Brevkasse

Spørgsmål   Allergi

Spørgsmål: Hvepseallergi og anafylaktisk shock?

Kære Netdoktor

Hvepsestik Inden for det sidste 10 år har jeg fået 3 - 4 hvepsestik med efterfølgende stor eller mindre hævelse og kløe, der har varet flere uger.

For nogle uger siden blev jeg stukket af en hveps, da jeg var ved at klippe en busk, hvor der var et hvepsebo, der ikke umiddelbart kunne ses. Hvepsen var meget agressiv og bed sig fast i min kæbe lige over halsen. Straks begyndte det at klø i øre, mund og øjne og der kom nogle glimt for højre øje.

Mine fingre blev helt hvide og snurrede. jeg løb ind til mine naboer som ringede efter en ambulance. Efter ca. 5 min. blev jeg meget dårlig, fik kvalme og besvimede. I ambulancen fik jeg en sprøjte og noget ilt og fik det bedre. På Hvidovre hospital blev jeg orienteret om at mit blodtryk havde været faretruende lavt, og at mine organer havde været på voldsomt overarbejde. Efter et forløb på ca.12 timer, med talrige blodprøver, check af lunger, ilt og blodtryk blev jeg udskrevet, med besked om at jeg fremover altid skulle have en Epipen inden for rækkevidde.

Efterfølgende har jeg følt angst ved tanken om at blive stukket igen og måske ikke slippe så godt fra det. Jeg er 76 år og skal nu forholde mig til det fremover at være opmærksom på hvepse og have sprøjten på mig. For ikke at udvikle noget der nærmer sig irrationel angst vil det betyde meget for mig hvis netdoktor kan hjælpe med nogle at nedenstående spørgsmål.

  • Er der noget jeg selv kan gøre for at forebygge stik og er der fødevarer der kan være medvirkende til at der udløses et allergisk chock-reaktion? ( hvepseboet blev fjernet omgående af fagfolk)

  • Findes der alternativer til Epipennen f. eks. vaccination eller anden behandling? jeg tænker her på om en allergiekspert vil kunne hjælpe.

Venlig hilsen

En spørger

Svar:

Hej Spørger,

I sjældne tilfælde sig man en meget kraftig reaktion på f.eks. penicillin eller insektstik. Dette kaldes anafylaksi og kan medføre symptomer fra flere organsystemer, f.eks. koldsved, vejrtrækningsbesvær, kramper, kløe og mange andre.

Har man haft en sådan reaktion bliver man udstyret med en epipen som indeholder adrenalin der sprøjtes direkte ind i en muskel og virker meget hurtigt, såfremt man skulle opleve reaktionen igen. Ofte bliver man også udstyret med binyrebarkhormontabletter og allergitabletter. Disse virker dog først i løbet af minutter til time. Ambulance skal altid tilkaldes via 1-1-2.

I nogle tilfælde vil man vælge at ”vaccinere” for det stof man overreagere på, dette kaldes hyposensibilisering. Princippet er at man i små, men stigende, mængder udsættes for det stof man reagerer på. Ofte skal hyposensibiliseringen foregå på hospital da man får sprøjtet ”vaccinen” ind i kroppen.

Har du spørgsmål til brug af epipen eller eventuel ”allergivaccine” vil jeg anbefale du kontakter din privat praktiserende læge som vil kunne besvare din spørgsmål.

Venlig hilsen,

Ole Laursen-W.

Kommende speciallæge i almen medicin


Besvarede spørgsmål under chat

Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.