Jeg er en kvinde på 55 år. Jeg har store problemer med at sidde foran computere og nogle gange også med at se TV i længere tid ad gangen. Mine symptomer er prikken i hovedet, pres i hovedet, ondt i ørene, lysoverfølsomhed/ondt i øjnene, hæshed, gøende hoste, stærk kvalme, løbene næse, manglende koncentration og manglende hukommelse.
Jeg havde problemet for første gang for 1½ år siden, da jeg tog et EDB kursus, hvor der var mange computere og næsten ingen udluftning. Men det er først for nyligt, hvor jeg har fået et arbejde, hvor jeg det meste af dagen skal sidde foran en computer, at det virkeligt er blevet galt.
Jeg har derfor fået lov til at tage et stykke tid fri, men det har indtil videre ikke hjulpet, for jeg har prøvet på at sidde bare ganske kort foran en computer, og så stædigvæk få det dårligt. Det er derfor min søn, der skriver dette, mens jeg dikterer. Det må stamme fra noget med udstråling fra skærme, men jeg ved ikke, om der er noget, der kan gøres for at hjælpe, eller om I nogensinde har hørt om et lignende eksempel. Håber at i vil besvare det og på forhånd tak!