeg bruger hormoncreme på grund af overgangsalder. Bør jeg holde pause?

2002-10-10 | 00:00

Kan jeg blive gentestet for Alzheimers sygdom? Min far har haft det.

2002-01-22 | 00:00

Jeg er 62, og har osteoporose - hvad gør jeg?

2000-06-13 | 00:00

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.