Intresseområden sparade.
Tack, din epostadress är nu registrerad.
Fakta | Allergi

Høfeber (sæson- og helårs rhinitis)

Høfeber er allergi, der rammer øjne og næse. Læs her om, hvad du selv kan gøre for at mildne symptomer.


Opdateret: 22. Februar 2024

Fakta om høfeber

  • Høfeber er en betegnelse for allergisymptomer, der rammer øjne og næse.
  • Høfeber forårsages især af pollenallergi, men andre allergifremkaldende stoffer kan også udløse symptomerne.
  • Høfeber kan lindres med antihistamin, binyrebarkhormon eller allergivaccination.

Hvad er høfeber?

Høfeber eller høsnue er den lidt misvisende betegnelse for allergisymptomer, der rammer øjne og næse.

Betegnelsen er misvisende, fordi mange andre allergifremkaldende stoffer end "hø" (det vil sige græs) kan forårsage symptomerne. Den lægelige betegnelse er allergisk rhinoconjunktivis, som betyder allergisk betændelse i næse og øjne.

Pollenallergi giver irriterede øjne og tilstoppede næser hvert forår og sommer. 
Foto: IStock

Hvad er symptomerne på høfeber?

Høfeber giver ofte udtalte "forkølelses-symptomer" med røde, irriterede øjne, der løber i vand, og stoppet og løbende næse med nyseture, men modsat forkølelse er der også ret udtalt kløe i øjne og næse ved høfeber.

Hvor hyppig er høfeber?

Høfeber er den hyppigste kroniske sygdom i den vestlige verden, og det anslås at cirka en million danskere lider, eller har lidt, af høfeber.

Hvordan undersøger lægen for høfeber?

Sygehistorien kan være nok til at give lægen en klar mistanke om høfeber (for eksempel symptomer i maj måned hvert år, hvor birkepollen er i luften). Ofte må der dog undersøges med allergitests, som hudpriktest og/eller måling af allergiantistoffer (IgE), før diagnosen endelig kan stilles.

Se også Netdoktors nye magasin om atopisk eksem

Hvad er årsagen til høfeber?

Hvad er Pollen?

Pollen er blomsterstøv, der spredes med vinden eller med insekter som led i planternes befrugtning.

Den hyppigste årsag til høfeber er pollen, mindre hyppigt ses høfeber-reaktioner på husstøvmider, kæledyr eller skimmelsvampe.

Tilmeld dig vores nyhedsbreve!

Du kan til enhver tid afmelde vores nyhedsbreve ved at klikke på linket i bundet af nyhedsbrevet. Her kan du læse mere om Netdoktors privatlivspolitik .

Hvornår har man høfeber?

Høfeber på grund af pollen, følger pollensæsonerne:

  • Forår : Hasselpollen, ellepollen og elmepollen i de tidlige forårsmåneder samt birkepollen i maj
  • Sommer : Græspollen i juni og juli
  • Sensommer : Gråbynkepollen i juli og august.

Nogle pollenallergikere reagerer også på pollen, der ligner de danske. Det kan give symptomer om vinteren ved ophold under varmere himmelstrøg.

Hvordan varierer pollen fra år til år?

Pollenmængden kan variere meget fra år til år afhængigt af vejret. Varmt og tørt vejr giver mere pollen i luften end køligere og vådt vejr.

Den globale opvarmning med mildere vintre har efterhånden gjort at pollensæsonen kommer tidligere og varer længere, og migration (indvandring) af nye plantearter kan give nye allergier i Danmark.

En undersøgelse fra Odense Universitetshospital har således vist at 19 procent af personer med høfeber reagerer på urten bynke-ambrosie (Ragweed) i deres hudpriktest. Frøene er kommet hertil i de frøblandinger, vi bruger til fuglefodring. Der plantes også mange platantræer i de danske byer i disse år som erstatning for de elmetræer, der døde af elmesyge for år tilbage – og de første allergikere med reaktion på platantræer er nu dukket op.

Hvordan kan man vide hvad, man reagerer på?

Pollentallene offentliggøres sammen med tallene for sporer fra skimmelsvampe i aviser og i TV og via nettjenester (Danmarks Meteorologiske Institut i samarbejde med Astma-Allergi Danmark) og kan give en klar fornemmelse af, om symptomerne har sammenhæng med pollen og sporer i luften. Det er straks sværere ved høfeber med reaktion på kæledyr, husstøvmider eller indendørs skimmelsvampe, hvor allergenerne kan være ”usynlige”. Her må man rådføre sig med sin læge. 

Hvad er Allergener?

Allergener er bittesmå dele af proteiner. Når kroppen reagerer allergisk, er det allergenerne, den reagerer på. Når man får en allergisk reaktion, er det fordi immunsystemet overreagerer og laver allergi-antistoffer og celler rettet mod noget, man ellers burde kunne tåle f.eks. dyr og planter.

Hvad kan man selv gøre ved høfeber?

Kender man ”sin” pollensæson, kan man:

  • få en ’pollen-app’ på sin telefon med daglige varslinger (Astma-Allergi Danmark).
  • skylle sit hår inden sovetid, hvis man har været meget ude.
  • starte på sin medicin, så snart "ens" pollen dukker op – eller lidt før - og så fortsætte med fast medicin, der er valgt i samråd med lægen, til sæsonen er omme.
  • Tage hensyn til, at pollentallene som regel er højest midt på dagen, fx ved at:
  • undgå at lufte ud med åbne døre og vinduer midt på dagen
  • undlade at tørre vasketøj - specielt sengetøj – udendørs midt på dagen.
  • anvende solbriller/briller, når man cykler eller det blæser midt på dagen.
  • undgå udendørs motion, der gør en forpustet, midt på dagen.

Få gode råd her:

 

Hvad er krydsreaktioner?

Allergener, der minder om pollenallergener, kan findes i frugter og grøntsager. De kan give irritation med kløe i mund og i svælg. Ved kontakt med huden kan der opstå kløe og udslæt for eksempel ved skrælning af frugt eller grøntsager. Man kalder dette fænomen krydsreaktioner.Allergener fra træer, græs og urter er forskellige, men det er ikke usædvanligt at være allergisk overfor flere typer af pollen samtidigt.

Pollen Hyppigt krydsreagerende allergener
Birk Nødder, Æbler (især grønne), kirsebær, pære, fersken, blomme, tomat, gulerod, selleri
Græs Tomat, peanut, ærter, bønner, melon
Gråbynke Rodfrugter, Selleri, jordskokker, krydderurter, melon, solsikkekerner, gulerod, peberfrugt

Medicin mod høfeber

Antihistamin

Antihistamin i tabletform eller flydende, som øjendråber eller næsespray har effekt ved mildere høfeber, men virker ikke på stoppet næse eller ’tunghed i hovedet’. Antihistamin kan tages, når der er problemer, men virker bedst, hvis medicinen benyttes inden kontakt med det, der giver allergi.

Binyrebarkhormon

Ved lidt sværere symptomer kan anvendes binyrebarkhormon i næsespray (flest på recept). Her er det endnu vigtigere at starte i god tid. Der kan gå et par uger før fuld virkning. Korte tabletkure kan være nødvendige ved meget svære symptomer - tal med din læge.

Indsprøjtninger med binyrebarkhormon (depot) kommer kun på tale ved svære symptomer (og en kort sæson), da der er risiko for alvorlige bivirkninger ved en længere eller gentagne behandling.

Allergivaccination (allergen immunterapi/hyposensibilisering)

Hvis antihistamin og næsespray med binyrebarkhormon ikke er tilstrækkeligt eller giver bivirkninger, kan man drøfte muligheden for supplerende allergivaccination med sin læge. Denne form for behandling er især virksom ved birkepollen-, græspollen- og husstøvmideallergi.

Ved allergivaccination får man mange ganske små doser af det, man er allergisk for. På den måde vænner kroppen sig til det og kan tolerere mere, før der kommer allergisymptomer. Behandlingen kan gives med tabletter eller indsprøjtninger og tager tre til fem år. Effekten holder sig hos de fleste i mange år efter.

Vælges tabletbehandling skal der hver dag hele året tages en tablet under tungen. Behandlingen findes endnu kun til græs-, birke- og husstøvmideallergi.

Vælges behandling med injektioner gives hver uge små, men stigende mængder af allergen i overarmene over 8 til 15 uger. I resten af behandlingsperioden gives samme dosis ca hver anden måned. Noget tyder på, at behandlingen med injektioner også kan nedsætte risikoen for at høfeber forværres med astma.


Du har fravalgt en eller flere cookies, hvilket kan påvirke visse udvidede funktioner på siden.